Engageret børnebibliotekar til bibliotekerne i Kultur og Fritid Valby
Søg jobbet
Brænder du for at formidle børnelitteratur? Forstår du at holde børn og unges opmærksomhed fanget gennem både fysisk og digital formidling? Kan du lide at skabe og dyrke de faglige relationer med henblik på at udvikle børns læseglæde og -lyst? Så har vi en spændende stilling til dig.
Vores kommende kollega skal have særligt fokus på børnenes overgang fra daginstitution til skole og samarbejde med de relevante lokale institutioner. Det er vigtigt for os at finde en kollega, som sætter pris på og kan se værdien i at betjene alle typer af besøgende på bibliotekerne i Valby, og som brænder for børnelitteraturen bredt set.
Du er med til at sætte fokus på børnenes møde med litteratur og biblioteket både via formidling og aktiviteter for børnefamilier, daginstitutioner og skoler. Sammen med børnebibliotekarteamet skal du være med til at fastholde de gode relationer og dyrke det lokale samarbejde. Du kommer til at arbejde med større læsekampagner for Københavns Biblioteker og kulturfestivaler, såsom f.eks. Folehave Festival og Vi elsker bøger. Du vil desuden skulle bidrage til at udvikle og afvikle faste aktiviteter for førskolebørn.
Du bliver redaktør på bibliotekernes hjemmeside med fokus på digital formidling på sociale medier, der kan inspirere børn og børnefamilier.
Du trives med biblioteksbetjening, hvor det gode relationelle værtskab altid er i højsædet.
Vi tilbyder
- en uhøjtidelig arbejdsplads i en bydel med mange muligheder
- alsidige arbejdsopgaver med rum for kreativitet i opgaveløsningen og kollegial sparring
- indflydelse på egen hverdag og opgaveløsning
- et velfungerende arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kollegaer, hvor der både arbejdes lokalt med Valby og på tværs af Københavns 20 biblioteker
Vi forventer, at du
- har en relevant uddannelse, fx. bibliotekar DB, cand. scient.bibl. eller skolelærer – erfaring fra lignende biblioteksarbejde er en fordel
- elsker børnelitteratur og brænder for at formidle den
- naturligt kan kommunikere den gode historie overfor både biblioteksbrugere og kollegaer på tværs af Københavns Biblioteker
- er opsøgende, indtager biblioteksværtsrollen og møder forskellige mennesker i øjenhøjde
- er imødekommende og god til at indgå i nye relationer med såvel kollegaer som samarbejdspartnere
- har lyst til at være med til både at udvikle og afvikle vores mange tilbud til børn og unge
- kan benytte Cicero som arbejdsredskab
- er erfaren i samarbejdet med en boligsocial helhedsplan, hvilket vil være en fordel, men ikke et krav
Om Kultur og Fritid Valby
Kultur og Fritid Valby er en af ti bydelsenheder i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Bydelsenheden består af to biblioteker, Vigerslev Bibliotek og Valby Bibliotek og to kulturhuse, værkstedsfaciliteter og idrætsanlæg. Vi sætter en dyd i at arbejde på tværs af fagligheder og institutioner, når det giver mening for at udvikle de stærkeste kultur- og fritidsoplevelser både for og med borgerne.
Ansættelsesvilkår
Vi tilbyder løn- og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer i henhold til gældende overenskomst.
Du bliver ansat i bydelen Kultur og Fritid Valby og kan forvente, at stillingen indebærer arbejdsopgaver og vagter på begge biblioteker. Du vil dog primært være tilknyttet Vigerslev Bibliotek.
Du ansættes på 32 timer ugentligt og vil som udgangspunkt have 2-3 ugentlige udlånsvagter kl. 14.00-17.00 og vagt hver tredje lørdag kl. 10.00-14.00.
Vi ønsker stillingen besat den 1. januar 2025 eller hurtigst muligt derefter.
Vi indhenter børneattest samt reference i forbindelse med ansættelsen.
Yderligere informationer
Vil du vide mere om stillingen eller arbejdspladsen, er du velkommen til at kontakte faglig leder Johan Kjærulff Rasmussen på 21 54 83 47 kl. 08.00-09.00 i hverdagene.
Søg via linket senest mandag den 18. november 2024
Vi afholder første ansættelsessamtaler torsdag den 21. november 2024 og en eventuel anden samtale tirsdag den 26. november 2024.
Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen er Danmarks største kulturforvaltning. Vores arbejdsopgaver spænder bredt fra idræt, kultur og borgerservice til huslejenævn, folkeregister, vielser og afvikling af valg og folkeafstemninger. I Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder vi for at skabe de bedste rammer for kultur- og fritidslivet i København – og i samarbejde med københavnerne at skabe en by, der lever og udvikler sig. Vi er en politisk ledet organisation og har til opgave at understøtte og udleve politiske beslutninger. Alt sammen med det overordnede formål at give københavnerne et bedre kultur- og fritidsliv og være en åben og professionel indgang til Københavns Kommune.