Idrætsudvikling i Kultur- og Fritidsforvaltningen søger konsulent til at styrke udsatte børn og unges idrætsdeltagelse i København

Søg jobbet

Politik og administration
Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du for at hjælpe børn og unge i udsatte positioner ind i fritidslivet? Kan du lide at tale med mange forskellige mennesker? Har du interesse for foreningslivet i Københavns Kommune?

Så er du måske vores nye konsulent i Idrætsudvikling i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Idrætsudvikling søger en konsulent til understøttelse af idrætssociale indsatser målrettet udsatte børn og unge i København. Konsulentens primære opgaver er at varetage vores kontingentstøtteordning, at understøtte indsatsen FritidsGuiderne KBH og deltage i at bygge bro mellem kommunens dagtilbud og KKFO’er og lokale idrætsforeninger.

Om Idrætsudvikling
Vi er et fagcenter i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Vi har ansvar for at udvikle idrætten i København og at implementere kommunens idrætsplan for at gøre flere københavnere fysisk aktive. Vi er også hjemsted for idrætssociale indsatser, der har det fælles formål at sikre udsatte målgrupper muligheden for et aktivt idræts-, forenings- og fritidsliv.

Idrætsudvikling tilbyder et godt arbejdsklima med en uformel tone, hvor normen er samarbejde og kollegial sparring. Du vil blive del af en afdeling med dygtige og ambitiøse kolleger, som brænder for at udvikle idrætten i København og at gøre flere københavnere idrætsaktive.

Om stillingen
Den første af tre hovedopgaver i stillingen er at varetage administrationen af kommunens kontingentstøtteordning. Ordningen er målrettet børn og unge i alderen 3-17 år fra økonomisk trængte familier. Opgaven består i, sammen med vores studentermedhjælper, at sikre behandling af ansøgninger, lave udbetalinger, være i dialog med ansøgere og sikre økonomiopfølgning og metodeudvikling.

Den anden hovedopgave involverer, i tæt samarbejde med projektlederen, at understøtte FritidsGuiderne KBH, som er en brobygningsindsats, der arbejder for at give børn og unge i udsatte positioner et aktivt kultur- og fritidsliv.

FritidsGuiderne guider børn og unge i alderen 3-17 år, som har brug for en hjælpende hånd til at komme i gang med en fritidsaktivitet. Guidning af familier og børn varetages primært af ansatte studentermedhjælpere og din opgave bliver, sammen med projektlederen, at understøtte studentermedhjælperne, sikre implementering af en ny database til registrering af guidninger og hjælpe med styring af indsatsen.

’Aktive børn i forening' (ABIF) udgør den tredje hovedopgave i stillingen. ABIF er en indsats i en række udsatte boligområder, der introducerer børn i alderen 3-9 år til en foreningsaktivitet via længerevarende bevægelsesforløb, mens børnene er i børnehave eller skolefritidsordning. Din opgave er at understøtte projektledelsen og varetage ABIF-forløb ved at facilitere og understøtte samarbejdet mellem idrætsforening og institution.

Du kommer desuden til at indgå i arbejdsfællesskabet ’Flere udsatte børn og unge i foreninger’, hvor du sparrer med dine nærmeste kolleger om både konkrete indsatser og udvikling af metoder til at nå flere i målgruppen.

Vi søger personer, der

  • har erfaring med samarbejde eller rådgivning til foreninger og frivillige
  • har erfaring med at arbejde med udsatte familier og gerne også erfaring med brobygning til foreningslivet
  • har erfaring med samarbejde mellem kommunale institutioner og foreninger
  • har erfaring med brug af databaser og implementering
  • er udadvendt, inddragende og nem at samarbejde med
  • er serviceminded og kan samarbejde med mange forskellige mennesker og aktører

Du skal ikke kunne det hele med det samme – det skal vi nok hjælpe med. Og vi har også brug for de kompetencer, vi ikke ved, vi mangler.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst, med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.

Da arbejdet indebærer samarbejde med foreninger og frivillige, kan dele af arbejdet ligge uden for almindelig arbejdstid.

Det primære arbejdssted er Idrætsudvikling, Kultur- og Fritidsforvaltningen i Nyropsgade, København V.

Vi ønsker stillingen besat den 1. oktober 2024.

Vi indhenter børneattest samt reference i forbindelse med ansættelsen.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte idrætschef Thomas Bach på 2278 9669 eller leder Rikke Rasmussen på 2159 8714 indtil den 24. juli 2024.

Søg stillingen via linket senest mandag den 12. august 2024.
Ansættelsessamtaler forventes at afholdes den 23. august 2024.

Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København - og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.