Koncernservice søger teamleder med stor faglig ballast til Kreditor

Søg jobbet

Drift og service
Ledelse
Økonomi
Fuldtid
Fastansættelse

Vores mål er at levere retvisende, sikker og effektiv regnskabsdrift af høj kvalitet med brugeren i fokus. Vi er en del af Center for Finans og Indkøb, som bistår kommunens syv forvaltninger med alle typer af regnskabsopgaver forinden for debitor-, kreditor-, bank- og finans samt afstemning, kvalitetssikring samt opfølgning på kommunens balance.

Sideløbende med de daglige driftsopgaver og opfølgning på driftsmål arbejder vi med compliance, løbende forbedringer og optimering af regnskabsprocesserne. Da der er mange snitflader til øvrige kontorer i Center for Finans og Indkøb og kommunens forvaltninger, skal du være stærk til at samarbejde på tværs.

Om stillingen
Du bliver en del af en organisation i konstant udvikling og forandring, og en stor del af opgaven vil derfor være forandringsledelse og involvering af medarbejderne og relevante interessenter, så vi sikrer en holdbar udvikling.

Du får det faglige ansvar for et team på 12 medarbejdere og skal sikre den daglige drift samt overholdelse af mål og prioriterer mellem de forskellige opgaver som faktura- og kreditnotahåndtering, betalinger, udlæg, inkasso- og konkurssager. Teamet besidder stor faglighed, og du skal samle, styrke og udvikle fagligheden, koordinere teamets opgaver og stå i spidsen for den tværgående udvikling i kontoret, hvor du både indtager rollen som personaleudvikler og spillende træner. Du refererer til kontorchefen for Indkøb til Betaling og har et dagligt samarbejde med den anden teamleder i kontoret. Kontoret er centralt placeret i Center for Finans og Indkøb og har en bred kontaktflade i centret og hele Københavns Kommune. 

Hvem er du?
Vi søger en profil med solid faglig ballast tilegnet via relevant uddannelse og erfaring. Du skal have indgående kendskab til økonomistyringssystemet SAP Hana herunder kreditor- og finansmodulet, stamdata og autorisationer samt kende økonomistrukturen i SAP. Du er fortrolig med regnskabsprocesser, risici og kontroller, og du er vant til at være i kontakt med Revisionen. Du behøver ikke have ledelseserfaring – det er vigtigere for os, at du står stærkt i din faglighed og har lyst til at udfolde dit ledelsespotentiale. For hos os får du rum og tillid til at udføre og træffe beslutninger indenfor rammerne. Regnskab er regnskab, så det er underordnet om din erfaring stammer fra den offentlige sektor eller fra private virksomheder. Vi ser det som en kvalitet, at vore medarbejderes erfaringer stammer fra så mange forskellige typer af regnskabsfunktioner som muligt.

Det er vigtigt, at du har stærke kommunikations- og samarbejdsevner, da rollen indebærer meget samarbejde på tværs af hele kommunen. Du skal kunne lytte til og forstå organisationens behov og ønsker og oversætte dem til gode løsninger. Du har begge ben på jorden og er i stand til at dykke ned i faglige områder og skabe forståelse for konkrete problemstillinger. Samtidig kan du bevare overblikket og se helheden på tværs af processer og organisatoriske enheder. Du fejrer resultater og succeser i og med teamet. Derudover forventer vi, at du er omhyggelig, løsningsorienteret og har en kritisk tilgang til løsningen af opgaverne.

Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse 1. november 2024 eller snarest. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.

Vil du vide mere?
Nærmere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til kontorchef Andreea Vizitiu på 2928 9582.

Søg via linket senest tirsdag den 3. september 2024
I forbindelse med samtalerne bliver der gennemført tests ved Genitor mellem 1. og 2. samtale.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.