Product Owner til Københavns Kommunes intranet
Vil du være med til at sikre behovsdrevet udvikling og sikker og stabil drift af intranettet til Danmarks største arbejdsplads sammen med et team af erfarne og dedikerede medarbejdere? Så er det måske dig, vi leder efter.
Team Intra i Koncern IT i Københavns Kommune søger en engageret og dygtig Product Owner til at drive udviklingen og driften af Københavns Kommunes intranet bygget på platformen Drupal CMS. Dertil kommer et ansvar for en række mindre systemer, som indgår i teamets portefølje.
En dygtig formidler med stærke samarbejdsevner
Stillingen har mange samarbejdsflader i forvaltningerne og internt i Koncern IT, så du skal have erfaring med at navigere i komplekse organisationer. Du kan vise resultater i forhold til at løbe opgaver i mål på en måde, så de tilgodeser de mange behov, der er, når it og forretning mødes. Dertil kommer, at du skal være holdspiller, som både arbejder godt ind i teamet og sammen med vores tværgående Scrum Master og Product Owner på det borgervendte web, da der er en række fælles elementer, som skal understøttes.
Vi forventer, at du
- har relevant erfaring som Product Owner eller tilsvarende
- kan kommunikere og samarbejde effektivt med mange forskellige fagligheder på alle niveauer i organisationen
- har erfaring med at arbejde i et agilt rammeværk og ønsker at at udvikle dig sammen med resten af teamet indenfor Scrum-rammeværket
- arbejder selvstændigt og struktureret, men altid med blik for det samlede hele
- er metodisk, proaktiv og kan udfordre forretningen i forhold til behov og ønsker
- er udadvendt og glad for at indgå i dialog og sparring med interessenter og team
- kan prioritere kommende opgaver med blik for både den samlede strategi for Koncern IT og Københavns Kommune samt for den kommende produktstrategi for Intranettet og tilhørende støttesystemer
Det er en fordel, hvis du
- har erfaring med at arbejde i Azure DevOps i forbindelse med backlogstyring og prioritering
- kan kommunikere sikkert på engelsk i både tale og skrift, da vi også samarbejder med udenlandske leverandører
- har erfaring med Drupal CMS
Primære opgaver
Dine primære opgaver vil bestå af interessenthåndtering og at omsætte behov og ønsker til forståelige og eksekverbare features og user stories i tæt samarbejde med teamet, interessenter og andre relevante samarbejdspartnere. Du skal sikre, at produktbackloggen er opdateret og prioriteret, så teamet kan planlægge sit arbejde i sprints af 14 dages varighed, samtidig med at der er tid og kapacitet i teamet til at sikre stabil og effektiv drift på tværs af produktporteføljen. Du vil være ansvarlig for at lave økonomisk opfølgning på de aktiviteter, der varetages af teamet.
Københavns Kommunes intranet har en bred interessentskare, da den dækker samtlige syv forvaltninger i kommunen. Der er derfor nedsat en gruppe af primære interessenter – Koordinerende Intra-Forum – som du vil deltage i løbende møder med for at sikre den rigtige prioritering ift. brugerbehov, teknik og daglig drift.
Organisation
Team Intra samarbejder desuden med Team Web, som drifter og udvikler de borgervendte webløsninger samt en række støttesystemer. Begge teams bistås af en tværgående Scrum Master.
Team Intra indgår i serviceområdet Udvikling og Teknologi, som består af yderligere otte teams, der ligeledes arbejder agilt. Her vil du få dygtige og engagerede Product Owner-kolleger, som du altid kan sparre med – på tværs af produkter og teknologier.
Vi vægter åben kommunikation og holdånd højt, og vi sætter pris på en kollega med god energi, som kan bidrage positivt både fagligt og socialt.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med familievenlige arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde og flekstid.
Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte kontorchef Nana Brings Jacobsen på 21 77 79 20 eller Scrum Master for Team Web og Team Intra Helene Bjerg-Holm på 29 13 19 62.
Søg via linket senest tirsdag den 28. januar 2025
Vi holder løbende samtaler.
Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige it-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker it-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på koncernit.kk.dk.