Pædagog til vuggestue i Haven

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Er du dén pædagog, vi mangler i Havens vuggestue? Vil du arbejde i en idrætscertificeret daginstitution med en 650 m2 stor have, idrætssal, sanserum, masser af indendørsplads og gode kollegaer? Så skal du søge job hos os i Brønshøj.

I Haven søger vi en pædagog med lysten til at skabe de bedste rammer for vores børn og familier. Måske er du nyuddannet? Måske er du erfaren og leder efter nye udfordringer? Vigtigst for os er, at du brænder for vuggestuepædagogik og kan se dig selv bidrage til hverdagen i Haven.

I Haven vægter vi tryghed, nærvær, fællesskab og det gode forældresamarbejde højt. I praksis betyder det, at vi

  • er nærværende og autentiske i vores arbejde med børnene samt forældre og samarbejdspartnere
  • har blik for ikke blot de enkelte børn, men også de børnefælleskaber, vi er ansvarlige for
  • arbejder målrettet med at understøtte alle børns deltagelsesmuligheder og udvikling
  • betragter hverdagens rutiner som en vigtig del af læringsmiljøet
  • har et ressourceorienteret børnesyn – alle børne gør det godt, når de kan

Idrætscertificeret daginstitution med stor have og idrætssal
Haven er en idrætscertificeret daginstitution, hvilket betyder, at vi i vores pædagogiske hverdagspraksis har stort fokus på krop, leg og bevægelse. For os er det er vigtigt, at børnene oplever glæden ved idræt og motoriske aktiviteter, da det præger børnenes sundhed, trivsel og læring positivt.

I praksis betyder det, at vi

  • dagligt benytter vores store idrætssal, kæmpe have og mange indendørsfaciliteter til leg og bevægelse
  • arrangerer to årlige idrætsdage
  • samtænker krop, sprog og sanser i vores aktiviteter. Fx når vi lærer børnene om farverne ved at lade dem sortere farvede bolde på måtter eller lader dem tegne liggende på gulvet

Der er mulighed for at få kompetenceudvikling indenfor pædagogisk idræt i vuggestuen.

Kan du skabe tillidsfulde relationer og tage ansvar for udvikling i en børnegruppe?
Vuggestuen i Haven består af to grupper, Mariehønerne og Brumbasserne, med 12 børn i hver gruppe. Som pædagog i vuggestuen vil du i det daglige være tilknyttet Mariehønerne, hvor du i samarbejde med stuens personale har til opgave at sikre børnenes trivsel og udvikling. Vi er professionelle, engagerede og bevidste om vores betydning i børnenes liv. Vores fornemmeste opgave er at skabe nære trygge relationer og deltagelsesmuligheder for alle børnene, da vi tror på, at tryghed, tillid og omsorg er fundamentet for al trivsel og udvikling. Du skal, i samarbejde med dine kollegaer, strukturere hverdagen i tråd med husets rytme og børnegruppens interesser. Du skal have overblik og se vuggestuen som en helhed, hvor beslutningerne træffes med børneperspektivet for øje.

Hvem er du?

  • Du er uddannet pædagog
  • Du er rummelig, empatisk og nærværende
  • Du kan give og tage imod konstruktiv faglig feedback
  • Du kan strukturere dagligdagen med udgangspunkt i børnegruppen
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til Aula, TOPI, Sprogtrappen og handleplaner
  • Du har lyst til at bidrage til det kollegiale fællesskab
  • Du er loyal og imødekommende i samarbejdet med forældre, kollegaer, ledelse og øvrige samarbejdspartnere
  • Du ser helheden og tager medansvar for alle Havens børn
  • Du kan arbejde i tidsrummet kl. 07.00-17.00 og deltage i 11 årlige personalemøder og ét årligt forældremøde om aftenen samt to pædagogiske lørdage om året. Vores p-møder ligger primært kl. 16:30-18:30, mens enkelte møder om året hedder kl. 17.00-20.00.

Derfor skal du vælge os
Du skal vælge os, hvis du vil indgå i et fællesskab af initiativrige og dedikerede kollegaer, der løfter i flok. Hos os er der plads til humor, til at tænke ud af boksen, og nye ideer eller initiativer er velkomne.

Du har mulighed for at sætte dit eget præg på institutionen og på hverdagen. Tidligere har vi fx afholdt fredagsrock, idrætsdag og Bag for en sag med Børns Vilkår. Hvad skal vi finde på i 2024?

Hver medarbejder har en times forberedelse om ugen, hvor du placerer denne time er op til hver enkelt medarbejder i samråd med deres stuekollegaer. Forberedelsestimerne kan bl.a. bruges på at udarbejde aktivitetsplan, lave nye handleplaner samt opfølgning på handleplaner mv. Hver stue har 45 minutters stuemøde hver 2. uge.

Vores skema har 3-ugers rul, det betyder, at du på tre uger har fem dage, hvor du har fri kl. 13:00.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men ønsker du et andet timetal, beder vi dig om, at anføre det i ansøgningen.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, eller ønsker du mere information, kan du kontakte pædagogisk leder Sascha Stær på 3031 9618. Læs om Haven på https://haven-kk.aula.dk.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest lørdag den 20. juli 2024