Engageret og fagligt stærk pædagogisk leder til 7-Springeren på Nørrebro

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at lede en lille, hyggelig 0-5 års institution på Indre Nørrebro med et solidt fagligt fundament og en engageret medarbejdergruppe?

Vores pædagogiske leder gennem mange år har valgt at gå på pension, og vi søger derfor en pædagogisk leder til 7-Springeren pr. 1. oktober 2024 eller hurtigst muligt.

7-Springeren består af to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Børnehaven fungerer som delvis udflytter, og de to grupper tager på skift 14 dage ad gangen til vores udflytterbørnehave i Klampenborg tæt på skov og strand.

Vi er i alt 66 børn og er 13 medarbejdere. 7-Springeren har eksisteret på Nørrebro i mere end 40 år og ligger placeret i et hyggeligt gårdmiljø på Kapelvej. 7-Springerens størrelse gør det muligt, at alle børn og voksne kender hinanden, og vi arbejder tæt sammen og hjælper hinanden på tværs.

Vi vægter alle udelivet med børnene højt, både på vores nye legeplads og udemiljø i det lukkede gårdmiljø samt i nærmiljøet. Dette skaber god pædagogisk sammenhæng til børnehavens delvise udflytterprofil.

Vores pædagogiske praksis og børnesyn er velfunderet, efter vi i mange år løbende har prioriteret faglig udvikling. Vi vægter opdeling i mindre grupper hen over dagen, og vi arbejder løbende med temaer planlagt ud fra den styrkede læreplan.

Vi søger en pædagogisk leder, som kan videreudvikle 7-Springerens kultur og pædagogiske praksis og have blik for at fastholde vores velfungerende arbejdsfællesskab og at sætte vores fælles og individuelle kompetencer i spil. I 7-Springeren tager vi alle et stort medansvar, vi er i øjenhøjde og vægter et stærkt samarbejde og et godt arbejdsmiljø. Vores arbejdsfællesskab går på tværs af hele arbejdspladsen og baserer sig på faglig refleksion og sparring, funderet på et stærkt fælles børnesyn. Vi er gode til at undersøge og handle på det, vi observerer for løbende at tilpasse vores praksis, og vi vægter at bevæge os fagligt i fælleskab. Vi er gode til at bevare roen og fagligheden, også pressede situationer.

Vi har et velfungerende samarbejde med forældregruppen, som udviser et stort engagement i forældrerådets arbejde og i deltagelse i årets arrangementer.

Du bliver en del af ledelsesteamet i Klynge A på Nørrebro/Bispebjerg (Klynge NB A), som består af fire andre pædagogiske ledere og en klyngeleder. For at give dig en god start med dine nye opgaver, får du et introduktionsforløb tilpasset din erfaring med ledelse samt dit kendskab til Københavns Kommune. Det indebærer bl.a. løbende samtaler og sparring med klyngeleder og din ledermakker i klyngen samt introprogram og relevante kurser i Københavns Kommune.

Om dig – vores nye leder
Du er engageret, nærværende, tilgængelig og synlig i hverdagen. Du er en stærk kommunikator både på skrift og i tale. Du har en tilgang præget af tillid, dialog og nysgerrighed til børn, forældre og medarbejdere. Du har det godt med at træde i karakter og tage ledelse på stort og småt og har samtidig en inddragende ledelsesstil.

Du har blik for de individuelle kompetencer i medarbejdergruppen og forstår at understøtte disse til videre udvikling med fokus på den fælles kerneopgave. Du ønsker at være en del af ledelsesteamet i klyngen og at bidrage aktivt til den fælles ledelse af vores klynge. Du er uddannet pædagog og har gerne ledelseserfaring. Hvis du ikke har, er 7-Springeren et godt sted at starte din ledelseskarriere. Du har måske en efteruddannelse indenfor ledelse eller pædagogik. Hvis ikke, kan vi tilbyde muligheder for dette.

Som pædagogisk leder skal du varetage ansvaret for den daglige drift, personaleledelse samt arbejdet med den pædagogiske udvikling i institutionen. Derfor er det en fordel, hvis du kan jonglere med faglig ledelse tæt på børn og medarbejdere og samtidig have flair for det administrative, for overblik og struktur.

Det kan vi tilbyde dig

  • Et tæt samarbejde i ledelsesteam i Klynge NB A. Du vil få løbende sparring, vejledning og støtte i ledelsesteamet, og samtidig får du stor medindflydelse på klyngens pædagogik, fundament og retning. Som team arbejder vi målrettet med at rykke nærmere hinanden i den fælles opgaveløsning at lede en klynge. Vi løser opgaver på tværs af klyngen og tilstræber at understøtte og hjælpe hinanden, ny som erfaren.
  • At du får mulighed for at stå i spidsen af en dejlig institution, for at skabe rammer for en god dagligdag med mulighed for fordybelse, udforskning, leg og læring.
  • Mulighed for kurser og efteruddannelse. Inden længe starter ledelsesteamet sammen på en 2-årig lederuddannelse sammen med de øvrige klynger på Nørrebro/Bispebjerg. Her vil der blandt andet være fokus på KIDS metoden.
  • I klyngen er vi bl.a. optagede af højkvalitet i den pædagogiske praksis og har for tiden særligt fokus på den professionelle relationskompetence. Klyngen ønsker at understøtte og udvikle vores fælles pædagogiske grundlag, og vi har indgået samarbejde med Tea Thyrre Sørensen i et forløb omkring den neuropsykologiske tilgang.
  • Medarbejdergoder i Københavns Kommune, fx rabat til Tivoli, fitness og mulighed for at leje billige sommerhuse gennem Feriefonden mv.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt og er til besættelse fra den 1. oktober 2024.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og forhåndsaftale. Ved eventuel ansættelse indhenter vi straffe- og børneattester og tager referencer.

Yderligere oplysninger
Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til klyngeleder Gitte Møller på 2545 1464, og vi ser gerne, at du laver aftale om at komme forbi til en snak og rundvisning.

Søg via linket senest fredag den 16. august 2024
Vi afholder to samtaler, hhv. den 22. og 28. august 2024. De kandidater der går videre til 2. samtale skal være indstillet på at gennemføre en test for at understøtte, at vi finder det bedste match til stillingen.