Pædagog eller pædagogisk medarbejder til det Opsøgende Team i Fritidscenter Indre Valby
Fritidscenter Indre Valby søger en engageret kollega til vores nye Opsøgende Team, som også har timer i vores UngeVærk i Sydhavnen.
Fritidscenter Indre Valby består af seks fritidsklubber, et UngeVærk og et UnderVærk, samt et opsøgende team. Fritidscenteret dækker et område omkring Valby og Vesterbro, og modtager primært børn og unge fra de nærliggende skoler og lokalområdet.
Fritidscenter Indre Valby er en del af fritidsklyngen VVK, som dækker de kommunale 10-18 års fritidstilbud i Valby. Klyngen består af to fritidscentre: FC Indre Valby og FC Ydre Valby.
Stillingen som opsøgende medarbejder er en ny stilling, som skal være med til at brobygge unge, der opholder sig på gaden eller ved andre hotspots, ind i vores klubber, og tilbyde dem vejledning og rådgivning på gadeplan ved fx at hjælpe dem videre med jobsøgning, uddannelsesvejledning og lignende. Der vil i den forbindelse være en del opsøgende arbejde på de lokale folkeskoler.
Det Opsøgende Team består af i alt otte medarbejdere, som arbejder på tværs af Indre og Ydre Valby. Denne stilling har sin base i Indre Valby, hvor det primære arbejde vil foregå i samarbejde med kollegaerne i fritids- og juniorklubberne, samt i vores Unge- og UnderVærk.
Vi tilbyder
- et arbejde, hvor man selv har mulighed for at tilrettelægge meget af sin arbejdstid i samarbejde med sine kollegaer
- et alsidigt og fleksibelt arbejde, hvor dagene sjældent er ens
- en nyoprettet stilling, hvor man selv kan være med til at sætte præg på sine arbejdsopgaver
- stort råderum og masser af tillid, men at der fra kollegaer og ledelse også forventes, at der tages ansvar, og at aftaler bliver overholdt og opgaver bliver løst
- højt fagligt niveau og engagerede kollegaer, som altid bestræber sig på at udvikle sig igennem sparring med hinanden og ledelsen – dette understøttes af kurser, temadage og uddannelse
- at du bliver en del af et unikt fritidscenter, hvor ingen ideer bliver skudt ned, men hvor du vil opleve at få opbakning til nye projekter, både kollegialt, ledelsesmæssigt og økonomisk
Vi søger en ny kollega, der
- har lyst til og mod på at arbejde både matrikelløst og have faste timer i vores UngeVærk
- er imødekommende, og som kan gå i dialog med unge på gaden, på biblioteket, i skolegården, i klubben eller andre steder, hvor de tager ophold
- vil indgå i teamet i UngeVærket, samt deltage i aktiviteter løbende i vores fritids- og juniorklubber
- har gode evner ud i konfliktløsning, og kan skabe ro og tryghed omkring sig
- kan opstarte, gennemføre og evaluere forløb og projekter med unge i grupper
- har erfaring med arbejdet med unge i alderen 13-18 år – det er en fordel, hvis du har erfaring med gadeplansarbejde, men dette er ikke en forudsætning, så længe at du mod på at møde de unge på deres hjemmebane – måske er du uddannet pædagog, eller måske har du en anden faglighed, som du kan sætte i spil
- er en team spiller, der også kan arbejde selvstændigt, og som er loyal over for aftaler og løser sine opgaver
- kan arbejde to aftener om ugen til kl. 22.00 fra mandag til fredag, og er fleksibel i forhold til arbejdstider
- har rimelige kompetencer i forhold til brugen af computer og andre digitale medier, da vi arbejder i Outlook, Sharepoint og Aula (du vil få en intro i det hele)
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst. Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.
Stillingen er en fast stilling på op til 35 timer ugentligt og ønskes besat snarest muligt, eller senest den 1. marts 2025.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte pædagogisk leder Sarah Therese Falster på 30 86 44 62.
Søg via linket senest torsdag den 16. januar 2025
Samtalen finder sted onsdag den 22. januar 2025 i tidsrummet kl. 17.00-20.00 på Sjælør Boulevard 149. Indkaldelse til samtalerne sker fredag den 17. januar 2025. Der vil i forbindelse med samtalen blive sendt en case, som du skal medbringe din løsning på til samtalen.