Fleksibel og serviceminded gårdmand til Gårdmandskorpset i Københavns Kommune
Har du interesse og kompetencer indenfor ejendomsdrift herunder drift af tekniske anlæg og arealpleje?
Vores skoleteams og institutionsteams søger en gårdmand med masser af gåpåmod og lyst til at drifte tekniske anlæg som ABA, CTS m.m.
Gårdmandskorpset består af ca. 200 gårdmænd fordelt på seks teams. Derudover har vi et håndværkerteam, der består af malere og tømrere, samt et administrativt team.
Vi servicerer botilbud, vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler – i alt ca. 400 adresser.
Hvert team har en teamleder, der året rundt i samarbejde med gårdmændene sikrer en optimal og effektiv opgaveløsning til glæde for byens børn.
Om jobbet
Dine opgaver vil bestå af helårlig renholdelse og vedligeholdelse af grønne områder og øvrige udearealer, herunder fejning, græsslåning, hækklipning samt snerydning og glatførebekæmpelse. Desuden vil du føre tilsyn med bygninger, stå for drift af tekniske anlæg og udføre mindre håndværksmæssige reparationer.
Om dig
Det er vigtigt for os, at du er løsningsorienteret og en teamplayer.
Vi forestiller os, at du
- har kendskab til og interesse for drift af tekniske anlæg herunder f.eks. ABA-anlæg, CTS-styringer o.l.
- har grundlæggende IT-færdigheder i forbindelse med brug af smartphone og computer
- er god til at planlægge og koordinere store og små opgaver
- kan bevare overblik og ro i en travl hverdag med mange bolde i luften
- er udadvendt og har nemt ved at samarbejde
- er fleksibel, serviceminded og proaktiv
- er tålmodig og trives blandt børn
- er en frisk og positiv person
- kan trives i et hektisk miljø
- er god til og har interesse for kundepleje
Det er en fordel, hvis du har erfaringer med tekniske anlæg, har en håndværksmæssig baggrund og/eller har erfaring fra en lignende stilling.
Vi tilbyder
Vi har en høj faglighed og en spændende og relevant kerneopgave. Vi har en høj grad af tillid og uddelegering til den enkelte medarbejder, som selv sætter sit præg på jobbet og selvstændigt kan udforme løsninger.
Du får mulighed for at blive en del af et fagligt stærkt og samtidig uformelt arbejdsmiljø med mange kolleger og en nærværende ledelse.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Du ansættes i Københavns Kommune med tiltrædelse snarest muligt.
Arbejdstiden i et skoleteam ligger på hverdage i tidsrummet kl. 6.00-17.00. Mødetiderne kan dog variere, sådan at du møder mandag-torsdag fra 6.00-14.00 og fredag 6.00-13.30 den ene uge, og mandag-torsdag fra kl. 9.00-17.00 og fredag 9.00-16.30 den anden uge.
Arbejdstiden i et institutionsteam er mandag-torsdag fra kl. 6.00-14.00 og fredag fra kl. 6.00-13.30.
Du vil få udleveret arbejdstøj og sikkerhedssko. Det er et krav, at du kan stille cykel til rådighed. Du tildeles en godtgørelse for brug af egen cykel.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere informationer
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Anne Bouet på 21 21 73 83.
Søg via linket senest fredag den 20. december 2024
Vi afholder samtaler løbende.