Pædagog til den lille vuggestue Fix-Karreen
Vores pædagog har fået en drømmemulighed andet sted i landet. Så nu søger vi en ny pædagog – er det dig?
Er du nyuddannet eller erfaren pædagog eller lige ved at være færdiguddannet? Sætter du en ære i at arbejde fagligt velfunderet med de 0-3-årige? Så kig med her!
Stillingen er på 37 timer om ugen og til besættelse den 1. januar 2025 eller snarest muligt. Ved tidligere opstart vil der være et overlap med den nuværende pædagog.
Vuggestuens faglige fokus i 2025
I 2025 vil det overordnede fokus for vedligeholdelse og udvikling af vores pædagogiske praksis være sprog og børnefællesskaber, og særligt hvordan det kommer til udtryk i dagligdagens aktiviteter og rutiner.
I Vuggestuen Fix-Karreen er vi interesserede i at følge med udviklingen af ny viden indenfor pædagogikkens verden − og her kan du sikkert bidrage! Samtidig tilbyder vi dig muligheden for at læne dig op ad husets samlede erfaring og viden i udviklingen af din professionelle praksis og faglighed.
I vores arbejdsfællesskab sikrer vi en systematik i mødeafvikling, og dermed sikrer vi udviklende refleksioner og rum til planlægning.
Vores deltagelse i kurset Sprog i Samspil samt forankringen af arbejde med redskabet Sprogtrappen vil i 2025 sikre din mulighed for at fortsætte din faglige udvikling.
Er du ikke nyuddannet, er vi sikre på, at du også vil finde ovennævnte meningsfuldt.
Vi tilbyder dig
- at blive en del af et hus med en høj andel af uddannede pædagoger
- at blive en del af en stue med én anden pædagog, en erfaren pædagogmedhjælper og 12 børn samt en flyver, som stuen kan trække på
- en pædagogisk tilgang, som tager udgangspunkt i tryghedsskabende relationer
- en arbejdsplads med fokus på at skabe et positivt miljø for børns trivsel, udvikling og dannelse
- en arbejdsplads, hvor der er kultur for faglig opkvalificering gennem kurser sammen med kollegaer, fx i sprog, samspil og bevægelses- og naturpædagogik
- en refleksionskultur, hvor vores relationskompetence og faglige bevidsthed fastholdes og forbedres – vi reflekterer fagligt over mulige justeringer og reflekterer både i mindre grupper på p-møder og stuevis over faglige cases og oplevelser
- en arbejdsplads, hvor vi producerer egne data og bruger data til at bevare fokus og forbedre kvaliteten i hverdagspædagogikken
- p-møder, som vi bruger til at evaluere og justere læringsmiljøet for børnene – udgangspunktet for indholdet i vores årshjul er resultaterne af forudgående års tilsyn og KIDS-observationer
- en arbejdsplads, hvor vi har et målrettet fokus på at skærme og beskytte tiden med børnene – det skal give mening, når de voksne går fra til andet, og dette fokus understøttes af klyngeledelsen
- et tæt, ligeværdigt og givende samarbejde med vores ressourcekollegaer i forvaltningen
- en klynge med fokus på udvikling af en høj pædagogisk kvalitet i børnenes hverdag
Tillid, tryghed og troværdighed i barn-voksenrelationen anskuer vi som helt fundamentale byggesten for barnets trivsel og udvikling. Derfor er det også disse elementer fra Tryghedscirklen, som udgør basen for, hvordan vi møder børnene og tilrettelægger aktiviteter.
Vi tror på, at ”børn gør det godt, når de kan” og ved, at det er vores arbejde at give børnene gode forudsætninger for at lykkes, når de øver sig i at danne relationer, lege og udfolde sig motorisk og sprogligt.
Hvis du kan lide at have strukturerede rammer og faglighed på dagsordenen i din hverdag, er Vuggestuen Fix-Karréen måske noget for dig?
Hvad laver vi i vuggestuen?
- Vi lærer med vores krop og bruger den aktivt i hverdagen
- Vi synger og danser til gode rytmer og sange
- Vi leger med sand, vand, blade og grene og går på insektjagt på legepladsen
- Vi leger med bolde, kravler, hopper, gynger, snurrer rundt og ruller på gulvet på stuen, legepladsen og i vores store bevægelsesrum
- Vi tager på ture og oplever verden uden om vuggestuen, og derfor er vi aktive brugere af nærmiljøet på Nørrebro
- Vi udforsker det urbane dyre- og naturliv, både sammen med naturvejleder og i vores egen hverdag
- Vi leger både i fællesskaber, de voksne planlægger, så vi møder nye venner, og i fællesskaber vi selv finder sammen i, både ude og inde
Du kan se nærmere om, hvad vi laver, på vores instagrampofil Vuggestuen Fix-Karreen.
Om Vuggestuen
Fix-Karreen er en lille institution, som ligger i et grønt gårdmiljø mellem boligblokke, væk fra gadens støj og larm.
Vi er normeret til 48 børn, som er fordelt på 4 stuer. Hver stue har direkte adgang til legepladsen.
Vi er 13 engagerede medarbejdere og én køkkenmedarbejder. Der er indrettet et stort motorik- og bevægelsesrum til børnene foruden et lokale til personale og møderum.
Du får faglighed i øjenhøjde, gode kolleger, der interesserer sig for at skabe en vuggestuehverdag i børnehøjde, en ledelse med fast blik på den pædagogiske kvalitet og faglig udvikling samt et givende arbejdsfællesskab.
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til pædagogisk leder Juliana Rodrigues-Andersen på 40 49 74 27. Du er også meget velkommen til at komme forbi til en rundvisning efter aftale med Juliana.
Søg via linket senest onsdag den 27. november 2024
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.
Der er ansættelsessamtaler løbende.