Konsulent til at styrke fysisk aktivitet, frivillighed og faciliteter i København

Søg jobbet

Politik og administration
Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Er du optaget af, at flere skal være fysisk aktive?
Vil du ind i maskinrummet i implementeringen af vores idrætsplan?
Har du interesse i at skabe rammer for fysisk aktivitet for børn, unge, voksne og seniorer i København?

Så er du måske vores nye konsulent i Idrætsudvikling i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Idrætsudvikling søger en konsulent til arbejdet med frivillighed, kapacitets­udnyttelse og nye samarbejdspartnere med det formål at motivere endnu flere københavnere til fysisk aktivitet og deltagelse i betydningsfulde fællesskaber.

Om Idrætsudvikling
Vi er et fagcenter i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Vi har ansvar for at udvikle idrætten i København og at implementere kommunens idrætsplan for at gøre flere københavnere fysisk aktive. Vi er også hjemsted for at styrke foreningerne bl.a. gennem understøttelse af frivillighed og bedre udnyttelse af kommunens idrætsfaciliteter.

Idrætsudvikling tilbyder et godt arbejdsklima med en uformel tone, hvor normen er samarbejde og kollegial sparring. Du vil blive del af en afdeling med dygtige og ambitiøse kolleger, som brænder for at udvikle idrætten i København og at gøre flere københavnere idrætsaktive.

Om stillingen
Den første af tre hovedopgaver i stillingen er at understøtte kortlægning af potentialer og udfordringer for rekruttering af frivillige på idrætsområdet. Frivilligheds­undersøgelse blandt københavnere og foreninger har til formål at skabe bedre mulighed for at understøtte foreningernes frivillige arbejde og at få flere københavnere til at blive frivillige. Opgaven består i at medvirke til design og gennemførsel af undersøgelsen i samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere. På baggrund af frivilligundersøgelsen vil Idrætsudvikling forventeligt igangsætte en række indsatser til at styrke frivilligheden i idrætten i København, som stillingen vil omfatte.

Den anden hovedopgave er at skabe en bedre kapacitetsudnyttelse på de københavnske idrætsanlæg til gavn for idrætsdeltagelsen. Der er brug for et stærkere vidensgrundlag og databrug bl.a. med udgangspunkt i pilotforsøg med aktivitetstællere på en række anlæg. Ligeledes ligger der et arbejde i at udvide mulighederne for fysisk aktivitet i byens blå, grønne og urbane rum. Endelig gælder det markedsføringen af mulighederne for at københavnerne kan benytte vores mange faciliteter.

Samspil med selvorganiserede, private og kommercielle idrætsudbydere udgør den tredje hovedopgave i stillingen. Når vi ønsker flere fysisk aktive københavnere, udgør samspillet med mange typer af fællesskaber og aktører på idræts- og bevægelsesområdet nogle hidtil uudforskede potentialer. Din opgave er at etablere og udvikle relevante pilotforsøg og samarbejdsformer.

Du kommer desuden til at indgå i arbejdsfællesskabet ’Flere fysisk aktive københavnere’, hvor du sparrer med dine nærmeste kolleger om både konkrete indsatser og udvikling af metoder til at nå endnu flere borgere.

Vi søger en kollega, der

  • har erfaring med at samarbejde med eller rådgive foreninger og frivillige
  • har erfaring med at arbejde med undersøgelser og data
  • har erfaring med at udvikle brugen af idrætsfaciliteter og byrum
  • har erfaring med at skabe samarbejde med mange forskellige aktører
  • kan bidrage med metoder til nytænkning og innovation af vores indsatser
  • er inddragende, datainteresseret og nem at samarbejde med
  • er serviceminded og kan samarbejde med mange forskellige mennesker og aktører

Du skal ikke kunne det hele med det samme – det skal vi nok hjælpe med. Og vi har også brug for de kompetencer, vi ikke ved, vi mangler.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst, med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer. Da arbejdet indebærer samarbejde med foreninger og frivillige, kan dele af arbejdet ligge uden for almindelig arbejdstid. Det primære arbejdssted er Idrætsudvikling, Kultur- og Fritidsforvaltningen i Nyropsgade, København V. Vi ønsker stillingen besat den 1. oktober 2024. Vi indhenter børneattest samt reference i forbindelse med ansættelsen.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte idrætschef Thomas Bach på 2278 9669 eller leder Mikkel Selmar på 2893 2116 indtil den 24. juli.

Søg via linket senest mandag den 12. august 2024
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 21. august.

Kultur- og Fritidsforvaltningen 
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.