Økonomiafdelingen i Københavns Ejendomme søger to økonomikonsulenter til at udvikle et nyt opfølgningskoncept for vedligeholdelsesprojekter og håndtere stigning i porteføljen generelt

Søg jobbet

Politik og administration
Sagsbehandling
Økonomi
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du bidrage med at udvikle økonomistyring og ledelsesbetjening i en politisk ledet organisation i udvikling? Er du skarp til tal, og kan du lide at bruge dem aktivt? Vil du være med til at optimere opfølgningen på en af landets største ejendomsporteføljer? Og ønsker du at arbejde med både drift og i projekter? Så er du måske en af vores to nye økonomikonsulenter i Københavns Ejendomme (KEJD).

Om jobbet
KEJD er en tværgående koncernenhed i Københavns Kommune forankret i Økonomiforvaltningen. Vi har ansvar for ejendomsområdet på tværs af kommunen. I 2025 øges vedligeholdelsesbudgettet forventeligt med 300 mio. kr. til 1,2 mia. kr., hvorfor Økonomi udvider afdelingen med to økonomikonsulentstillinger til at udvikle et nyt opfølgningskoncept og håndtere stigningen i vedligeholdelsesporteføljen generelt, herunder med styrket ledelsesrapportering og øget systemunderstøttelse.

Dine arbejdsopgaver vil afhænge af din profil og erfaring. 

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse som f.eks. cand.polit, cand.scient.pol, cand.merc., eller at du har en kommunal uddannelsesmæssig baggrund.

Vi forventer, at du

  • har interesse for eller erfaring med økonomisystemer og økonomistyring
  • er dygtig til Excel og har generel systemforståelse
  • er udviklingsorienteret, fleksibel og kan holde mange bolde i luften 
  • er god til at kommunikere mundtligt og skriftligt til forskellige niveauer i organisationen
  • evner at skabe relationer både internt i KEJD og til samarbejdspartnere i Økonomiforvaltningen og resten af kommunen
  • er ambitiøs, selvstændig og proaktiv i din tilgang til opgaverne
  • er åben, imødekommende og har en positiv tilgang til samarbejde
  • kan indgå i det sociale fællesskab i enheden

Vi forventer derudover, at du brænder for at udfolde dine talenter og stiller krav til os om, at de videreudvikles. Kendskab til kommunal forvaltning er en stor fordel, men ikke et krav.

Hvem er vi?
I Økonomi bliver du en del af et stærkt fagligt miljø sammen med ca. 20 kollegaer, der på forskellig vis understøtter den daglige drift og styring af anlægsprojekter. Udover den daglige økonomi- og risikostyring spiller vi en central rolle i forhold til ledelsesinformation, effektiviseringer og forandringsprocesser. Vi er organiseret i faglige cirkler med henblik på at forbedre det tværgående samarbejde om styringen af KEJDs økonomi og ønsker i høj grad, at du sætter dit præg på samarbejdet. De to nye stillinger vil være forankret i vores vedligeholdelsescirkel.

Vi tror på ansvarliggørelse gennem uddelegering, så du får stort handlerum til at udvikle og udføre dine opgaver. Til gengæld sikrer vi ledelsesmæssig opbakning og feedback på opgaveløsningen. Derudover vægter vi det gode kollegaskab højt og sætter pris på et godt grin og en uformel omgangstone.

Ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes efter gældende overenskomst samt principperne i Ny Løn. Stillingen er på 37 timer om ugen inkl. 0,5 times frokost og flekstidsordning. Stillingen er til besættelse snarest muligt. Arbejdspladsen er på Borups Alle 177, 2400 København NV.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedr. stillingen, kan du kontakte ekstern konsulent og konstitueret chef for Økonomi Mette Hørby på 51 36 36 79 (fraværende i perioden 9.-24. november) eller koordinator Idamalie Engelbrecht på 20 46 89 39 eller på mail kw9u@kk.dk.

Søg via linket senest mandag den 2. december 2024
Samtaler foregår hhv. den 12. og 13. december 2024, hvor der kan indgå tests.

Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2. Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk