Projektleder til enheden for Planlagt Vedligehold i Københavns Ejendomme – med særlig kompetence indenfor kloakområdet

Søg jobbet

Politik og administration
Sagsbehandling
Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Københavns Ejendomme er på udkig efter en dygtig og erfaren projektleder til at gennemføre større anlægsprojekter med særlig fokus på renovering af kloakker.

Der er tale om kloakker i meget forskellige ejendomme (svømmehaller, skoler, bosteder, Kødbyen og Københavns Rådhus) samt nyetablering af kloakker i en række kolonihaver.

Om enheden Planlagt vedligehold
Vedligeholdelsesenheden i Københavns Ejendomme består af 25 engagerede og selvstændige projektledere, som varetager bygherrerollen ved renoverings- og vedligeholdelsesprojekter. Vi har i det daglige ansvar for at udføre en stor variation af projekter i kommunens ejendomsportefølje på mere end 2,5 mio. m2, og vi har årligt en omsætning på ca. 500 mio.kr. Vores opgaver spænder fra planlagte renoveringsprojekter på klimaskærme, tekniske installationer og kloakker til mere akut opståede skader som følge af fugt og brand o. lign.

Om stillingen
Vi leder med lys og lygte efter en dygtig byggeprojektleder med byggefaglig viden og med erfaring på kloakområdet. Din faglighed og dine kompetencer vil komme i spil på to forskellige måder:

  • være faglig vidensperson i enheden og sparringspartner for dine kollegaer, der gennemfører renoverings- og vedligeholdelsesopgaver i kommunens ejendomme med en typisk projektøkonomi på mellem 1,5 og 20 mio. kr., og som rummer kloakrenoveringselementer.
  • være projektleder for at gennemføre større kloakprojekter – der både vedrører kloakrenovering og etablering af nye kloakker.

Når du gennemfører projekter som projektleder, har du bygherreansvaret for udførelsen af et antal projekter svarende til en samlet budgetsum på ca. 30-40 mio. kr. om året. Projekterne udføres i samarbejde med rådgivere og entreprenører samt i tæt koordinering med de brugere, der dagligt færdes i ejendommene. Du skal i samarbejde med en rådgiver sende projekter i udbud til entreprenører på en af vores rammeaftaler, sikre inddragelse af brugernes behov for fortsat drift samt styre projektets fremdrift og økonomi, så København får renoveret bygningerne i den rette kvalitet, til den rette økonomi og til den rette tid.

Din profil
Den ideelle kandidat til stillingen har en almen eller specialiseret byggefaglig viden og kendskab til de særlige roller og regler, der gælder for samarbejdet indenfor byggeriet. Vi lægger vægt på, at du har

  • en relevant uddannelse som ingeniør, bygningskonstruktør eller lign.
  • erfaring med byggeprojektledelse og sans for økonomistyring – nyuddannede ansøgere er dog også velkomne
  • interesse og viden indenfor energibesparende og bæredygtige renoveringsløsninger
  • evnen til at sidde for bordenden og træffe klare beslutninger i forhold til projekternes kvalitet, tid og økonomi
  • lydhørhed og en konstruktiv tilgang til brugerne i bygningerne
  • erfaring som rørlægger og eller kloakmester
  • gode evner bag skrivebordet såvel som ude i marken
  • kendskab til TMF/HOFOR skybrudsplaner.

Derudover ser vi gerne ansøgere som

  • har organisationsforståelse og gode formidlingsevner
  • er ambitiøse i forhold til at levere gode projekter, der imødekommer brugernes behov både i udførelsesfasen og i det færdige projekt
  • er strukturerede og har styr på byggeriets dokumenter
  • har en naturlig autoritet og kan formulere klare krav til de udførende rådgivere og entreprenører
  • personlig gennemslagskraft
  • gode samarbejdsevner
  • har evnerne og lysten til at understøtte dine kollegaer

Vi tilbyder
Indrømmet, vi er nok en ret nørdet afdeling, vi taler meget om nye ideer, nye materialer og nye processer. Vi er meget engagerede i byggebranchen, og vi brænder særligt for de udfordringer, der er i at udføre byggesager på eksisterende bygninger. Du vil også altid kunne finde en god kollega at sparre løsninger og metoder med.

Vi tilbyder en arbejdsplads med højt til loftet, og hvor der er rig mulighed for at tage ansvar og prøve kræfter med forskellige renoverings- vedligeholdelses- og moderniseringsopgaver i kommunens ejendomme. Derudover kan vi tilbyde dig

  • et højt fagligt niveau og gode udviklingsmuligheder, såvel fagligt som personligt
  • en meget varieret dagligdag, hvor du både er på kontoret og ude på dine byggesager
  • en afdeling med spændende og afvekslende opgaver
  • rig mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse med god balance mellem arbejdsliv og privatliv
  • en høj grad af selvstændighed i jobbet
  • en flok af dygtige (og søde) kollegaer, som gør sig meget umage. Både med at være knivskarpe til vores arbejde og med være gode støttende kollegaer for hinanden i en travl hverdag.

Løn- og ansættelsesvilkår
Som medarbejder i Vedligeholdelsesenheden vil du referere til chefen for Planlagt Vedligehold. Ansættelsesforhold er efter kvalifikationer og gældende overenskomst med Københavns Kommune og efter principperne for Ny Løn. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at henvende dig for yderligere oplysninger hos chef for Planlagt Vedligehold Anders V. Møller 2329 3827 eller projektleder Sarah Gravgaard Knudsen på 2157 5434.

Søg via linket senest mandag den 2. september 2024
Vi forventer at afholde samtaler i uge 37-38.

Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2.
Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk