Pædagog eller pædagogisk assistent til Mosaikken

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vi nærmer os sidste heat og åbner en børnehavegruppe og en vuggestuegruppe i Mosaikken, og vi vil gerne have dig med.

Mosaikken er et læringstilbud på Nørrebrogade, der tog imod de første børn i august 2023, så vi er et forholdsvist nyt hus, der løbende har taget imod nye medarbejdere og er godt i gang med at implementere en solid praksis i hverdagen. Vi er et hus, der er bygget til at rumme 134 børn fordelt på fem vuggestuegrupper, tre børnehavegrupper og en basisgruppe – og vil i alt være omkring 30 medarbejdere.

Det er nemt at komme frem til os, da vi ligger lige over for Den røde Plads i dejlige og velindrettede, lyse lokaler på 2. og 3. sal, hvor alle stuer har direkte adgang til store legepladser i niveau. Derudover har vi gode fælles faciliteter som fællesrummet, der bliver brugt til rytmik og pædagogisk idræt, et dejligt krea-værksted, et rum som vi skal have indrettet til at understøtte sproglig udvikling og Low Arousal, samt et pædagogisk køkken, hvor vi spiser fælles morgenmad på tværs af etagerne fra 7.00-8.00. 5C kører lige til døren og 250S, 350S samt Linje F har stop ved Nørrebro Station/Cityringen og Den Grønne Sti ligger lige ved siden af os – så du kan komme både cyklende, skatende eller rullende på arbejde.

I lokalområdet har vi Nørrebro Bibliotek, der ligger lige over for os, og Nørrebroparken i baghaven. Derudover har vi elcykler til de lidt længere ture ud af huset.

Mosaikken arbejder naturligvis efter De styrkede Læreplaner og anvender Læringsblomsten som metode. Vi arbejder tematisk i hele huset og sikrer alle børns deltagelse ved at sætte differentierede læringsmål alt efter zonen for nærmeste udvikling. Alle stuer har et ugentligt stuemøde, hvor vi sikrer den pædagogiske planlægning, drøfter børn på individniveau og har fælles refleksioner over, hvad vi kan gøre anderledes og bedre. Ledelsen deltager i cirka hvert tredje stuemøde.

I klynge NB E/Mosaikken arbejder vi ud fra Tryghedscirklen, da vi ved, at de bedste forudsætninger for at lære nyt i et børneperspektiv er at føle sig tryg, når man ’skal stå på tæer’ for at opdage uudforsket land og kompetencer. I hverdagen bruger vi derfor en meget tydelig organisering og har tre positioner, vi bruger dagen igennem: flyveren, omsorgsgiveren og fordyberen. De tre positioner skifter i løbet af dagen, bortset fra når vi er ude i de mindre grupper, hvor man som medarbejder har alle tre positioner.

I Mosaikken er vi inspireret af NEST-pædagogikken og dens fokus på at møde det enkelte barn, hvor det befinder sig og arbejder med inklusion af alle børn, så vi sikrer de gode børnefællesskaber. Vi har også fokus på Low Arousal som metode til at lære selvregulering og stimulere sanserne.

Vi arbejder løbende med at udvikle og evaluere pædagogiske læringsmanuskripter, som beskriver vores pædagogiske praksis. På den måde sikrer vi en ensartet høj kvalitet på alle stuer, og som ny medarbejder vil du kunne give input på læringsmøderne.

Vi forventer

  • Du er uddannet pædagog eller pædagogisk assistent.
  • Du ser forældre som de vigtigste samarbejdspartnere.
  • Du er ambitiøs på dine egne og på børnenes vegne.
  • Du trives med at arbejde i strukturerede rammer og har fokus på det enkelte barns trivsel, udvikling og deltagelse i fællesskaberne på stuen og på tværs af huset.
  • Du er nysgerrig på dine kollegers praksis.

Vi tilbyder

  • Et arbejdsfællesskab med højt fagligt niveau.
  • Et hus, hvor der er højt til loftet og plads til gode grin sammen.
  • Et arbejdsmiljø, hvor man ikke kan lukke sig om sig selv, da vi alle ved at vi er dybt afhængige af hinanden for at kunne lykkes med vores kerneopgave
  • God mulighed for medbestemmelse og indflydelse på udvikling af pædagogisk praksis.
  • Falck Healthcare-ordning, hvor du kan få gratis fysioterapi, kiropraktik og massage.
  • Et røgfrit arbejdsmiljø.

Vi søger pædagoger og pædagogiske assistenter fra 1. september, 1. oktober og 1. november. Det er vigtigt, at du i din ansøgning skriver, om du som udgangspunkt er interesseret i en stilling i henholdsvis vuggestue eller børnehave.

I Mosaikken ansætter vi kun medarbejdere, der ønsker at arbejde 37 timer, da vi oplever at det giver et godt arbejdsmiljø for alle og sikrer, at der er tid til andet arbejde indenfor tidsrammen 7:00-17:00. Vi opererer med tre tjenestetider: 7:00-13:30/8:30-16:00/9:00-17:00 og har rullende mandage og fredage. Derudover er der ca. et læringsmøde fra 17:00-19:00 om måneden.

Du er velkommen til at ringe til pædagogisk leder Svend Kobbernagel på 2498 2248, hvis du har lyst til at se de fysiske rammer, vi har eller har spørgsmål til stillingsopslaget.

Søg via linket senest den 6. september 2024
Vi afvikler samtaler løbende.