Kontraktansvarlige til kontoret Udbud og Kontrakter i Københavns Kommune

Søg jobbet

Fuldtid
Fastansættelse

Vil du arbejde med leverandør- og kontraktstyring på de største kommunale kontrakter og medvirke til et godt samarbejde mellem vores leverandører og de mange indkøbere i Københavns Kommune? Brænder du for at få den størst mulige værdi ud af indkøbskontrakter og samtidig sikre, at vores krav om miljø, bæredygtighed, brugervenlighed og innovation bliver indfriet i overensstemmelse med vores kommercielle interesser?

I Københavns Kommune foretages der hvert år indkøb for ca. 13 mia. kr. fordelt over hele kommunen. I kontoret Udbud og Kontrakter sikrer vi, at forvaltningerne institutionerne i Københavns Kommune har adgang til de rette varer og tjenesteydelser til den rette pris på rette tidspunkt og sted. Dette sker hovedsageligt gennem tæt dialog med nøgleinteressenter, herunder kommunens egne brugere og leverandørerne på markedet.

I Center for Finans og Indkøbs udbudskontor er vi i øjeblikket 46 medarbejdere, og vi har brug for nye kollegaer til at implementere kommunens ambitiøse indkøbspolitik og til at understøtte udviklingen af kategoristyring. Vi er ansvarlige for 12 indkøbskategorier i Københavns Kommune, bl.a. HR og konference, entreprise, forsyning samt øvrige varekøb.

Om jobbene
For stillingerne gælder, at du vil få selvstændigt ansvar for en etableret portefølje af kontrakter og leverandører inden for kategorierne forsyning (el, brændstof, vand/varme mv.) og personbefordring (kørsel til udflytterbørnehaver, specialskoler, dagcentre, mv.).

Du vil bl.a. få til opgave at

  • medvirke til implementering af kontrakter – primært rammeaftaler, herunder samarbejde med vores udbudsjurister og i tæt dialog med indkøberne i kommunens forvaltninger
  • drive din kontraktportefølje og herunder sikre, at priser og sortiment er opdateret, at dine aftaler er tilgængelige og forståelige for brugere/bestillere, samt at dine aftaler forlænges og prisreguleres rettidigt
  • følge op på leverandørperformance og varetage den løbende dialog med leverandører omkring kontraktlige og kommercielle forhold
  • følge op på kommunens anvendelse af kontrakten, herunder monitorere forbrugsdata på området og varetage dialog med forvaltningerne herom
  • strukturere og konsolidere din aftaleportefølje med henblik på effektiv kontraktdrift og konkurrenceudsættelse gennem udbud
  • være velorienteret i markedsudviklingen, brugernes nuværende brug og fremtidige behov indenfor din kontraktportefølje
  • eksekvere på udvalgte omkostningsbesparende tiltag

Om dig
Vi ser gerne, at du har erfaring som kontraktansvarlig i en større privat eller offentlig organisation, men vi er indstillede på at lade nyuddannede og andre kvalificerede kandidater med anden relevant erfaring komme i betragtning.

Du har en uddannelse inden for økonomi, jura, handel eller indkøb og/eller har opnået relevant erfaring fra tidligere lignende beskæftigelse, hvor du har demonstreret kommerciel indsigt og forretningsmæssigt overblik. Du har en udpræget forretningsforståelse og er stærk i relationer, ligesom du er indkøbsfagligt stærk og brænder for at gøre en forskel for dine interessenter.

Som person er du ansvarsfuld, udadvendt og har et godt humør. Du er fleksibel, og du motiveres af at skabe optimale løsninger og gode resultater på egen hånd og i samarbejde med andre. Det er væsentligt, at du værdsætter vidensdeling og sparring, og at du både kan modtage og bidrage i udvikling af et stærkt fagligt miljø.

Du er proaktiv og arbejder struktureret, er selvkørende og følger dine opgaver til dørs. Du er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt, og formår at formidle kernen i en sag til forskellige faggrupper og samarbejdspartnere. Du har gennemslagskraft og kan skabe gode relationer på tværs af en stor organisation.

Om os
Vi tilbyder dig et udfordrende og afvekslende job, hvor du vil blive en del af et godt og engageret fagligt miljø med god sparring og en uformel omgangstone.

Vi tager kompetenceudvikling alvorligt og opgaver, beslutninger og ansvar ligger i høj grad hos medarbejderne. Vi prioriterer godt samarbejde, og at vi udvikler os – både individuelt og som team. Vi giver udfoldelsesmuligheder og frihedsgrader, men forventer til gengæld engagement, præstationer, samarbejde og vidensdeling. Arbejdstid og sted er fleksibelt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat med løn- og ansættelsesforhold efter erfaring, kvalifikationer og relevant overenskomst med Københavns Kommune.

Stillingerne er placeret i kontoret Udbud og Kontrakter – Team Kontraktstyring Varer og Tjenesteydelser og Team Kontraktstyring Entreprise og Facility Management, som er placeret i Center for Finans og Indkøb, der er en del af Koncernservice.

Koncernservice hører under Økonomiforvaltningen. Vi har til huse i et moderne kontormiljø på Borups Allé i København. Der kan være perioder, hvor vi har travlt, men vi tilstræber generelt en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, og vi har mange gode tiltag for at sikre et rart og hyggeligt arbejdsmiljø.

Vi prioriterer din faglige og personlige udvikling, så du har de bedste forudsætninger for at være en succes i din opgaveløsning. 

Arbejdsugen er på 37 timer inklusiv frokost. Stillingerne er til besættelse snarest muligt.

Yderligere information
Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte kontorchef Pia Ziegler på 29 17 74 27, teamleder Jess Pedersen Lessing 21 65 30 89 eller teamleder Marianna Ziemelis på 23 71 53 39.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedlægge CV og eksamensbevis.

Søg via linket senest søndag den 12. januar 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 3 og 4.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.