Legepladsmedarbejder til den bemandede legeplads Kulværket

Søg jobbet

Pædagogik
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Vil du hjælpe med at sørge for, at legepladsen Kulværket er et indbydende og trygt sted at være?

Om legepladsen
Kulværket ligger i hjertet af Kulbaneparken i Kulbanekvarteret i Valby. Parken er et resultat af fem års områdefornyelse og er den største nyanlagte park i København i 15 år.

Kvarteret er på listen over udsatte boligområder og huser beboere med mange forskellige kulturelle og sociale baggrunde. Kvarteret er desuden kendetegnet ved dets mangel på offentlige mødesteder, ligesom der er mangel på kulturelle og sociale tilbud til unge. Den primære målgruppe er i den sammenhæng børn og unge i alderen 8-17 år. Legepladsen fungerer som et mødested for hele kvarteret, hvor f.eks. foreninger, skoler, klubber og borgere kan samles om forskellige aktiviteter.

Kulværket består af både inde- og udefaciliteter.

Indenfor har vi et køkken, plads til brætspil og krea-hygge samt et værksted, hvor vi laver cykler og ting i træ.

Kulværkets udearealer strækker sig over hele Kulbaneparkens 44.000 m2 og har bl.a. pumptrack, skatebane, krolfbane, dyrefold med høns og kaniner, en fodboldbane, et udekøkken, plantekasser, drivhuse og meget mere.

En del af huset bliver udlånt til kontorpladser, til foreninger og aktører i området.

Vi samarbejder bl.a. med Boldklubben Hellas, den boligsociale helhedsplan, Mit Kvarter, og Kulbaneparkens Venner.

Kulværket står også for udlån af plantekasser til borgere i fællesskabet Dyrk, Nyd & Spis.

Om jobbet
Som legepladsmedarbejder bliver din vigtigste opgave, i samarbejde med det øvrige personale, at sørge for at legepladsen er et indbydende og trygt sted at være

Da vi arbejder i det offentlig rum, skal du være synlig og imødekommende overfor legepladsens besøgende og være positiv og anerkendende i din tilgang til de forskellige typer af brugere, der besøger legepladsen, herunder børn, unge, forældre.

Du skal med dine faglige erfaringer, kompetencer, interesser og viden igangsætter alsidige aktiviteter og understøtte de projekter, legepladsen indgår i samt bidrage til udviklingen af legepladsens aktiviteter i overensstemmelse med de lokale behov og Teknik- og Miljøforvaltningens målsætninger.

På legepladsen skal du deltage i praktiske opgaver som fx rengøring ude og inde samt vedligeholdelsesopgaver.

Vi søger en legepladsmedarbejder, som har interesse i at beskæftige børn og unge med kreative sysler som perler, tegning, maling, smykker m.m. Derudover vil det være super, hvis legepladsmedarbejderen har interesse for at arbejde med vores haver og drivhus samt mange andre aktiviteter som spil, dyrehold (kaniner og høns), fodbold, skate, løbehjul, rulleskøjter, BMX, træværksted, udendørs fitness, bålaktiviteter og andre udeaktiviteter.

Kvalifikationer

  • Uddannet indenfor det pædagogiske felt.
  • I stand til at omgås alle mennesker og tackle mange forskellige situationer.
  • Udadvendt og glad for kontakt med både børn, unge og voksne på legepladsen.
  • Evne at gribe de muligheder og ideer, der opstår i løbet af dagen.
  • Idérig og god til at tage initiativ til at planlægge, udvikle og igangsætte nye aktiviteter.
  • Samarbejdsorienteret og villig til at indgå i både teamsamarbejde og tværfagligt samarbejde med lokale og kommunale aktører.
  • Fokus på at danne og pleje partnerskaber og involvere frivillige i hverdagen og i længerevarende projekter.
  • Fortrolig med IT, herunder evnen til at arbejde i Outlook samt kommunikation via Facebook
  • I stand til at nedtrappe konflikter og skabe trygge rammer for områdets børn, unge og familier, herunder støtte op om relationer og være brobygger i nærmiljøet.
  • Du skal være selvstændig og omstillingsparat, da antallet af bruger veksler både i løbet af dage og sæson på året

Om de bemandede legepladser
Vi er 26 bemandede legepladser i København med ca. 100 fastansatte. Målsætningerne er at skabe gode muligheder for børn og unges leg og bevægelse, skabe rammer for trygge mødesteder og bidrage til børn og unges trivsel og udvikling i lokalområdet. De bemandede legepladsers omgivelser består af gode udearealer med boldbane, græsplæne og andre faciliteter til idræt, leg og bevægelse. Det er muligt at køre på go-carts og små cykler, lave snobrød, spille spil, få hjælp til lektierne, lave smykker, dyrke grøntsager, kreative værksteder, være sammen med dyr og meget andet.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 25 timer om ugen. Du bliver en del af en levende og alsidig arbejdsplads med vægt på høj faglighed og kvalitet i udførelsen af arbejdet. Bemandede Legepladser har generelt stor frihed i opgaveløsningen og hermed mange muligheder for udvikling af aktiviteter og projekter.

Du ansættes på en årsnorm, hvor arbejdstiden tilpasses inden for en 4-ugers periode.

Du skal forventes, at man er på arbejde til legepladsen lukker, hver arbejdsdag. Hertil kommer, at det aktuelt er weekendvagt hver 4. weekend hele året rundt.

Aktuelt er legepladsen åbningstider mellem kl. 09.30-18.00 alle hverdage og kl. 10.00-17.00 i weekenderne. Da legepladsen har dyrehold, skal man også forvente at være på arbejde på helligdage.

Yderligere oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte legepladsens personale på 2163 8456 eller teamleder Camilla Brix på 2153 0521. Du kan også besøge legepladsen.

Søg via linket senest søndag den 11. august 2024
Vi planlægger at afholde samtaler i uge 34/35.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.