Legepladsmedarbejder til den bemandede legeplads Lergravsparken

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Kan du igangsætte alsidige aktiviteter for børn, og vil du sørge for, at legepladsen er et indbydende og trygt sted at være?

Om legepladsen
Lergravsparken er en stor bemandet legeplads med en grøn, beplantet oase og god plads til at spille bold og lege. På den bemandede legeplads i Lergravsparken er der noget for børn i alle aldre.

Udenfor er der bl.a. et gigantisk edderkop-klatrestativ og en svævebane, og til de mindre børn er der legehus og sandkasse. Der er også gynger og klatretårn.

Desuden er der både en asfalteret boldbane, en grusbane og en cykelbane, hvor man kan låne mooncars, flerpersoners-cykler, løbecykler og væltepeter.

I byrumshuset kan man spille bordtennis og bordfodbold, få hjælp til lektierne og deltage i legepladsens mange aktiviteter. Institutionerne kan også komme ind og spise madpakker i tørvejr.

Udenfor er der plantekasser og en bålplads, hvor der tændes op hver torsdag.

På legepladsen er der særlige arrangementer i forbindelse med temauger, højtider eller ferier. Det kan være madlavning, musikalske arrangementer, kreative workshops eller konkurrencer.

Om jobbet
Som legepladsmedarbejder bliver din vigtigste opgave, i samarbejde med det øvrige personale, at sørge for, at legepladsen er et indbydende og trygt sted at være.

Da vi arbejder i det offentlig rum, skal du være synlig og imødekommende overfor legepladsens besøgende og være positiv og anerkendende i din tilgang til de forskellige typer af brugere, der besøger legepladsen, herunder børn, unge, forældre og ældre.

Du skal med dine faglige erfaringer, kompetencer, interesser og viden igangsætte alsidige aktiviteter og understøtte de projekter, legepladsen indgår i samt bidrage til udviklingen af legepladsens aktiviteter i overensstemmelse med de lokale behov og Teknik- og Miljøforvaltningens målsætninger.

På legepladsen skal du deltage i praktiske opgaver som fx rengøring ude og inde, overmaling af graffiti samt vedligeholdelsesopgaver, herunder at holde en mindre byhave.

Kvalifikationer

  • I stand til at omgås alle mennesker og tackle mange forskellige situationer.
  • Udadvendt og glad for kontakt med både børn, unge og voksne på legepladsen.
  • Evne at gribe de muligheder og ideer, der opstår i løbet af dagen.
  • Idérig og god til at tage initiativ til at planlægge, udvikle og igangsætte nye aktiviteter.
  • Samarbejdsorienteret og villig til at indgå i både teamsamarbejde og tværfagligt samarbejde med lokale og kommunale aktører.
  • Fokus på at danne og pleje partnerskaber og involvere frivillige i hverdagen og i længerevarende projekter.
  • Fortrolig med IT, herunder evnen til at arbejde i Outlook samt kommunikation via Facebook.
  • I stand til at nedtrappe konflikter og skabe trygge rammer for områdets børn, unge og familier, herunder støtte op om relationer og være brobygger i nærmiljøet.
  • Du skal være selvstændig og omstillingsparat, da antallet af brugere veksler både i løbet af dage og sæson på året.

Om de bemandede legepladser
Vi er 26 bemandede legepladser i København med ca. 100 fastansatte. Målsætningerne er at skabe gode muligheder for børn og unges leg og bevægelse, skabe rammer for trygge mødesteder og bidrage til børn og unges trivsel og udvikling i lokalområdet. De bemandede legepladsers omgivelser består af gode udearealer med boldbane, græsplæne og andre faciliteter til idræt, leg og bevægelse. Det er muligt at køre på go-carts og små cykler, lave snobrød, spille spil, få hjælp til lektierne, lave smykker, dyrke grøntsager, kreative værksteder, være sammen med dyr og meget andet.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen. Du bliver en del af en levende og alsidig arbejdsplads med vægt på høj faglighed og kvalitet i udførelsen af arbejdet. Bemandede Legepladser har generelt stor frihed i opgaveløsningen og hermed mange muligheder for udvikling af aktiviteter og projekter.

Du ansættes på en årsnorm, hvor arbejdstiden i sommer- og vinterhalvår tilpasses sommer- og vinteråbningstiderne.

Du skal forvente, at man er på arbejde til legepladsen lukker, hver arbejdsdag. Hertil kommer, at der aktuelt er weekendvagt hver 3. weekend i sommersæsonen.

Arbejde på de øvrige legepladser samt alenearbejde kan forekomme f.eks. ved ferieafvikling.

Aktuelt er legepladsen åbningstider mellem kl. 09.00-17.00 alle hverdage i vintersæsonen og mellem kl. 09.30-18.00 i hverdagene og kl. 10.00-17.00 i weekenderne i sommersæsonen.

Yderligere oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte legepladsens personale på 2053 6266 eller teamleder Camilla Brix på 2153 0521. Du kan også besøge legepladsen.

Søg via linket senest søndag den 11. august 2024
Vi planlægger at afholde samtaler i uge 34/35.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.