Projektmedarbejder til Park og Byrum i Teknik- og Miljøforvaltningen

Søg jobbet

Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være en del af holdet, der skaber fremtidens parker og byrum i København?

Du bliver en del af enheden Park og Byrum, hvor vi arbejder med udvikling og anlæg af urbane rekreative rum, herunder parker, pladser, gårdhaver og naturarealer. Aktuelt arbejder vi fx med Toftegårds Plads, Sigynsgade og Krakas Plads, Bemandet legeplads/Naturværksted ved EnergiCenter Voldparken, Ny Park i Nordhavn, Bylivsgader, Middelalderbyen, Kunstgræsbane i Mimersparken samt mange andre spændende projekter, der sætter præg på byen og udvikler de rekreative muligheder.

Om jobbet
I
Park og Byrum varetager vi bygherrerollen og har ansvar for at realisere kommunens anlægsprojekter i samarbejde med interne og eksterne interessenter, rådgivere og entreprenører. Du kommer til at indgå i et tværfagligt team af interne projekt- og byggeledere, specialister samt udbudsjurister, som i tæt dialog varetager udviklingen og gennemførelsen af de konkrete projekter. Projektlederen og byggelederen er de primære bygherrekontakter og bindeled mellem de parter, vi samarbejder med.

For at nå i mål med opgaverne har vi i Park og Byrum brug for dig, der som projektmedarbejder kan bistå vores projektledere og byggeledere i det daglige arbejde. Opgaverne vil f.eks. bestå af at hjælpe med at udarbejde kontrakter med rådgivere og entreprenører, opstarte projekter i samarbejde med en projektleder, en rådgiver samt interne og eksterne interessenter, deltage i byggemøder, skrive referater, rapportering om projektet i diverse systemer og bidrage til den skriftlige præsentation af projektforslaget til politikere, borgere og andre interessenter.

Du vil som projektmedarbejder have forskellige bolde i luften og gribe ad hoc-opgaver, ligesom du skal bruge dine kommunikationsevner f.eks. i forhold til samarbejde med interessenterne. Du vil få en grundig indføring i Park og Byrums arbejdsområder og metoder både ved sidemandsoplæring og nødvendige kurser. Du får muligheden for at tage aktivt del i det at repræsentere en af Danmarks største offentlige bygherrer, ligesom du bliver trænet i at være embedsmand i en politisk styret organisation.

Afhængigt at dine kvalifikationer, kan du på længere sigt fortsætte som projektmedarbejder, eller der kan opstå muligheder for, at du kan udvikle dig til projektleder eller byggeleder.

Det er en fordel, hvis du har kompetencer eller erfaringer indenfor:

  • projektarbejde, gerne indenfor anlægsbranchen
  • offentlige forvaltningsprocesser
  • kommunikation på skrift og i tale på dansk til både interne og eksterne målgrupper
  • samarbejde og kan gribe de opgaver, som projektleder og byggeleder har behov for
  • tage ansvar for og styre din egen opgaveløsning i dialog med andre fagligheder både internt i organisationen og eksternt hos rådgivere/entreprenører

Vi lægger vægt på, at du er en kollega, der sikrer samarbejde og konstruktive processer. Du har en personlig gennemslagskraft, et godt humør, er nysgerrig og imødekommende, kan skabe overblik, komme i mål, og har fokus på høj kvalitet og vigtige detaljer. Du trives med at have travlt med forskellige opgaver i en hverdag, hvor rammerne for opgaveløsningen kan ændre sig.

Vi tilbyder
Hos os vil du få erfaring med nogle af den grønne sektors mest innovative og spændende projekter. Vores enhed er en del af Teknik- og Miljøforvaltningen, Afdelingen for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold, der årligt omsætter for ca. 600 mio. kr. Vi er en dynamisk arbejdsplads, hvor ingen opgaver er ens. Det giver mange spændende udviklingsmuligheder og udfordringer både fagligt og personligt.

I Park og Byrum er vi ca. 35 medarbejdere fordelt på tre teams med en bred vifte af erfaringer og uddannelser, og vi trives med i samarbejde at drive vores mange anlægsprojekter frem på en professionel og kvalitetsbevidst måde. Hos os er der stor grad af medbestemmelse i forhold til, hvilke projekter man arbejder med, og vi arbejder desuden aktivt for at skubbe branchen i en mere bæredygtig retning med tiltag som indførelse af emissionsfri brændstof på byggepladsen.

Vi lægger vægt på et uformelt og inspirerende arbejdsklima med fokus på læring og kompetenceudvikling samt samarbejde med dygtige kolleger. Dine nye kolleger er engagerede og stolte af at bidrage til den positive udvikling af København.

Vi har et godt introprogram og en række faglige netværk, som du kommer til at indgå aktivt i, hvor der er fokus på erfaringsudveksling og kompetenceudvikling på tværs af byens projekter.

Stillingen har en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer, inkl. frokostpauser. Vi er placeret på Islands Brygge i et nyrenoveret åbent kontormiljø. Vi lægger vægt på et afbalanceret forhold mellem arbejdsliv og familie- og fritidsliv, og der vil også være mulighed for en vis grad af hjemmearbejde.

I Park og Byrum, Området for Klimatilpasning og Anlæg, varetager vi bygherrerollen i kommunens anlægsprojekter og sikrer en effektiv projektstyring og udførelse af dem. Området hører under Afdeling for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold, der er én af fire afdelinger i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Ansættelse pr. 1. oktober 2024.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef for Park og Byrum Anders Melamies på 2328 1775 eller teamkoordinator Karsten Kølbel Sørensen på 5171 4734.

Du kan læse mere om Københavns Kommune her og Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold i Teknik- og Miljøforvaltningen her.

I din ansøgning beder vi dig forholder dig til, hvordan dine kompetencer kan komme i spil i forhold til ovenstående jobbeskrivelse, og derudover beder vi dig vedhæfte dit CV. Øvrige relevante dokumenter som eksamensbeviser eller lignende har du lejlighed til at medbringe ved en eventuel samtale.

I forbindelse med ansættelsesprocessen, vil vi benytte os af at indhente referencer, som du bedes oplyse ved en eventuel samtale.

Søg via linket senest søndag den 4. august 2024
Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler med udvalgte kandidater i august.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.