Pædagoger til Baunegård i Værløse - et døgntilbud for børn og unge med autisme (døgnvagter med rådighed) 

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at skabe rammen om et godt børne- og ungeliv med deltagelse i fællesskabet, glæde, liv og læring?

Er du dedikeret til arbejdet med børn og unge med særlige behov? Har du erfaring med at arbejde med indirekte sociale og adfærdsmæssige udfordringer? 

Kort om Baunegård
Baunegård er et behandlingsorienteret døgntilbud for 12 normaltbegavede børn og unge i alderen 6-18 år, som alle er diagnosticeret med autismespektrumforstyrrelser og forskellige følgediagnoser, herunder ADHD, OCD og angst. 

Hos os er det gode børneliv i centrum. Vi stræber efter at skabe et rummeligt, hjemligt og trygt sted, hvor der er fokus på venskaber, oplevelser, kost, hygge og en aktiv hverdag, ligesom det er vores faste mål, at alle børn og unge udfordres, trives og udvikler sig. Baunegård ligger smukt placeret i Værløse tæt på skov og søer, hvilket skaber gode rammer for aktiviteter og udeliv. 

Kom med indenfor på Baunegård (varighed 55 sek)

Du har den rette faglighed og mindset
Vi har brug for dig, som er uddannet pædagog og gerne har erfaring med vores eller en tilsvarende målgruppe. Du engagerer dig i de udfordringer, som vores børn og unge kan stå i, og med din rolige fremfærd lader du dig ikke så let skræmme af uventede reaktioner eller situationer.

Du er med til at skabe gode rutiner, forudsigelighed og struktur for vores børn og unge på Baunegård, og udover at være fagligt dygtig er du også ukompliceret at samarbejde med og går til opgaven med gåpåmod og smil på læben.

Din motivation er hver dag at skabe det bedste udgangspunkt for børn og unge med udgangspunkt i din faglige viden og med inddragelse af deres ønsker og drømme. Derudover er det vigtigt, at du kan samarbejde med dine kollegaer og kan se en værdi i at reflektere i flok og på tværs af erfaringsniveau og uddannelser.

Hos os kommer du godt fra start
På Baunegård arbejder vi aktivt med introduktion og onboarding af nye medarbejdere, hvilket du også vil opdage, hvis du starter hos os. Inden du starter, får du tilknyttet en dygtig kollega, og dine første to dage vil gå med at blive introduceret til Baunegård og blive undervist i alt fra sundhedsfaglig praksis til vores pædagogiske tilgang.

Vi er en del af noget større
Baunegård er en del af Center for Børn med Handicap (CBH), som er et mindre center forankret i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. CBH består af i alt fire institutioner med hver deres målgruppe. I CBH og Baunegård tror vi på, at vi skal turde udvikle os og nogle gange kaste os direkte ud i den dybe ende, og vi ser fejl som erfaring og uundgåelige trin på vejen, som vi deler med gruppen, så alle bliver klogere sammen. Denne indstilling prøver vi også at give videre til vores børn og unge, så de får mod på at prøve, også selvom det til tider betyder at fejle.

Du behøver ikke sende en lang ansøgning – men søg stillingen og vedhæft gerne et kort CV og evt. et par linjer om dig selv.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. 
Vi søger pædagoger med relevant faglig erfaring 35-37 timer om ugen til døgnvagter med rådighed. 
Vi ønsker stillingerne besat den 1. oktober 2024 eller snarest derefter.

Mere information  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte institutionsleder Anne Maj på 2381 6719.

Søg via linket senest tirsdag den 10. september 2024
Vi holder løbende samtaler.

Om Borgercenter Handicap (BCH)
Borgercenter Handicaps kerneopgave er at understøtte og skabe forudsætninger for, at københavnere med handicap kan udfolde deres potentiale for livskvalitet og mestring af eget liv. Som medarbejder i Borgercenter Handicap bliver du en del af et udviklende og stærkt fagligt fællesskab, hvor vi står sammen om at gøre en forskel for andre. Læs mere om os på Handicap | Socialjob (kk.dk).