Er du passioneret omkring litteratur, ivrig efter at formidle, og trives du med at facilitere og organisere arrangementer?
Arrangementsteamet på Københavns Hovedbibliotek søger en dygtig kollega til at være en del af planlægningen, kommunikationen og afviklingen af arrangementer til voksne, fx forfattersamtaler, skriveworkshops og foredrag.
Som Københavns største bibliotek arbejder Hovedbiblioteket målrettet med litteraturarrangementer og læse-/skrivegrupper til voksne og børn og har sidste år åbnet LIVE, der er vores specialindrettede etage til arrangementer og litteraturklubber. Vi har særligt fokus på det litterære vækstlag, læseklubber, skriveklubber og de mange små nicher inden for litteraturen. Vores tilbud skal fremme læselyst og skabe ivrige læsere på tværs af alder og afsæt.
Du vil indgå i et mindre arrangements- og litteraturklubsteam, der to gange årligt planlægger og udvikler Hovedbibliotekets litteraturarrangementer samt læse- og skriveklubsaktiviteter inden for en allerede fastlagt profil. Teamets opgaver rummer alt fra ideudvikling over kommunikation til afvikling og opfølgning. Du forstår derfor, hvordan et program sammensættes fra de små detaljer til det store overblik og er vant til at arbejde struktureret.
Samtidig skal du have blik for, at arrangementsområdet ser indbydende ud, være en imødekommende vært overfor publikum og optrædende – og også være klar på at tage ansvar for det praktiske og rydde op efter arrangementet.
Ud over at arbejde med arrangementerne på Hovedbiblioteket, kommer du også, i mindre omfang, til at indgå i driften som biblioteksvært. Som vært på biblioteket er du til rådighed for borgernes mange spørgsmål til litteratur, skoleopgaver, digitale bøger, podcasts med mere.
Om opgaven
Teamet og din nærmeste leder bliver dine primære sparringspartnere, og du er bl.a. med til at planlægge og afvikle litteraturarrangementer for voksne.
Derfor er det vigtigt, at du har
- erfaring med alt fra planlægning og kommunikation, til afvikling og opfølgning af arrangementer for børn og deres voksne
- et indgående kendskab til litteratur og tendenser lige nu
- erfaring med at kommunikere effektivt på tværs af forskellige platforme
- erfaring med at stå på scenen og foretage interviews eller moderere samtaler med forfattere
- erfaring med rollen som vært
- erfaring med budgetstyring, faste deadlines og evt. fondsansøgninger
Om dig
Har du fingeren på pulsen og ved, hvorfor romantasy pludselig er superpopulært? Kender du krimilandskabet og ved, hvordan genren udvikler sig? Kan du finde de tre fagfolk, der kan nørde det nyeste inden for young adult?
For at bestride rollen er det vigtigt, at du
- har en stærk iværksætterånd og kan koble nytænkning sammen med faste formater
- har indgående kendskab til litteraturlandskabet med faglig baggrund indenfor litteratur
- har blik for tendenser og talenter i dansk litteratur
- har en stærk lyst og evne til at skabe relationer
- effektivt kan kommunikere på tværs af forskellige platforme
- har et fremragende planlægningsgen
- har erfaring med SoMe og kommunikation
Vi tilbyder
Et spændende, varieret job med litteraturen i centrum med gode kolleger, hvor du har mulighed for at sætte et personligt aftryk og understøtte Københavns Biblioteker. Vi arbejder hver dag for at skabe ivrige læsere, kritiske kulturforbrugere og engagerede borgere.
Stillingen er forankret i afdelingen Biblioteksværter og -aktiviteter, der huser Hovedbibliotekets værtsteams samt står for arrangementer og aktiviteter for børn og voksne samt lydproduktion.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2025 eller snarest derefter.
Du vil blive ansat på 37 timer om ugen, hvor du må forvente arbejde sen eftermiddag og aften i forbindelse med afvikling af arrangementer.
I forbindelse med din ansættelse indhenter vi børneattest.
Yderligere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Daniel Friberg Schmidt på 51 41 02 68 eller Sanne Caft på 26 14 43 10.
Søg via linket senest onsdag den 19. februar 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 9.
Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.