Psykolog til PPR-funktion i Den Tværfaglige Support, Børne- og Ungdomsforvaltningen Københavns Kommune, Område Amager

Søg jobbet

Politik og administration
Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger psykolog til fast fuldtidsstilling i et spændende arbejdsfelt med opstart snarest muligt.

Om jobbet
Som psykolog i Område Amager yder du support til skoler og institutioners arbejde med læring, udvikling og trivsel hos børn i udsatte positioner. Vi arbejder ud fra bl.a. systemisk, narrativ og mentaliseringsbaseret tilgang og tænkning og arbejder vedholdende med at skabe positive forandringer i de rammer, forståelser og tilgange børnene mødes med, således at de voksne oplever større handlekraft og børnene får de bedst mulige udviklingsbetingelser.

Dine opgaver vil være rådgivning, sparring og facilitering af refleksion med vores samarbejdspartnere samt psykologiske undersøgelser, henvisninger til udredning og vurdering af støttebehov. Vi arbejder i et komplekst felt med mangeartede ønsker og håb til vores indsatser, og du kommer til at arbejde med at sikre at din position og funktion skaber størst mulig forandring for barnet i dets miljø. Vi arbejder hele tiden med, hvordan vi kan flytte mere af vores arbejde fra det indgribende over i det foregribende og forebyggende felt blandt andet med metoder som aktionslæring, co-teaching, low arousal tilgang, supervision og andre udviklingstiltag både eksternt og internt. Vi ønsker psykologer, der næres af at samarbejde med mange fagligheder og tør bringe en stærk psykologfaglighed i spil på mange forskellige måder.

Om os
Som psykolog i Område Amager vil du blive en del af et team på 26 psykologer samt den samlede tværfaglige support, som består af talehørekonsulenter, støttepædagoger, sundhedsplejersker, mange forskellige konsulenter samt ledelse og administration. Vi arbejder alle målrettet og tværfagligt med tidlig indsats og inkluderende fællesskaber sammen med dagtilbud, fritidstilbud, skoler og forældre for at sikre miljøer, hvor børnene får de bedst mulige udviklingsbetingelser.

Vi er bosiddende i Lyongade 25, 2. sal. Vi har kontor tæt på to metrostationer, og vi cykler som udgangspunkt rundt på Amager.

Vi kan tilbyde

  • et super velfungerende fagligt fællesskab
  • fagligt engagerede, dygtige og hjælpsomme kollegaer
  • et udfordrende og alsidigt job indenfor et virkelig spændende område
  • selvstændig og fleksibel tilrettelæggelse af opgaverne
  • en spændende kommune, hvor der løbende er mulighed for faglig udvikling
  • psykologfaglig nærværende ledelse
  • løbende supervision til alle og struktureret forløb mod autorisation, hvis du ikke er autoriseret endnu
  • et veltilrettelagt introforløb med bl.a. mentorforløb

Om dig

  • Du er uddannet cand.psych.
  • Du er god til at se nye, fleksible måder at løse opgaver på og tør bringe din faglighed i spil på mange forskellige måder
  • Du har lyst til at arbejde med rådgivning og vejledning samt bidrage til at skabe gode løsninger sammen med vores samarbejdspartnere og forældrene
  • Du har gode formidlingsevner både skriftligt og mundtligt
  • Du mestrer selvledelse, tidsstyring, og konstruktiv organisering af dit arbejde 
  • Du ønsker at arbejde procesorienteret og professionelt med de eksklusionsprocesser, som hurtigt er i spil omkring børn i udfordringer
  • Du er klar til at bidrage i en hverdag med fart på, og med mange forskelligartede ønsker og behov
  • Du er relationskompetent og evner at skabe tillidsfulde samarbejder på alle niveauer i opgaverne

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst herunder principperne for Ny Løn.

Børne- og Ungdomsforvaltningen indhenter børne- og straffeattest som led i rekrutteringen.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder for psykologer og talehørekonsulenter Astrid Gade på 2040 5761.

Sammen med din ansøgning beder vi dig om at vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

I din ansøgning vil vi gerne have, at du kommer ind på, hvad der motiverer dig i forhold til stillingen og opgaverne, samt hvilke kompetencer og erfaringer du har, som gør, at du kan gå ind og løfte opgaverne.

Ansøgning bedes vedhæftet bilag i form af CV og kopi af relevant dokumentation.

Søg via linket senest onsdag den 18. september 2024