Projektledere til vedligeholdelses- og renoveringsprojekter i Københavns Ejendomme

Søg jobbet

Ledelse
Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Har du erfaring med projektledelse af byggeri, eller er du nyuddannet med en byggefaglig uddannelse?

Så får du hos os mulighed for at arbejde med spændende og varierede projekter som en del af en af Danmarks største og mest teknisk orienterede bygherreorganisationer.

Vi søger erfarne projektledere, der kan tage ansvar for komplekse projekter fra dag ét, og nyuddannede med byggefaglig baggrund, der er klar til at udvikle sig gennem vedligeholdelses- og renoveringsopgaver med fokus på bæredygtige løsninger og bygningsmæssige kvaliteter.

Om os
I Kontoret for Planlagt Vedligehold hos Københavns Ejendomme arbejder vi med nogle af byens mest komplekse renoveringsprojekter – fra svømmehaller og skoler til historiske bygninger som Københavns Rådhus og Thorvaldsens Museum. Med en ejendomsportefølje på over 2,5 mio. m² og en årlig omsætning på ca. 600 mio. kr. tilbyder vi en arbejdsplads præget af høj faglighed, sparring og en uformel tone.

Hos os får du tydelige arbejdsgange, stor fleksibilitet og mulighed for virkelig at få "projekterne under neglene," samtidig med at du bidrager til bæredygtighed og værdiskabelse for byen og dens borgere.

Vi hjælper dig med at lykkes
Vi ved, at en succesfuld projektleder er afhængig af de rette rammer, værktøjer og ressourcer. Derfor tilbyder vi

  • gode værktøjer og processer: Du får adgang til effektive arbejdsgange og markedets bedste systemer til at drive projekter.
  • et stærkt netværk: Med en buddy og engagerede kollegaer får du støtte til både faglig og personlig udvikling.
  • kompetenceudvikling: Vi holder dig opdateret gennem kurser tilrettelagt henholdsvis den nyuddannede og erfarne profil.
  • frihed under ansvar: Vi prioriterer balancen mellem arbejde og fritid med fleksible rammer for at tilrettelægge din arbejdsdag og en 37-timers arbejdsuge som udgangspunkt

Din rolle
Som projektleder i Planlagt Vedligehold vil du

  • lede vedligeholdelses- og renoveringsprojekter med et samlet budget på 30-50 millioner kroner.
  • navigere i en bred kontaktflade med interessenter.
  • sikre fremdrift, budgetstyring og kvalitet i projekterne.
  • arbejde tæt sammen med dygtige kollegaer og specialister i en teknisk orienteret organisation.

Om dig
Vi søger erfarne projektledere indenfor byggeri eller nyuddannede med en byggefaglig uddannelse. Vi stiller specifikke krav til hver profil, som er uddybet nedenfor.

  • Som erfaren projektleder indenfor byggeri har du dokumenteret erfaring med projektstyring, og du trives med komplekse opgaver, hvor du skal sikre tid, økonomi og kvalitet i projekterne. Du er vant til at samarbejde med rådgivere, entreprenører og brugere og håndterer både interessentdialog og konflikter konstruktivt.
  • Som nyuddannet har du en byggefaglig uddannelse og en faglig interesse for renovering og vedligehold. Du er klar til at lære og tage ansvar for mindre opgaver og dele af projekter fra dag ét, mens du udvikler dig som projektleder. Du har med fordel erfaring fra byggebranchen fra tidligere jobs eller under din studietid.

Fælles for begge profiler er, at du

  • arbejder analytisk og struktureret med fokus på kvalitet og fremdrift.
  • kender til gældende byggereglementer og lovgivning.
  • har stærke kommunikationsevner på dansk, både mundtlig og skriftligt.

Kom og mød os til informationsmødet den 7. januar 2025 på Borups Allé 177
Er du nysgerrig på, hvordan det er at arbejde som projektleder hos Planlagt Vedligehold? Kom til vores informationsmøde den 7. januar 2025 kl. 16.00-17.00, hvor du får en unik mulighed for

  • at opleve, hvordan vi arbejder med spændende og teknisk komplekse projekter fra dine kommende kollegaer.
  • at få indsigt i vores leders visioner for din rolle og muligheder hos os.

Mødet er din chance for at stille spørgsmål, få et indblik i hverdagen som projektleder i Københavns Ejendomme og mærke, om vi kunne være det rette sted for dig.

Hør det fra dine kommende kollegaer
"Jeg blev fanget af muligheden for at forme projekterne og den stærke faglighed i organisationen" – Erdem.

"Jeg elsker bredden i opgaverne og den store tillid, jeg oplever til, at jeg kan løse dem på min måde" – Pernille.

Se videoen med Liban Ali, der arbejder som projektleder i Planlagt Vedligehold

Vil du med på holdet?
Har du spørgsmål inden informationsmødet, er du velkommen til at kontakte enten kontorchef Anders Vilhelm Møller på 23 29 38 27 eller kontorchef Lone Buch på 24 97 54 45.

Sammen med en motiveret ansøgning beder vi dig uploade CV og eksamensbevis. Vi glæder os til at læse din ansøgning.

Søg via linket senest søndag den 12. januar 2025
Vi holder samtaler i uge 3 og 4.

Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2.
Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os her.