Konsulent til effektiviseringsstrategien i Teknik- og Miljøforvaltningen

Søg jobbet

Sagsbehandling
Økonomi
Fuldtid
Fastansættelse

Drives du af at arbejde med komplekse problemstillinger, der kræver tværgående fokus og samarbejde?
Og vil du gerne bidrage til Teknik- og Miljøforvaltningens indsats for løbende at optimere den kommunale drift og administration?

Så har vi brug for dig i arbejdet med forvaltningens effektiviseringsstrategi.

Vi har brug for en analytisk stærk konsulent, der skal bidrage til den centrale styring af forvaltningens effektiviseringsstrategi. Sammen med tovholderen for området og de faglige afdelinger, skal du udarbejde analyser og businesscases i forvaltningen, der har til formål at effektivisere forvaltningens arbejde og skabe et økonomisk råderum i kommunen. Du får en særlig rolle i at understøtte forvaltningens fagafdelinger med at identificere og kvalificere effektiviseringspotentialer, og udarbejde materialet til den politiske beslutningsproces.

Jobbet kræver gode samarbejdsevner og en struktureret tilgang til processtyring, da effektiviseringsarbejdet er én stor samarbejdsøvelse på tværs af forskellige faglige afdelinger, hvor du, sammen med resten af Stab Budget, har ansvaret for at sikre, at projektstyringen af effektiviseringsprocessen forløber optimalt og dermed giver Ledelsen og udvalget et oplyst beslutningsgrundlag at træffe beslutninger på. Du bliver en del af en enhed, der både arbejder tæt sammen med de faglige afdelinger, de øvrige stabsenheder, men også har et tæt samarbejde med direktionen og Ledelsen, hvorfor du får muligheden for at udvikle din forståelse og formidling af komplekse problemstillinger.

Stillingen er placeret i enheden Stab Budget, der er en del af forvaltningens centrale økonomifunktion, som har ansvaret for at drive forvaltningens budgetproces, effektiviseringsstrategi og anlægsstyring. Du får mulighed for at være med ombord på et hold, der har stort ansvar, men samtidig masser af frihed til at udvikle på de gode idéer.

Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende, udfordrende og ansvarsfuldt job i spændingsfeltet mellem politik og administration. Der er tale om en dynamisk arbejdsplads med udfordrende opgaver, hvor du vil få mulighed for både personlig og faglig udvikling. Udover de faste arbejdsopgaver vil du have en stor grad af frihed til at bidrage med dine særlige kompetencer, da effektiviseringsstrategien konstant er under udvikling. Du vil blive en del af et dedikeret team med dygtige og engagerede kolleger, der værdsætter et uformelt arbejdsmiljø.

Du vil få muligheden for at være en central del af processen med at omstille og optimere forvaltningen som arbejdsplads og København som by. Effektiviseringsstrategien indebærer idégenerering, udarbejdelse, implementering og opfølgning af businesscases på alt fra digital omstilling og brug af kunstig intelligens til insourcing/outsourcing og organisering af opgaveløsningen i byrummet. Du vil derfor stifte bekendtskab med mange forskelligartede faglige problemstillinger, som du skal være med til at projektstyre og kvalificere.

Muligheden for at anvende og udvikle dine kompetencer inden for økonomi, strategi og politik på den måde, der motiverer dig. Ud fra dine kompetencer og ønsker om udvikling får du muligheden for at bidrage til opgaveløsningen, hvor du har dine spidskompetencer. Effektiviseringsstrategien er under konstant udvikling og du får muligheden for at spille ind, hvor du er stærkest.

Dine arbejdsopgaver vil omfatte at

  • bistå med central styring af forvaltningens effektiviseringsstrategi, herunder beslutningsoplæg til direktionen, ledelsen og udvalget
  • sikre og udvikle processtyring af forvaltningens effektiviseringsarbejde
  • understøtte de faglige afdelingers arbejde med idéer og udarbejdelse af businesscases
  • kvalitetssikre businesscases, herunder dialog med Økonomiforvaltningen om overholdelse af retningslinjer for investeringsmidler
  • skabe relationer med relevante samarbejdspartnere
  • følge op på tidligere vedtagne businesscases
  • levere mødeforberedelse til enhedschefen, den faglige vicedirektør og direktionen

Om dig
Vi søger dig, der har stærke samarbejdsevner kombineret med stærke analytiske kompetencer. Du har stor interesse for, hvordan man sikrer en effektiv opgaveløsning og tilrettelægger gode processer for arbejdet med effektivisering – erfaring med opgaven fra Københavns Kommune eller anden offentlig organisation er en fordel, men ikke et krav. Du skal kunne trives godt i et tempofyldt miljø, præget af faglig sparring og samarbejde på tværs, men også have lysten til at træde ind et kontor, der prioriterer det sociale og gør meget for at skabe ikke blot et uformelt arbejdsmiljø, men også stærke sociale relationer.

Nedenstående punkter afspejler den ideelle kandidat, men vi ser også meget gerne din ansøgning, selvom du ikke kan nikke genkendende til dem alle:

  • en relevant videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, fx cand.scient.pol., cand.scient.adm., cand.merc. HD eller lignende
  • erfaring fra en politisk styret organisation – gerne kommunal forvaltning
  • erfaringer med effektiviseringsarbejdet – gerne fra anden offentlig organisation
  • erfaringer med kommunal budgetstyring
  • stærke analytiske evner
  • gode kompetencer i Excel og erfaring med behandling af data
  • en veludviklet kritisk sans, som du kan anvende i opgaver, hvor du skal kvalitetssikre
  • evnen til hurtigt at sætte sig ind i komplicerede problemer og er konstruktiv og løsningsorienteret
  • en proaktiv og struktureret tilgang til opgaveløsningen
  • gode relationskompetencer og forstår værdien af det gode samarbejde
  • gode formidlingsevner – både mundtligt og skriftligt

Om os
Vi tilbyder en centralt placeret og udfordrende stilling i Stab Budget, hvor du får mulighed for at fordybe dig i effektiviseringsarbejdet på tværs af forvaltningen.

I Stab Budget understøtter vi den politiske og administrative ledelse og har det overordnede ansvar for forvaltningens budgetlægning og -opfølgning. Vi har ansvaret for forvaltningens indspil til budgetforhandlingerne i Københavns Kommune, planlægger budgetseminarer og driver forvaltningens effektiviseringsstrategi. Vi foretager forvaltningens samlede anlægsstyring og rammestyring og sikrer budgetbalance i såvel budgetopfølgning som budgetlægning. Derudover udarbejder vi indstillinger til vores politiske og administrative ledelse. Vi arbejder tæt sammen med vores søsterenheder i Stab og de faglige afdelinger. Vi lægger vægt på gode, personlige og faglige udviklingsmuligheder.

I enheden er vi 16 dygtige og engagerede medarbejdere, der har en uformel og humørfyldt omgangstone. Der er flere gange årligt faglige arrangementer, og der er ofte frivillige sociale arrangementer uden for arbejdstiden, som er planlagt af medarbejderne selv og med egenbetaling. Vi arrangerer bl.a. bowling, shuffleboard, quiz, fællesspisning eller lignende.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Der er tale om en fuldmægtig stilling. Tiltrædelse hurtigst muligt. Dit arbejdssted vil være på Islands Brygge.

Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomikonsulent Simon Jensen på 2125 9087, teamleder Dorthe Schlicht-Hargaard på 2145 2777 eller budgetchef Terese Pelle Clemmensen på 2165 4790.

Søg via linket senest søndag den 4. august 2024
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 32 eller 33.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.