Kostfaglig koordinator til Slottet

Søg jobbet

Drift og service
Andre arbejdsområder
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Brænder du for at gøre en forskel for skrøbelige ældre med din ernæringsviden som dit værktøj?
Får du energi af at arbejde tværfagligt og udfolde din viden om ernæring med de ældres livskvalitet som overordnet formål?   

Regnbueplejehjemmet Slottet søger en kostprffessionel til en stilling på 30 timer ugentlig.  

Slottet er et somatisk plejehjem beliggende i De Gamles By på Nørrebro. Slottets 111 beboere er meget forskellige mennesker med individuelle behov. Slottet har en regnbueprofil og dermed fokus på at huse ældre med alternativ seksuel orientering og professionalisere arbejdet med ældre og seksualitet. Vi har særligt fokus på rummelighed og åbenhed for de forskellige måder, vores beboere har levet livet og lever livet på Slottet.  

Rollen som kostfaglig koordinator
Du vil være en del af Slottets tværgående funktioner, som blandt andet tæller fysioterapeut, ergoterapeut, psykomotoriske terapeut, kulturkoordinator, sygeplejersker og en stor, engageret plejefaglig gruppe med social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.  

Du vil have et blik på tværs af Slottet, hvor du kontinuerligt støtter op omkring plejepersonalets arbejde med beboernes ernæringsmæssige tilstand igennem ernæringsfaglig vejledning og dokumentation. Du vil desuden koordinere det strategiske udviklingsarbejde med Slottets mad og måltider, således at vi lever op til Københavns Kommunes høje ambitioner på området.

Dine ansvarsområder som ernæringskoordinator vil primært være at

  • undervise og vejlede plejepersonale i Københavns Kommunes koncept for mad og måltider, herunder faciliterer møder, planlægge kurser og uddannelse for Slottets køkkenkostansvarlige
  • medvirke til, at dokumentation omkring kost og ernæring lever op til gældende krav og forventninger i Københavns Kommune  
  • sikre, at egenkontrol på fødevareområdet overholdes, udvikles og vedligeholdes
  • sikre indkøb og madbestillinger via Københavns Kommunes indkøbsystemer Kvantum og Master Cater

Vi ønsker, at du

  • har en kostfaglig baggrund, såsom kok, økonoma eller professionsbachelor i ernæring sundhed  
  • har erfaring med ældre på plejehjem uden eget produktionskøkken  
  • har en hverdagsrehabiliterende og brugerinddragende tilgang  
  • har gode samarbejdsevner, nyder at arbejde tværfagligt og trives med at arbejde selvstændigt  
  • brænder for at vejlede og undervise kolleger, beboere og pårørende indenfor ernæring, mad og måltider  
  • griber boldene og har lyst til at arbejde selvstændigt og tværfagligt indenfor ernæring, mad og måltider  
  • har erfaring med kostprogrammerne Master Cater og Xena, med at bestille hos Kvantum og derigennem Hørkrams webshop og med at dokumentere i et omsorgssystem – eller generelt er lynhurtig til at lære it på brugerniveau  

Vi tilbyder

  • et unikt plejehjem med en regnbueprofil  
  • imødekommende og inspirerende kolleger med mange forskellige kompetencer  
  • gode muligheder for faglig udvikling i en ambitiøs og vidtspændende kommune  
  • anerkendende og motiverende ledelse med fokus på at skabe rammerne for den gode, sunde og udviklende arbejdsplads  
  • et Slot, der både ligger smukt i De Gamles By og har et attraktivt fysisk og psykisk arbejdsmiljø  

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Arbejdstiden er 30 timer ugentligt. Tiltrædelse gerne så hurtigt som muligt.

Mere information
For yderligere oplysninger kan du kontakte forstander Kristina Helligsøe på 4022 3530.  

Søg via linket senest mandag den 23. september 2024
Vi afholder ansættelsessamtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.  

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der fleksibel arbejdstid, som indebærer, at du har medindflydelse på din arbejdstid. Hvis du er sygeplejerske, SOSU-assistent eller SOSU-hjælper, har du derudover ret til at få fuld tid, hvis du ønsker det. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.