Kommunikationspartner til Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Er du en erfaren kommunikatør med stærk faglig selvtillid og stort overblik? Har du styr på rådgiverrollen i en politisk forvaltning? Og brænder du for at levere målrettet og meningsfuld kommunikation om genbrug og genanvendelse?

Så kig med her!

Om stillingen
I Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) i Københavns Kommune søger vi en kommunikationspartner med særligt ansvar for kommunikationen på genbrugs- og genanvendelsesområdet. Stillingen er nyoprettet og knyttet op på den kommende politiske ”Ressource og Affaldsplanen 2030” (RAP30).

Som kommunikationspartner kommer du til at stå i spidsen for vores genbrugs- og genanvendelseskommunikation, som giver dig en bred samarbejdsflade i organisationen. Kommunikationsindsatsen skal understøtte TMF’s ambitiøse og vigtige mål for københavnernes genbrug, genanvendelse og cirkulære økonomi. For at nå vores mål er det afgørende, at vi får fortalt københavnerne om sortering, genbrug og genanvendelse på tværs af digitale, sociale og mere traditionelle medier. Vi eksperimenterer også med nye måder at kommunikere på.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte

  • Drift og styring af et tværgående arbejdsfællesskab på affaldsområdet.
  • Samarbejde med enhedschefer og projektledere i de relevante faglige afdelinger.
  • Løbende dialog med styregruppen for ressource- og affaldsområdet.
  • Udvikling og implementering af kommunikationsstrategier for genbrug og genanvendelse – i samarbejde med gode kollegaer.
  • Produktion, koordinering, kvalitetssikring og evaluering af kommunikationsmateriale.
  • Løbende prioritering med udgangspunkt i en strategisk halvårsplan, som godkendes af styregruppen, og en drejebog for affaldskommunikation.

Om dig
Du er en erfaren kommunikatør, som har faglig autoritet, er god til relationer og som trives i store og komplekse organisationer. Som kollega er du behagelig, humoristisk og hjælpsom, og du nyder at være en del af et større team, hvor vi ofte må hjælpe hinanden på tværs af opgaver og ansvarsområder.

Derudover forventer vi, at du

  • Er uddannet cand.comm., journalist eller lignende og har mindst 5 års erhvervserfaring.
  • Har erfaring fra offentlige organisationer, hvor politikere sætter retningen, og gerne fra en forvaltning med stort driftsfokus.
  • Har erfaring med at rådgive ledelse og fagpersoner og kan demonstrere en bred værktøjskasse som kommunikatør.
  • Er parat til både at producere, koordinere, projektlede, kvalitetssikre og rådgive.
  • Har evner og lyst til at samarbejde med mange kollegaer med forskellige baggrunde.
  • Har erfaring med det faglige område, genbrug- og genanvendelse, er et klart plus – men ikke et must.
  • Har erfaring med evalueringsmetoder er ligeledes et klart plus.

Om os
Kommunikationsenheden, som du bliver en del af, består af ca. 30 medarbejdere fordelt på tre teams: Team Visuel og Digital Kommunikation, hvor der sidder grafikere, SoMe-konsulenter og webkonsulenter. Kommunikationsteamet, hvor denne stilling er placeret, består af vores rådgivere, kommunikatører og de øvrige kommunikationspartnere. Og så har vi et nyoprettet Service og inddragelsesteam, som arbejder med metoder til inddragelse og servicedesign i forvaltningen. Alle teams refererer til teamledere, som refererer til kommunikationschefen.

Vi er ambitiøse og lægger stor vægt på det kollegiale fællesskab. Vi arbejder tæt sammen for at levere høj kvalitet i vores kommunikation. Fysisk holder vi til på Islands Brygge i København.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer og forventes besat på niveau som fuldmægtig eller specialkonsulent.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i øvrigt i henhold til gældende overenskomst afhængigt af kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest 1. oktober 2024.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive en sms til teamleder Nikoline Ridder Christensen på 2348 3629 og evt. aftale et tidspunkt for en telefonsamtale.

Du kan læse mere om Københavns Kommune og Teknik- og Miljøforvaltningen på hhv. www.kk.dk og www.tmf.kk.dk.

Søg via linket senest fredag den 2. august 2024
Vi forventer at holde samtaler i uge 32.