Skolesocialrådgiver søges til folkeskoleområdet i Borgercenter Børn og Unge Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (barselsvikariat)

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

At være skolesocialrådgiver er en tidlig forebyggende funktion, hvor vi i Socialforvaltningen (SOF) samarbejder med Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) om at støtte børn og unge tidligt og ude på den lokale folkeskole. 

Om stillingen

Dine vigtigste opgaver som skolesocialrådgiver består i at:

  • understøtte en systematisk og målrettet indsats for forebyggelse af, at elever mistrives, i et tæt tværfagligt samarbejde med skolernes inklusionsvejledere, PPR-psykolog, sundhedsplejerske og ledelse på skolerne.
  • koordinere indsatser for de børn og unge, som har bekymrende skolefravær, gennem skolernes ressourcecentermøde, ”Åben Dør-møder”, fraværsgennemgange med skolen, netværksmøder og individuelle forløb.
  • hjælpe med at kvalificere underretninger og sparre med personale og ledelse på skolerne omkring bekymringer for børn og unge.
  • koordinere og facilitere netværksmøder forud for en eventuel beslutning om bevilling af fleksible skoleindsatser eller dagbehandling.
  • understøtte den gode, koordinerede indsats mellem skole, leverandør og os i Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (VVK).
  • deltage på møder med børne- og ungerådgivere i konkrete sager, hvor I sammen forsøger at finde løsninger gennem en fælles indsats mellem familie, skole og netværk. Du skal derfor kunne samarbejde tæt og løsningsorienteret med både børne- og ungerådgivere og lærere samt pædagoger og andre faggrupper på skolerne.

Om dig
Du er uddannet socialrådgiver eller lignende. Det er en fordel, hvis du har erfaring med myndighedsarbejdet og kendskab til lovgivningen på området. Det er ligeledes en fordel, hvis du kender skoleverden. Du skal være god til at afholde store møder, og vi lægger vægt på, at du kan formulere dig klart og tydeligt både overfor borgerne og samarbejdspartnere og i den efterfølgende skriftlige dokumentation.

Du kan lide at samarbejde både internt (fx med børne- og ungerådgivere) og eksternt og er indstillet på en til tider hektisk hverdag, hvor du skal kunne have mange bolde i spil. Dine arbejdsaktiviteter vil være ude på distriktets skoler samt internt hos BBU VVK, hvor skolesocialrådgiverne har et åbent kontorfællesskab.

Det er vigtigt, at du en stærk formidler, da du skal fungere som brobygger mellem skole og BBU og mellem to fagkulturer.

Der behov for, at du er robust som person og mobil, da du i dagligdagen skal håndtere skift mellem flere arbejdspladser og kulturer. Samtidig er du selvkørende og selvstændig, da dit arbejde i høj grad vil foregå på afstand af nærmeste leder og kollegaer i BBU.

Det får du hos os
Skolesocialrådgivergruppen er forankret i afdelingen Skoleliv i Borgercenter Børn og Unge Valby-Vesterbro-Kgs. Enghave (BBU VVK), som er én ud af fem bydelsenheder, hvor vi varetager sagsbehandlingen på børne- og familieområdet i København. I BBU VVK er vi ca. 180 medarbejdere med forskellig faglig baggrund.

I VVK lægger vi vægt på at være en arbejdsplads med højt til loftet både fagligt og socialt. Vi værdsætter, at den enkelte bidrager med gode ideer og initiativ. Vi har en ambition om at gøre myndighedsrollen til et klart karrierevalg, hvor du som socialrådgiver har mulighed for at udvikle dig fagligt og bringe dine socialfaglige kompetencer i spil. Hos os står du ikke alene med sagerne. Tværtimod kan du forvente, at vi tager et fælles ansvar for sagsbehandlingen, og at du bliver en del af et fagligt fællesskab, hvor vi interesserer os for og hjælper hinanden.

Derudover vil du hos os møde:

  • en organisation, hvor trivsel og arbejdsglæde vægtes højt, og hvor vi opfatter os selv som en enhed, der løser opgaverne i fællesskab.
  • mange muligheder for at specialisere dig indenfor ét eller flere områder og indgå i udviklingsprojekter, faglige aktiviteter mv. efter interesse.
  • god faglig sparring med kolleger, faglig koordinator og ledelse samt supervision.
  • en arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab og mange sociale arrangementer.
  • fleksibel arbejdstid, mulighed for hjemmearbejde og en god kantineordning.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er i henhold til gældende overenskomst og efter principperne om Ny Løn.

Arbejdstiden er 37 timer ugentligt. Barselsvikariatet ønskes besat pr. 1. november 2024 eller snarest muligt.

Mere information
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Sebastian Osterwald-Lenum på 4038 5131.

Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Søg via linket senest torsdag den 19. september 2024
Vi forventer at holde samtaler tirsdag den 24. september om formiddagen og onsdag den 25. september om eftermiddagen.

Om Borgercenter Børn og Unge, BBU
Borgercenter Børn og Unge (BBU) understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier med behov for støtte selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde. BBU samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet.

Se mere om vores arbejde, og hvordan vi hver dag gør en forskel på www.socialjob.kk.dk.