Faglig koordinator og projektleder til Københavns gårdhaver, Park og Byrum i Teknik- og Miljøforvaltningen

Søg jobbet

Andre arbejdsområder
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at udvikle grønne attraktive gårdhaver i København?

Der er tryk på byudviklingen i København. Teknik- og Miljøforvaltningen er en central aktør, og vi tager os af de fysiske forandringer i byen. Det er vores ambition at skabe verdens bedste storbymiljø og et unikt byliv i København. Her spiller de københavnske baggårde en vigtig rolle ved at skabe rekreative og grønne rammer for københavnernes ophold og samvær med naboer.

Vi søger en faglig koordinator og projektleder, der kan varetage den daglige styring af indsatsen og have ansvar for bl.a. den politiske betjening, økonomistyring og vidensdeling mellem gårdhavegruppens medlemmer. Herudover skal du også være projektleder på egne gårdhaveprojekter.

Om jobbet
I Park og Byrum varetager vi bygherrerollen og har ansvar for at realisere kommunens anlægsprojekter i samarbejde med interne og eksterne interessenter, rådgivere og entreprenører. Vi arbejder bl.a. med udvikling og anlæg af Toftegårds Plads, Sigynsgade og Krakas Plads, Bemandet legeplads/Naturværksted ved EnergiCenter Voldparken, Ny park i Nordhavn, Bylivsgader, Middelalderbyen, Kunstgræsbane i Mimersparken samt mange andre spændende projekter, der sætter præg på byen og udvikler de rekreative muligheder. I enheden har vi også har ansvar for, at nye fælles gårdhaver bliver planlagt og anlagt i tæt samarbejde med beboere, rådgivere og entreprenører.

Som faglig koordinator for gårdhavegruppen skal du indgå i enhedens tværfaglige gårdhavegruppe, som varetager udvikling, etablering og opfølgning på gårdhaveområdet. Gårdhaverne etableres under rammerne i Byfornyelsesloven, og vi vil lægge vægt på, at du har kendskab til loven.

Dine opgaver som faglig koordinator for gårdhavegruppen vil bl.a. bestå af:

  • udvikle gårdhaveindsatsens strategiske fokus og sikre den politiske forankring fx ved at igangsætte demonstrationsprojekter og implementere nye tiltag
  • være bindeled til interne og eksterne samarbejdspartnere såsom Byggemyndighederne og kommunens byfornyelsesindsatser
  • udarbejde indstillinger og besvare politiske henvendelser
  • have det daglige ansvar for gårdhavernes samlede økonomiske ramme (26,2 mio. kr. årligt) og sikre, at der er den rette bemanding til projekterne
  • stå i spidsen for det gode samarbejde og vidensdeling mellem de projektledere, som arbejder med gårdhaverne

Du skal tillige være projektleder på egne gårdhaveprojekter. Som projektleder er du den primære bygherrekontakt og bindeled mellem de parter, vi samarbejder med, og du skal sikre den gode dialog med både borgerne og andre samarbejdspartnere undervejs i processen. Som projektleder skal du styre projektet fra de indledende faser, hvor projektet rammesættes, til anlægsprojekt står færdigt og kan indvies til gavn for gårdens beboere. Du har dermed det overordnede ansvar for projektets fremdrift og gennemførsel. Du skal i samarbejde med din projektgruppe udarbejde udbud og kontrahering med rådgivere og entreprenører, have styr på økonomi og tidsstyring, skrive politiske indstillinger, samt stå for kommunikation og samarbejde med Lokaludvalg, borgere, myndigheder og andre interessenter.

I alle gårdhaveprojekter arbejder vi med Københavns Kommunes visioner for klimatilpasning, bynatur, biodiversitet og bæredygtigt byggeri. Vi går desuden forrest i den grønne omstilling og arbejder skarpt med både CO2-besparelser, emissionsfrie byggepladser, genanvendelse af byggematerialer m.m. Vi har lavet demonstrationsprojekterne ’ Fremtidens Gårdhaver’, som er frontløbere i denne udvikling.

Det er en fordel, hvis du har kompetencer eller erfaring indenfor

  • projektledelse (fokus på tid, økonomi og kvalitet) og projekteringsledelse fra projektidé til udbud
  • udbud og kontrahering af både teknisk rådgivning og entreprenørarbejde
  • projektering af rekreative projekter i urbane rum
  • offentlig forvaltning og arbejde i en politisk ledet organisation (embedsmand)
  • håndtering af interessenter, herunder erfaring med borgerinddragelse

Herudover lægger vi vægt på, at du har overblik og stærke evner med hensyn til at strukturere og prioritere opgaver undervejs i processen og at du derfor også kan agere fleksibelt i forhold til skiftende mål. Du opleves som imødekommende og konstruktiv og du kommunikerer direkte, åbent og inddragende. Du taler og skriver dansk på et professionelt højt niveau.

Vi tilbyder
Hos os får du erfaring med nogle af den grønne sektors mest innovative og spændende projekter. Vores enhed er en del af Teknik- og Miljøforvaltningen, Afdelingen for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold, der årligt omsætter for ca. 600 mio. kr. Vi er en dynamisk arbejdsplads, hvor ingen opgaver er ens. Det giver mange spændende udviklingsmuligheder og udfordringer, både fagligt og personligt.

I Park og Byrum er vi ca. 35 medarbejdere fordelt på tre teams med en bred vifte af erfaringer og uddannelser, og vi trives med i samarbejde at drive vores mange anlægsprojekter frem på en professionel og kvalitetsbevidst måde. Hos os er der stor grad af medbestemmelse i forhold til hvilke projekter man arbejder med, og vi arbejder desuden aktivt for at skubbe branchen i en mere bæredygtig retning med tiltag som indførelse af emissionsfri brændstof på byggepladsen.

Vi lægger vægt på et uformelt og inspirerende arbejdsklima med fokus på læring og kompetenceudvikling samt samarbejde med dygtige kolleger. Dine nye kollegaer er engagerede og stolte af at bidrage til den positive udvikling af København.

Vi har et godt introprogram og en række faglige netværk, som du kommer til at indgå aktivt i, hvor der er fokus på erfaringsudveksling og kompetenceudvikling på tværs af byens projekter.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen har en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer, inklusive frokostpauser. Vi er placeret på Islands Brygge i et nyrenoveret åbent kontormiljø. Vi lægger vægt på et afbalanceret forhold mellem arbejdsliv og familie- og fritidsliv, og der vil også være mulighed for hjemmearbejde. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst, afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. og ansættelse den 1. oktober 2024. I forbindelse med ansættelsesprocessen, vil vi benytte os af at indhente referencer, som du bedes oplyse ved en eventuel samtale.  

Er du blevet nysgerrig?
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef for Park og Byrum Anders Melamies på 2328 1775 eller Anders Krag, projektleder i gårdhavegruppen, på 2036 6786. Du kan læse mere om København Kommune her og Teknik- og Miljøforvaltningen her.

Vedhæft din ansøgning, hvori du forholder dig til hvordan dine kompetencer kan komme i spil i forhold til ovenstående jobbeskrivelse, og dit CV. Øvrige relevante dokumenter som eksamensbeviser eller lignende har du lejlighed til at medbringe ved en eventuel samtale.

Søg via linket senest søndag den 4. august 2024
Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler med udvalgte kandidater i august.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.