Pædagog med fokus på sport og udeliv til fritidsklubben Villa Tagensbo (30 timer ugentligt)

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Vi søger en ny kollega til vores lille, hyggelige og mobilfri fritidsklub.

Vi er en lille fritidsklub, som har til huse i en modernistisk villa fra 1930'erne. Villaen, som oprindeligt var en skoleinspektørbolig, ligger i forbindelse med Tagensbo Skole i det charmerende, multikulturelle og kreative Bispebjerg/Nordvest kvarter. Fritidsklubben er ny og startede op den 1. maj 2024 med en 4. klasses årgang, hvor vi i dag har 22 børn dagligt.

Vi søger en uddannet pædagog, som nu har mulighed for at byde ind i vores attraktive pædagogiske tilbud. Du bliver en del af et team på tre, hvor vi vil være to uddannede pædagoger og en medhjælper, som skal være med til at skabe aktiviteter og drive klubben.

Vi søger dig, som kan varetage sport- og udelivsaktiviteter og lidt Play Station med nogle af vores børn, som er glade, friske og aktive. Kan du spille bold, finde på sjove alsidige udendørs lege, tænde op i vores lille grill, bage snobrød eller riste pølser m.m, så er det dig, vi leder efter.  

Du synes desuden, at det er spændende at være med i en nyere klub, der stadig er i opstart, og du har lyst til at være med til at udvikle stedet med netop dine kompetencer. Du kan enten være nyuddannet eller en erfaren pædagog, det vigtigste for os er, at du er engageret og dedikeret og værdsætter at arbejde med børn og lave aktiviteter ud fra pædagogfaglige perspektiver.

Om os
Klubben er bygget op omkring en stemning af familiær karakter. Vi er et trygt og hyggeligt fristed med nærvær, varme og fokus på sunde og alsidige børnefællesskaber. Vi sætter æstetikken i højsædet, da vi tror på, at rare og organiserede omgivelser bidrager positivt til overskuelige børnemiljøer, hvor børnene bliver stimuleret og kan finde inspiration til forskellige aktiviteter og afprøve sig selv i forskellige livsmestringer.

I huset har vi et fordybelsesområde, som understøtter malerkunst, håndarbejde og kreativitet samt et litteraturhjørne og andre stille aktiviteter. Vi har også et cafe- og loungemiljø, hvor vi blandt andet spiller brætspil og Play Station, og et lille bevægelses- drama- og danserum. Derudover råder vi over en lille gårdhave, som stadig venter på at blive taget i brug. Vi har også adgang til Lersøparkens fodboldbaner og en indendørs hal, som vi deler med Tagensbo Skole.

Vi arbejder tværfagligt med de andre klubenheder i Bispebjerg Syd, som har forskellige spændende faciliteter, vi kan gøre brug af. Vi har desuden valgt, at vores klub er mobilfri. Klubben er normeret til 30 børn i alderen 10-12 år, som er fordelt på to etager. Vi modtager hver sommer nye børn fra 4. klasse, og de børn, der har gået her et år fordeles videre på vores søsterklub og andre klubber i området.

Som team har vi fokus på det pædagogiske samspil. Vi er reflekterende over vores praksis, og vi bringer vores faglighed i spil blandt vores kollegaer. Vi har det hyggeligt med hinanden i en uformel og humoristisk tone, og vi hjælpes ad med praktiske gøremål.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Arbejdstiden er på 30 timer ugentligt og vil primært ligge i tidsrummet kl. 12- 18. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og senest den 1. januar 2025.

Mere information
Hvis ovenstående har vagt din interesse, vil vi glæde os til at høre fra dig. Har du yderligere spørgsmål, så kan du kontakte teamkoordinator Camilla Willis på  20 27 18 34 eller pædagogisk leder Ayhan Demir på aydemi@kk.dk.

Søg via linket senest torsdag den 14. november 2024