Pædagogmedhjælper med lyst til leg og idræt til M-husets vuggestue

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Vil du være en del af et godt arbejdsfællesskab i en lille institution, hvor trivsel og faglighed går hånd i hånd? Pædagogisk idræt er vores fundament, hvis det også er noget for dig, så vil du være et rigtig godt match i M-husets vuggestue.

Vores pædagoger og medhjælpere står og mangler en frisk pædagogmedhjælper til en af vores vuggestuegrupper pr. 15. august 2024 på 35 timer om ugen. Arbejdstiden ligger i dagtimerne samt et aftenmøde pr. mdr. Vi leder efter dig, som godt kan lide at tumle med børnene og dig, som nyder at skabe rum til fysisk udfoldelse. I M-huset nytænker vi klassiske aktiviteter, så børnene skal bruge hele kroppen. Lege som farvesortering og billedlotteri er hos os strække-, kravle- og klatreaktiviteter.

Som vores kommende kollega er det vigtigt, at du kan se dig selv i vores idrætsprofil. Du behøver ikke at have erfaring med pædagogisk idræt, det har vi dygtige kollegaer, som nok skal lære dig. Det vigtigste er din motivation for at lære det og en lyst til at være en aktiv del af et godt arbejdsfællesskab.

Vores ønsker til dig
Du må gerne have erfaring fra et 0-6 års dagtilbud eller anden relevant erfaring, men det vigtigste for os er, at du er nysgerrig omkring pædagogisk idræt, og hvordan det bringes i spil i vuggestuehøjde.

I vuggestuen er der også fokus på rutiner og selvhjulpenhed, og det kræver, at du guider og opmuntrer børnene, og at du er rolig af natur, så du er børnenes trygge havn.

Vi har et arbejdsfællesskab fyldt med faglige drøftelser, pædagogisk udvikling og videndeling, og vi hjælper hinanden i hele huset. Vi forventer, at du aktivt tager del i det og tager medansvar. Vi arbejder tæt sammen på tværs af stuerne med fælles faglige aktiviteter og samarbejde, og fælles planlægning er en helt central opgave for alle i huset.

Hvad kan M-huset tilbyde dig?
Vi kan tilbyde dig et velfungerende hus med et rigtig godt arbejdsmiljø. Du får indflydelse på dit eget arbejde, og når der skal laves nye tiltag, bliver man hørt, hvilket ofte giver grobund for nogle gode pædagogiske snakke og udvikling. Vi er et lille hus, og du vil opleve ledelse tæt på og gode sparringsmuligheder.  

Med vores idrætsprofil vil du også få mulighed for at få indgående kendskab til pædagogisk idræt både via løbende introduktion fra kollegaer og teamkoordinator, men også igennem udviklingsdage.

Vi sørger for, at du får en rigtig god modtagelse hos os, så din opstart er tryg, og du får en god introduktion til de forskellige aktiviteter. Ikke bare den første uge, men lige så længe det kræves, så du føler dig ordentlig godt klædt på.

Om M-huset
Vi ligger placeret på Ørestads Boulevard i skønne grønne omgivelser tæt på bypark, Amager Fælled, vand og metro. Vores vuggestue er normeret til 48 pladser i en meget farverig institution med runde vægge og mange skummoduler, der lægger op til leg. Vi har en lækker legeplads med en dejlig sansehave, som børnene elsker at gå på opdagelse i.

Vi er en del af Klynge I, som arbejder ud fra det fælles fokus ”Fælles om det gode børneliv”.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Yderligere oplysninger
Lyder en aktiv hverdag i skønne omgivelser som noget for dig? Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at ringe til pædagogisk leder Lisbeth Ørsted Frandsen på 4011 5003 fra uge 3.

Du kan læse mere om os på vores hjemmeside: https://m-husetsvuggestue-kk.aula.dk/.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Vi glæder os meget til at høre fra dig

Søg via linket senest mandag den 29. juli 2024