Københavns Ejendomme søger akademisk medarbejder til koordinering, planlægning og udarbejdelse af politiske beslutningsoplæg på vedligeholdelsesområdet

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at arbejde i en anlægs- og vedligeholdelsesorganisation, hvor der er stor lokalpolitisk interesse i arbejdet? Er du skrap til skriftlig kommunikation og kan lide at udarbejde gode, præcise og velformulerede svar på politikernes spørgsmål? Trives du samtidig med at arbejde sammen med forskellige fagligheder og være den, der samler trådene?

Så er denne stilling noget for dig.

I Københavns Ejendomme (KEJD) står vi for hovedparten af vedligeholdelsen og renoveringen af Københavns Kommunes ejendomme. I afdelingen Planlagt Vedligehold gennemfører vi årligt vedligeholdelses- og renoveringsprojekter for 800 mio.kr. Vi er primært 25 projektledere og en kontorchef, og vi efterlyser en ny koordinator, der får ansvaret for at udarbejde politisk-administrative oplæg til forskellige policies på afdelingens område og udarbejde strategier for de kommende års indsatser.

Om jobbet
Der er stor interesse for vores arbejde blandt mange forskellige aktører – politikere, presse og brugere af de kommunale bygninger med flere. Det kræver, at vi har gode og præcise svar på de mange spørgsmål og bliver endnu bedre til at forklare, hvordan renoveringsprojekter ikke altid går efter planen, når gamle bygninger skal renoveres.

Vi er en professionel anlægsorganisation, hvor vi har stor fokus på gevinstrealisering og stram styring af omkostninger. Vi arbejder digitalt, og vores arbejde understøttes af markedskonforme digitale løsninger (SAP, Dalux, F2, Opus m.fl.), som anvendes både i det offentlige og i den private sektor.

Vi har en ambition om løbende at udvikle vores kompetencer inden for bygherrerollen og at være helt fremme på ’udviklingsfronten’. Det handler om arbejdet med klima, den grønne omstilling og bæredygtigt byggeri. Men vi arbejder også smart og kvalitetsbetonet gennem bl.a. veldokumenterede, effektive forretningsgange. Og vi fremmer en kultur, hvor alle har et vidensniveau, og hvor videndeling, sparring og efteruddannelse prioriteres.

Du skal derfor ikke nødvendigvis kende noget til anlægsområdet eller den kommunale sektor. Du behøver heller være fortrolig med de forskellige digitale løsninger på anlægsområdet – eller de digitale løsninger på det statslige eller kommunale område. Men du skal have lyst til at mestre alt dette og både kunne indhente data herfra og berige data med den funktion, du får i organisationen.

Nøgleord for jobbet
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse inden for samfundsvidenskab eller humaniora. Du kan både være nyuddannet eller have flere års erfaring. Dine ansvarsområder tilpasses løbende efter dine kompetencer og erfaring.

For os er det vigtigste, at du kan se dig selv i følgende

  • Du er sikker i din skriftlige kommunikation.
  • Du er fortrolig med at arbejde digitalt.
  • Du ser en spændende udfordring i at arbejde med forskellige målgrupper og samarbejdspartnere (borgere, politikere, fagfolk, embedsmænd m.fl.).
  • Du er dygtig til at lytte og sætte dig ind i nye sager og problemstillinger.
  • Du er nysgerrig over for nye udfordringer og ser mulighederne i at løse nye opgaver med nye tilgange.

Vi tilbyder

  • Vi tilbyder en arbejdsplads med et højt fagligt niveau og gode udviklingsmuligheder, fagligt såvel som personligt.
  • Rig mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse med god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
  • En høj grad af selvstændighed i jobbet.
  • En flok af dygtige og søde kollegaer, som gør sig meget umage. Både med at være knivskarpe til vores arbejde og med at være gode støttende kollegaer for hinanden i en travl hverdag.

Ansættelsesvilkår 
Som medarbejder i Vedligeholdelsesenheden vil du referere til chefen for Planlagt Vedligehold.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. 

Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt, og vi har flekstidsordning. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Mere information  
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Planlagt Vedligehold Anders V. Møller på 2329 3827.

Søg via linket senest mandag den 23. september 2024
Samtalerne forventes afholdt den 26.-27. september.

Københavns Ejendomme 
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. M2. Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk