Lærer til nyligt opstartet specialklasserække på Dyvekeskolen på Amager
Har du pionerånd og drømmer du om at udfolde din faglighed og gøre en forskel for børn med særlige udfordringer?
Så er det måske dig, vi leder efter som matematikvejleder og lærer til vores nye specialklasserække for normaltbegavede elever med forskellige funktionsnedsættelser indenfor autismespektret og ADHD.
På Dyvekeskolen arbejder vi med udgangspunkt i visionen: 'Vi kan, vi vil, vi tør! Vi gør en forskel' Og lige nu leder vi efter en entusiastisk lærer til indskolingen, der synes, at det kunne være spændende at være med til at forme og udvikle den pædagogiske praksis og læringsmiljø.
Du træder ind i en afdeling med ni klasser fra børnehaveklasse til og med 8. klasse. Hver klasse er normeret til otte elever. Der er et team med fire-fem personaler tilknyttet hver klasse blandet af lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere.
Du skal kunne rumme, at alle svar ikke er givet på forhånd og være villig til positivt at indgå i en udviklingsproces. Til gengæld får du en unik mulighed for at være medskaber af verdens bedste specialklasserække.
Specialklasserækken skal på sigt ligge i egen bygning ved Dyvekeskolen, men indtil den står færdig i 2029, ligger vores specialklasserække i pavilloner ved Sundholm – knap to km fra resten af skolen.
Vores ønsker til dig
Vi arbejder med ressourceorienteret børnesyn, og vi mener, at vores fineste opgave er at skabe en tryg skolegang, hvor vores elever oplever faglig og personlig udvikling. De har brug for voksne, der ser dem og deres potentialer – ikke kun deres diagnoser. Vi ønsker, at du er løsningsorienteret og tager ansvar for både elevernes faglige-, sociale- og personlige udvikling.
Vi har brug for dig, der
- har erfaring med målgruppen
- kan være rollemodel for eleverne, vise vejen, skabe trygge rammer og tage ansvar for elevernes læring
- ser teamsamarbejde som en styrke og er åben for sparring både på fælles og egen praksis
- har gode samarbejdskompetencer og er optaget af at styrke samarbejdet på tværs af faggrupper og samarbejdet med forældrene
- er drevet af lysten til at skabe den bedste skolegang for børn med særlige behov
- har lyst til at undervise i indskolingen
- har en tydelig klasseledelse
Vi kan tilbyde
Vi tilbyder en positiv og energisk personalegruppe, som løfter i flok, et teamsamarbejde, som bygger på tillid, tryghed og respekt for hinanden, og at du får mulighed for at være med til en præge den kultur, vi så småt er ved at opbygge. Du bliver en del af Dyvekeskolen, hvor relationsarbejdet er i centrum på alle klassetrin. Du får et lederteam, der er fokuseret på, hvordan vi får børnene til at lykkes, og hvordan vi skaber trivsel for alle medarbejdere på arbejdspladsen.
Om Dyvekeskolen
Det er vigtigt, at alle elever oplever en tryg og fagligt udviklende skolegang. Positive og sunde relationer mellem skolens medarbejdere og elever er helt grundlæggende for elevernes personlige, sociale og faglige udvikling.
Dyvekeskolens almenafdeling er en basisskole med 680 elever fra 0.-6. klasse. Udover denne specialklasserække, som er en Kategori 3, så har skolen også en specialklasserække for elever med generelle indlæringsvanskeligheder fra 0.-10. klasse med 90 elever, som har lokaler på Dyvekeskolen sammen med almendelen. Eleverne i specialklasserækkerne kommer fra hele København.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid med start den 1. marts 2025 – gerne før. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Christian Winther Merrild på 23 74 15 69. Du kan også læse mere om Dyvekeskolen her.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest fredag den 31. januar 2025
Vi holder samtaler løbende.