Skolesocialrådgiver, der skal understøtte samarbejdet mellem skole og myndighed på Nørrebro-Bispebjerg (barselsvikar)

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vi søger en barselsvikar til spændende stilling som skolesocialrådgiver, der skal understøtte samarbejdet mellem skole og myndighed på Nørrebro-Bispebjerg.

Da vores dygtige kollega går på barsel, søger vi en vikar som besidder kompetencerne til at sidde på to af vores skoler – Tagensbo og Holbergskolen – og have en funktion som skolesocialrådgiver og i den rolle være med til at bygge bro mellem skole og forvaltning.

Om stillingen
Siden 2007 har Københavns Kommune haft skolesocialrådgivere med det formål at sætte fokus på den tidlige forebyggende indsats. I 2015 blev ordningen permanent tilknyttet alle folkeskoler, og senere udvalgte privat- og friskoler.

Som skolesocialrådgiver vil du både være en del af skolens ressourcecenter og en del af skolesocialrådgivergruppen i Borgercenter Børn og Unge (herefter BBU). Som en del af den tidlige og forebyggende indsats rettet mod udsatte børn og unge, skal du som skolesocialrådgiver være med til, at elever med særlige støttebehov tilbydes relevant støtte og en sammenhængende indsats så tidligt som muligt.

Herudover skal du have fokus på at kvalificere underretninger og sikre, at BBU modtager disse rettidigt.

Opgaven indebærer, at du kan tilbyde socialfaglig sparring i dit samarbejde med lærere, skoleledelse og andre ressourcepersoner, der er tilknyttet skolen.

Funktionen som skolesocialrådgiver omhandler også mødeledelse, kortere vejledningsforløb efter servicelovens § 11.3, sparring til sagsbehandlere og andre fagpersoner i BBU, og du vil have en koordinerende funktion i forhold til en fælles indsats mellem skole, forældre, BBU og andre relevante samarbejdspartnere; herunder daginstitutioner i området med fokus på overgangen fra børnehave til skole, og hvordan inddragelse af familiens netværk kan udvikles og være bidragende til at skabe forandring i familien.

Din tid vil være delt mellem at sidde på de to skoler, samt være tilknyttet vores gang i BBU og deltage i sparringsmøder, relevante drøftelser og møder omkring elever på dine skoler.

Lidt om os
Distrikt Tagensbo-Holberg er en af otte afdelinger i BBU Nørrebro-Bispebjerg. I BBU Nørrebro-Bispebjerg er vi optaget af at udvikle metoder som støtter borgerne til at forløse deres potentiale. Vi vil finde bæredygtige løsninger, som fungerer, også når vi ikke længere er til stede i borgernes liv. Løsningerne skal findes i borgernes virkelige verden og målet er, at borgerne bliver en del af almenfællesskaberne fremfor at stå udenfor.

Vi arbejder løsningsfokuseret og med høj inddragelse af borgernes netværk, både privat og professionelt, og med ICS og SOS som grundmetoder.

Derudover er vi optaget af Barnets lov og implementeringen af denne. Hvad den nye lovgivning præcist vil indebære i forhold til vores nuværende organisering, hvor der er en opdeling af hhv. undersøgelsessagsbehandlere og foranstaltningssagsbehandlere, vides endnu ikke.

I Tagensbo-Holberg er vi ca. 35 medarbejdere, tværfagligt sammensat med høje ambitioner med et stort fokus på, hvordan vi skaber en arbejdsplads med godt arbejdsmiljø og høj trivsel og synes det at kunne grine sammen, også er vigtigt. Vi har et fokus på, at det er vigtigt ikke at stå alene med arbejdet, og har tæt sparring med hinanden og nærmeste leder.

Vi søger en kollega, der

  • er uddannet socialrådgiver/socialformidler eller lignende
  • har praksis erfaring med myndighedsarbejdet og gerne med området for udsatte børn og unge
  • har kendskab til metoderne ICS og SOS
  • tænker innovativt og i muligheder, men også har blik for begrænsninger 
  • kan arbejde selvstændigt og fælles – systematisk og tværfagligt – og som bruger sine kolleger til sparring   
  • har gode samarbejdsevner
  • kan planlægge og strukturere sit arbejde, så både lovgivningen og Københavns Kommunes mål og retningslinjer overholdes 
  • kan bevare overblikket og handle konstruktivt i pressede situationer og kan håndtere, at planer må ændres, når dagen ender anderledes, end forventet 
  • proaktivt søger mod at tilegne sig nye kompetencer og hjælper andre med at udvikle deres 

Vi tilbyder

  • et arbejde med høj grad af indflydelse og medansvar 
  • et arbejdsmiljø, der er opmærksom på såvel den enkeltes trivsel som gruppens 
  • et arbejdsfællesskab, som bygger på sparring, indflydelse og udvikling
  • et fagfællesskab med andre, der sidder med samme funktion
  • gode muligheder for kompetenceudvikling 
  • en arbejdsplads præget af socialfagligt engagement og sociale arrangementer 
  • Danmarks bedste kantine

Løn- og ansættelsesvilkår
Det er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. oktober 2024.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og principperne om Ny Løn.  

Vi indhenter børne- og straffeattest samt udvidede referencer som led i ansættelsesprocessen. 

Mere information
Vil du vide mere om stillingen, kan du henvende dig til teamleder Julie Kleis på 2180 4098 eller afdelingsleder Linda Ahmed-Horsted på 5118 5730.

Se også vores rekrutteringsvideo for at lære mere om os som arbejdsplads: Rekrutteringsvideo BBU Nørrebro-Bispebjerg - Video.kk.dk

Søg via linket senest mandag den 19. august 2024
Samtaler forventes at blive afholdt den 23. august 2024.

Om Borgercenter Børn og Unge, BBU
Borgercenter Børn og Unge (BBU) understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier, med behov for støtte, selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde. BBU samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet.

Se mere om vores arbejde, og hvordan vi hver dag gør en forskel på www.socialjob.kk.dk