Inddragende og anerkendende pædagogisk leder til idrætsvuggestue i M-huset i Ørestad

Søg jobbet

Ledelse
Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Er du klar til opgaven som pædagogisk leder i en idrætsvuggestue, hvor børnenes trivsel og livsglæde er i fokus?

Så er vores klynge måske lige præcis stedet, hvor du kan udleve din ambition om pædagogisk ledelse blandt livsglade børn, aktive forældre, dedikerede pædagogiske medarbejdere og et engageret ledelsesteam.

M-Husets idrætsvuggestue er en 19 år gammel vuggestue til 48 børn, som er certificeret idrætsinstitution. Pædagogisk idræt er vores kerne og fylder meget i vores praksis med børnene. Det vil derfor være af betydning, at du som kommende pædagogisk leder har en baggrund indenfor idrætspædagogik, eller at du ønsker at indgå i et uddannelsesforløb indenfor idrætsprofilen.

M-Husets familier bidrager med kulturel diversitet i vores hverdag, og det kalder på en forståelse for, hvordan der arbejdes med pædagogik i et internationalt miljø. Et fokus som hele bydelens institutioner, skoler og KKFO’er er optagede af hver for sig og sammen.

M-Huset og klyngen ønsker, at du som pædagogisk leder har særligt fokus på:

  • at skabe de bedste rammer for institutionens børn
  • et godt og udviklende arbejdsmiljø
  • åbenhed omkring beslutninger og beslutningsprocedurer
  • et fagligt anerkendende og lærende miljø
  • betydningen af, at du som pædagogisk leder er deltagende i den pædagogiske praksis
  • stor inddragelse af forældrene
  • aktivt at bidrage til klyngens og klyngeledelsens fælles udvikling

M-Husets Idrætsvuggestue er en del af et udviklende, fagligt og spændende klyngesamarbejde med Børnehuset 8TALLET, Børnehuset Else, Idrætsbørnehuset Jorn, Kongeriget, Idrætsinstitutionen LilleArena og Sejlhuset, som alle er profilinstitutioner. På ledelsesniveau har vi et tæt og udviklende samarbejde med et fælles fokus på at udvikle klyngens vision: Fælles om det gode børneliv.

Da M-Husets Idrætsvuggestue er klyngens mindste institution, vil du som pædagogisk leder også have ansvaret for klyngens tekniske personale, som p.t. består af et team på fem medarbejdere.

I klyngen har vi stort fokus på modtagelse af nye ledere, så du får den bedst mulige start her hos os. Du får en sparringspartner fra ledelsesteamet i klyngen, som hjælper dig godt i gang med dine nye opgaver og sørger for, at du får et indgående kendskab til både M-Huset og resten af klyngens institutioner. Derudover vil du have løbende samtaler med vores klyngeledere, så du kommer godt fra start og får den sparring og opbakning, du har behov for. Du vil desuden skulle deltage i Københavns Kommunes lederuddannelse, som alle i ledelsen påbegynder dette efterår.

I klyngeledelsesteamet glæder vi os til et gensidigt udviklende samarbejde med en ny kollega, som sammen med os kan skabe nærværende ledelse med mening ikke blot i M-Huset, men på alle klyngens 10 matrikler. Kan du samtidig begejstre, inspirere og skabe følgeskab, så er vi sikkert et godt match.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt børne- og straffeattest. Vi håber, du kan starte senest den 1. november 2024, da der så vil være mulighed for en god overdragelse fra M-husets nuværende pædagogiske leder, som skal på pension.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen eller har lyst til at komme på besøg og se vores hus, er du meget velkommen til at kontakte klyngeleder Heidi Kragskov Bruun på 2494 7539.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis. Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg via linket senest torsdag den 5. september 2024
Vi forventer at holde første samtale den 9. september 2024 og anden samtale den 11. september 2024 i tidsrummet kl. 16.00-20.00.