Familiebehandler til Familiehuset

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at gøre en forskel for børn og unge med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse og deres familier? Er du stærk i det relationelle, og kan du mestre balancen mellem det professionelle og det uformelle sprog?

Så er denne stilling muligvis noget for dig.

Vi oplever en stigende efterspørgsel på vores indsatser og udvider derfor vores stærke og dygtige medarbejdergruppe med nogle flere ressourcer.  

Lidt om Familiehuset
Vores Familiehus er kendetegnet ved en høj faglighed, stor variation af opgaver og et godt kollegialt samarbejde. Vi tilbyder familier, der har et eller flere børn med fysisk og/eller psykiske funktionsnedsættelser, en bred palet af indsatser, herunder familiebehandling, råd og vejledning, angstforløb og diverse kurser og grupper. 

Den altovervejende målgruppe er børn og unge inden for autismespektret, men vores tilbud er kommunedækkende og kan tilbydes til alle børn og unge med en fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse.

Din primære opgave vil være at varetage vores individuelle forløb, som er familiebehandling samt råd og vejledning, efter børnelovens § 30. Opgaverne er fastlagt efter formål udarbejdet i myndighed, og du vil have samarbejde med rådgiver og familien i opgaveløsningen. Vi forholder os eklektisk og tilpasser vores metoder og tilgange til den konkrete kontekst, så vi kan matche den enkelte families behov bedst muligt. Barnet og hele familiens trivsel og udvikling er omdrejningspunktet for vores arbejde.

Vi er et hus der konstant balancerer mellem at udvikle og konsolidere os, så vi hele tiden kan tilbyde det, familierne har behov for, på måder hvorpå vi fremstår som kompetente og dygtige fagfolk, der bevæger os sikkert i både teori og metode.

Eksempler på arbejdet i den enkelte familie:

•    Forældresamtaler/familieterapi
•    Dialog med familien om situationer, der udfordrer
•    Arbejde med relationer, mønstre og kommunikation i familien
•    Støtte og redskaber til familien i forbindelse med en hjemgivelse af et anbragt barn
•    Formidling af viden, tilgange og redskaber i forhold til barnets diagnose

Vi leder efter dig, der

  • har en relevant uddannelse inden for det sociale område
  • gerne har en familieterapeutisk efteruddannelse
  • har teoretisk og praksis erfaring og viden i forhold til børn med handicap.
  • er god til at positionere dig i komplekse sammenhænge og kan samarbejde med både interne og eksterne aktører
  • har en anerkendende tilgang og ser ressourcer og udviklingspotentialer i de familier, du arbejder med
  • møder familierne der, hvor de er, og vægter praktiseret ligeværd i samarbejdet med familierne højt

Vi ser også gerne, at du har mod på at indgå i nogle af vores teams for diverse grupper og kursusforløb.

Vi tilbyder

  • spændende og afvekslende arbejdsopgaver
  • en medarbejdergruppe med fokus på faglig udvikling og nogle søde og dygtige kolleger
  • en tillids- og dialogbaseret ledelse
  • gode udviklingsmuligheder, bl.a. gennem ekstern supervision og intern sparring
  • mulighed for selvtilrettelæggelse af din arbejdstid inden for vores fleksaftale
  • en arbejdsplads, der vægter fagligheden, hylder fællesskabet, har fokus på trivslen og holder af et godt grin

Om Familiehuset
Organisatorisk er Familiehuset en del af børneområdet i Borgercenter Handicap frem til 1. januar 2025, hvorefter vi organisatorisk bliver en del af Din sociale indgang i Socialforvaltningen. På Børneområdet yder vi rådgivning og vejledning til børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne og til deres forældre, ligesom vi udarbejder børnefaglige undersøgelser, bevilger hjælpeforanstaltninger og følger op på disse foranstaltninger. Børneområdet er kendetegnet ved specialiseret viden om børn og unge med handicap samt stor vilje og engagement i arbejdet. 

Familiehusets kerneopgave er at tilbyde støtte og hjælp til familier med børn og unge med funktionsnedsættelser. Vi tilbyder både individuel og gruppebaseret familiebehandling, råd- og vejledningsforløb, åben rådgivning, kontaktpersoner samt kurser og grupper for børn, unge, søskende, forældre og andre familiemedlemmer.

Familiehuset huser 48 medarbejdere og 2 afdelingsledere, fordelt på fire teams: Familiebehandling, Kontaktpersoner, Praktisk pædagogiske vejledere og Hjemmebaseret indsats. 

Vi står overfor en organisationsændring og vil i det nye år flytte til Socialforvaltningens nye ”Autismehus” i Valby.

Ansættelsesvilkår 
Løn og ansættelse er i henhold til overenskomst med socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt, og vi har flekstidsordning.  
Vi ønsker stillingen besat den 1. januar 205.  
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer. 
Vi bor på Hans Knudsens Plads i København Ø, og dette vil være din primære arbejdsplads, indtil vi flytter til Valby.

Mere information
Borgercenter Handicap er en røgfri arbejdsplads.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Liana Landel på 61 62 23 88.

Søg via linket senest mandag den 11. november 2024
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler torsdag den 14. november 2024. Til samtalen vil afdelingsleder, tilldsrepræsentant og medarbejderrepræsentanter deltage.