Erfaren projektleder med strategisk blik til Det Tværgående Analysekontor i Københavns Kommune

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Har du solid erfaring med projektledelse og udarbejdelse af analyser, og har du forståelse for den politiske proces? Vil du arbejde med kvantitative analyser, der belyser nogle af samfundets største udfordringer?

Så kan vi tilbyde dig spændende opgaver og dygtige kolleger i et stærkt fagligt analysemiljø på Københavns Rådhus.

København skal være en god by at leve og bo i. Med over 660.000 indbyggere udgør Københavns Kommune mere end 10 pct. af landets befolkning. Byen er samtidig blandt de hurtigst voksende i landet. Det stiller stadigt større krav til, at byens politikere kan træffe beslutninger på et fagligt oplyst grundlag.

Det Tværgående Analysekontor leverer – via registerbaserede analyser – dette beslutningsgrundlag ved at besvare spørgsmål som fx:

  • Hvilken type boliger skal vi bygge i København, så boligbestanden matcher byens demografiske udvikling?
  • Hvorfor falder fødselsraten, og hvordan kan vi forvente, at børnetallet vil udvikle sig i fremtiden?
  • Hvilke faktorer har betydning for Københavns Kommunes rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på velfærdsområderne?
  • Hvor længe bliver udenlandske arbejdstagere og internationale dimittender i landet, og hvad kan bidrage til at øge deres fastholdelse?
  • Hvilke indsatser virker ift. at støtte borgere med komplekse problemstillinger i at komme i job?
  • Hvilke konsekvenser får ændringer af beskæftigelsesindsatsen for Københavns Kommune?
  • Hvilke faktorer driver udgifterne på det specialiserede socialområde?
  • Hvad har betydning for, om unge københavnere fuldfører en ungdomsuddannelse?
  • Hvor mange københavnske børn og familier lever i fattigdom?

Det Tværgående Analysekontor deler kontor med Klimaenheden, og sammen er vi en del af Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus. Vi er tæt på det politiske liv på Rådhuset, og vi går på arbejde for at gøre en forskel for københavnerne og vores by.

Din profil
Du har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, fx inden for økonomi, sociologi, statskundskab eller lignende. Du har fra dit arbejdsliv flere års erfaring med udførelse af statistiske analyser pba. registerdata (fx i SAS eller et lignende statistikprogram). Du kan lide at arbejde i spændingsfeltet mellem analyse og politik. Du er initiativrig, har blik for interessentinddragelse og øje for formidling. Du arbejder struktureret og har konkret erfaring med projektledelse af analyseopgaver. Du får energi af at arbejde tæt sammen med andre, og du sætter en ære i at give faglig og metodisk sparring til dine kolleger.

Vi tilbyder
Du vil få projektlederansvar for både større og mindre analyser med politisk bevågenhed. Rollen indebærer at udtænke solide analysedesigns, varetage kontakten til relevante interessenter og samarbejdspartnere, at udarbejde sagsmateriale til direktionen, samt at tage del i udførelsen af selve analysearbejdet og formidlingen af projekternes resultater. Du vil blive tilknyttet ét eller flere fagområder (fx beskæftigelsesområdet, socialområdet, sundhedsområdet, børne- og ungeområdet eller befolknings- og boligområdet), hvor du vil være med til at sætte den strategiske retning for analyserne på dit fagområde.

I kontoret vil du få omkring 20 hjælpsomme og sjove kolleger. Vi lægger stor vægt på det gode kollegiale fællesskab og afholder løbende sociale arrangementer. Vi gør meget ud af sparring, og vi dygtiggør os løbende via oplæg og kurser. Økonomiforvaltningen er en fleksibel arbejdsplads med fokus på den enkelte medarbejders trivsel og udvikling.

Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat den 1. november 2024. Løn og ansættelsesvilkår er på konsulentniveau efter erfaring (special- eller chefkonsulent) i henhold til gældende overenskomst.

Sammen med din ansøgning bedes du vedlægge CV og uddannelsesbevis.

Mere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Karen Krag Sehested på 2364 8714 eller chefkonsulent Agnete Aslaug Kjær på 3018 3193.

Læs mere om Københavns Kommune og Økonomiforvaltningen på vores hjemmeside.

Søg via linket senest mandag den 2. september 2024
Vi forventer at afholde samtaler i uge 37.

Om Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er én af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Der arbejder i alt ca. 3.600 medarbejdere i Økonomiforvaltningen, hvoraf ca. 300 af os har kontor på Rådhuset. De fysiske rammer for dit arbejde vil således være Københavns historiske og smukke Rådhus. Her betjener vi overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, og vi er tæt på det politiske liv i kommunen. Sammen har vi fokus på at skabe værdi for københavnerne og København. Du vil på Rådhuset blive en del af et spændende arbejdsmiljø, hvor motivation, trivsel og det gode samarbejde er i højsædet og med gode muligheder for kompetenceudvikling.