Pædagogmedhjælpere/pædagogiske assistenter til Specialskolen i Ørestad
Vi søger dygtige og engagerede pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter med lyst til at arbejde med børn med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder.
Vi har brug for flere pædagogmedhjælpere/pædagogiske assistenter, der kan arbejde i tidsrummet 06.30-17.00.
Stillingerne er med start snarest muligt og pr. 1. februar 2025. Stillingerne er på 30 timer om ugen.
Skolen
I Københavns Kommune skal der bygges en ny kategori 4 specialskole, som skal ligge på Amager i Ørestad Syd. Den nye specialskole forventes færdigbygget i 2030, og indtil da drives skolen i pavilloner beliggende ved Sundholm og hedder Specialskolen i Ørestad.
Kategori 4 elever er børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder.
Vi har været i gang siden august måned 2023 og har nu 39 børn fordelt på tre 1. klasser og to børnehaveklasser.
Pædagogik og børnesyn
Vores børnegruppe er karakteriseret af at have et lavt kognitivt funktionsniveau, forsinket udvikling, mangelfuldt sprog og ofte en autisme/ADHD-diagnose.
Vores pædagogiske indsats handler derfor meget om sprogudvikling, autisme/ADHD-pædagogik og personlig pleje.
Vi arbejder med TEACCH og Low Arousal-tænkningen for at sikre en tryg, forudsigelig og genkendelig skole- og KKFO-dag.
Vi arbejder med sprogprofiler samt PODD, PECS og Boardmakerstruktur.
Vi arbejder med sanseprofiler og dagligt tilpasset sansestimulering.
Vi arbejder under børnesynet ”børn gør det rigtige, hvis de kan”, og det skal du også have lyst til. Vores børnesyn bygger på blandt andet Ross Greene og Bo Hejlskov, og kender du ikke den pædagogiske retning, skal vi nok sørge for, at du bliver sat godt ind i den.
Vi tilbyder
- en skøn, spændende og livsbekræftende børnegruppe
- et givende arbejde med mange funktioner og muligheder
- dygtige, erfarne og engagerede kolleger i et hus præget af stor trivsel og tillid
- faglig sparring og tæt samarbejde med skolens øvrige faggrupper
- en skole beliggende mellem by og natur, så der er gode muligheder for motoriske og rekreative udfoldelser, bl.a. på Amager Fælled
Vi ønsker medhjælpere/assistenter, som
- har en fleksibel og empatisk tilgang til opgaveløsningen, og som kan varetage mange forskelligartede opgaver både af praktisk og plejende karakter
- er tydelige voksne og psykisk robuste, da nogle af børnene kan have en udadreagerende adfærd
- besidder indlevelsesevne og kan etablere gode relationer til børnene
- har et personligt og fagligt engagement
- kan favne børnenes forskelligheder
- evner og søger at reflektere over egen praksis
- kan strukturere, planlægge og udføre aktiviteter selvstændigt særligt i ferieperioder
- kan samarbejde med lærere og pædagoger om fælles løsning af kerneopgaven
- aktivt er medskabere af et godt og inspirerende arbejds- og samarbejdsklima
- er mødestabile
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst.
Arbejdstiden ligger mellem kl. 06.30-17.00 på hverdage året rundt.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingerne, kan du kontakte souschef Mikkel Kirkegaard på 51 27 58 60 eller KKFO-leder Eva Lykke Paulsen på 21 35 81 20.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest lørdag den 30. november 2024
Vi afholder løbende ansættelsessamtaler.