Masterdatakonsulent med god dataforståelse til Masterdata i Koncernservice

Søg jobbet

It og kommunikation
Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Du vil indgå i et stærkt og videnstungt team på Danmarks største arbejdsplads. Her skal du være med til at sikre styring af masterdata i et omfattende og komplekst systemlandskab.

Vi søger en konsulent til Masterdata i Koncernservice, som kan hjælpe vores dygtige team med at sikre, at der er styr på vores forretningskritiske masterdata i Københavns Kommune. Du vil blive en del af et spændende hus, med kompetente kolleger og gode udviklingsmuligheder.

Område i udvikling og et komplekst systemlandskab
Som masterdatakonsulent vil du være en del af et team, der styrer Københavns Kommunes stamdata på tværs af organisationens store SAP-systemer indenfor områderne organisation, løn og personale.

Området er i øjeblikket i en udvikling mod at sikre endnu højere datakvalitet og stigende grad af automatisering. Den primære opgave for vores nye konsulent vil være at indgå i vores drift, hvor opgaverne primært centrerer sig omkring organisationsændringer.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at

  • vedligeholde stamdataelementer i de store fælles systemer
  • monitorere relevante datakørsler og udføre kontroller på dataoverførsler, systemnøgler m.m.
  • yde service og rådgivning omkring masterdata til såvel forvaltninger som vores egne kontorer

En væsentlig del af din vej til at lykkes godt i rollen bygger på din lyst til og evne for at forstå sammenhænge i systemer og processer.

Gå på mod og stærke kompetencer
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke så relevant som de kompetencer, du besidder. Da du kommer ind i et komplekst område, skal du være nysgerrig og kunne se ting i et større perspektiv i samarbejde med dine erfarne kollegaer. Der kan således være mange veje til jobbet hvad enten det er igennem en elev-uddannelse eller en akademisk uddannelse.

Da vi er underlagt en del lovgivning, skal du trives med at arbejde efter faste processer, som du også gerne skal have øje for hvor kan forbedres. Du skal derfor have analytisk sans og sans for struktur.

Det er en fordel at være udadvendt og proaktiv, så du selv rækker ud til folk og ikke venter på at folk kommer til dig.

Derudover forventer vi, at du

  • har relevant uddannelse
  • er nysgerrig og villig til at lære nye komplekse områder
  • er driftssikker
  • er serviceminded, da en stor del af arbejdet er at servicere vores syv forvaltninger
  • har humor og let til latter

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og er i øvrigt efter forhandling med den faglige organisation.

Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.

Er du blevet nysgerrig?
Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Michael Thye Fester på 21 68 80 55.

Søg via linket senest mandag den 18. november 2024
Vi forventer at afholde samtaler i uge 47 og 48.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.