Projektkoordinator til tværgående faglig udvikling i socialpsykiatrien i Center for Unge og Midlertidige Botilbud
Kan du sætte faglig retning som koordinator? Brænder du for kvaliteten i opgaven med at løfte fagligheden hos vores gode medarbejdere, så de kan skabe de bedst mulige vilkår for borgerne på vores socialpsykiatriske botilbud?
Hvem er vi?
Center for unge og midlertidige botilbud (CUMB) er et center med otte botilbud til unge borgere med psykiske lidelser og andre komplekse udfordringer. De unge har typisk behov for psykosocial støtte til at mestre egen sygdom igennem fx stemmehøring og psykoedukation.
Derudover har de unge brug for støtte til at håndtere tilværelsens praktiske og sociale aspekter. Det kan være i forhold til hverdagsstruktur, livshåndtering og et levet ungdomsliv med netværk, uddannelse og beskæftigelse. De kan have udfordringer ved at begå sig socialt og/eller indgå i samfundslivet. Det kan afstedkomme social tilbagetrækning og mindsket evne til kontakt med deres omgivelser. Nogen har selvskadende, udadreagerende og selvmordstruende adfærd, og nogle unge har et brug af rusmidler.
Hvert tilbud har en tilbudsleder, 1-2 afdelingsledere og en række medarbejdere.
Projekter i CUMB
I Socialforvaltningen i Københavns Kommune er der udarbejdet en faglig og økonomisk omstillingsplan for 2021-2024. Omstillingsplanens faglige ambition er, at der tages afsæt i borgernes håb, drømme og ressourcer og understøtter den enkeltes vej mod et mere selvstændigt liv.
Med afsæt i Omstillingsplanen er der igangsat gang i følgende tre projekter i CUMB
- Traumebevidst tilgang
- Forløbsprogram for §107
- Omlægning af målgruppe for ét af vores tilbud.
- Traumebaseret tilgang (TBT)
For at kunne tilbyde borgerne den rette støtte med henblik på at opnå målsætningerne i omstillingsplanen ser Center for Unge og Midlertidige Botilbud (CUMB) traumebevidst tilgang som en relevant og nødvendig tilgang.
CUMB ønsker ved at indføre en traumebevidst tilgang på vores botilbud, i højere grad at kunne understøtte, at medarbejdere og ledere møder borgerne ud fra en forståelse af, at de fleste borgere med stor sandsynlighed oplever følger af traumer, og med en anerkendelse af, at sådanne traumer har konsekvenser for psyke, handlinger og adfærd.
Formålet med projektet er at øge viden om traumers indvirkning samt give medarbejderne på CUMBs botilbud nogle konkrete handlemuligheder.
Forløbsprogrammet
Forløbsprogrammet er en struktureret og målrettet indsats for unge på midlertidige botilbud efter Serviceloven (herefter SEL) § 107. Vores botilbud arbejder allerede nu med hverdagsrehabilitering, men med forløbsprogrammet arbejdes der i højere grad på at styrke systematikken og styrke inddragelsen af de unge. Forløbsprogrammet sætter rammen, der binder indsatserne sammen, koordinerer de forskellige aktørers indsatser og er bygget op omkring forventet udvikling i borgerens situation.
Der er fokus på følgende overordnede temaer
- bo træning (ADL1 hverdagsmestring),
- træning i relationer - at finde, etablere og opretholde sociale relationer, identitet
- afklaring og håndtering ift. arbejdsmarked og uddannelse
- håndtering af sygdom i det levede liv (fysisk og mental sundhed)
Omlægning af målgruppe for ét af vores tilbud
Vi oplever en stor og stigende efterspørgsel på midlertidige botilbudspladser efter SEL § 107, derfor er det besluttet at omlægge flere af de kommunale botilbudspladser fra længerevarende SEL § 108 til midlertidige botilbud efter SEL § 107. Da der er en stigende efterspørgsel på botilbudspladser til unge borgere med en sindslidelse, bliver der etableret flere botilbudspladser målrettet unge borgere. Dette betyder at en gruppe af centerets ældre borgere skal flytte til andre tilbud, og at målgruppen for tilbuddet ændres til kun at have unge borgere boende.
Opgaven som projektkoordinator
Din opgave bliver at koordinere implementering og forankring på tværs af vores center. Du vil komme til at stå for koordinering af den praktiske del af projekterne og understøtte kommunikationen i centeret. Du vil også komme til at samarbejde med både ledere og medarbejdere på tværs af centeret.
Du får blandt andet ansvaret for
- projektkoordinering og strukturering
- koordinering og samarbejde med nøgleinteressenter
- kommunikation og formidling
- implementering og opfølgning på projektet
- håndtering af forandringsprocesser
Om dig
Vi ser gerne, at du har en socialfaglig baggrund eller anden relevant erfaring fra socialområdet. Det vigtigste er, at du
- har erfaring med projektarbejde
- har blik for at arbejde med motivation og ejerskab i projekter
- arbejder struktureret og kan overskue mange interessenter og målgrupper i projektet
- har gode kommunikationsevner og ved, at forandring kræver en særlig indsats
- har en faglig forståelse af arbejdet i socialpsykiatrien og ved, hvad det vil sige at arbejde rehabiliterende med borgere med psykiske lidelser
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Du ansættes i en fast stilling, og arbejdstiden er 37 timer om ugen i dagstiden på hverdage – dog kan der forekomme aftenmøder.
I forbindelse med ansættelsen tager vi referencer og indhenter straffeattest.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte centerchef Lene Benn på 23 32 69 91.
Søg via linket senest fredag den 29. november 2024
Vi afholder samtaler umiddelbart efter fristens udløb.
Om Borgercenter Voksne (BCV)
I Borgercenter Voksne (BCV) hjælper vi københavnere i udsatte og psykisk sårbare positioner. Vi tager afsæt i borgernes håb, drømme og ressourcer og understøtter den enkeltes vej mod et mere selvstændigt liv – og med en større kobling til det almindelige samfundsliv. Vi har fokus på borgerens recovery gennem en rehabiliterende indsats. BCV’s kerneopgave er at støtte den enkelte borgers udvikling mod at leve et så godt og selvstændigt liv som muligt.