Engagerede pædagoger til Prinsesse Thyra – for dig, der brænder for faglig udvikling, nærvær og et stærkt samarbejde
Har du lyst til at arbejde i en lille institution, hvor omsorg og nærvær er grundlaget for alt, hvad vi gør? Hvor du som pædagog har mulighed for at fordybe dig i dit fag, indgå i et engageret og udviklingsorienteret team og opleve en hverdag, hvor børnene føler sig set og mødt?
Prinsesse Thyra søger to fagligt stærke pædagoger til både vuggestue og børnehave til ansættelser på 30-37 timer om ugen.
Hvem er vi?
Prinsesse Thyra er placeret i en charmerende ældre bygning centralt på Nørrebro, som med sine hyggelige kroge og fællesrum skaber en tryg og hjemlig atmosfære. Vores børnegruppe består af 10 vuggestuebørn på en stue og 35 børnehavebørn fordelt på to stuer. I børnehaven har vi seks basispladser. Vi arbejder målrettet med små grupper for at sikre, at hvert barn får opmærksomhed og støtte i deres udvikling. Vores legeplads bag huset giver mange muligheder for kreativ og motorisk udfoldelse, og vi bruger også byens øvrige legepladser og tilbud aktivt.
En institution med fokus på faglighed og udvikling
Som en del af Prinsesse Thyra bliver du en del af en personalegruppe, der prioriterer faglig sparring og dialog højt. Vi har en tæt relation mellem ledelsen og medarbejderne og arbejder med en teamstruktur, hvor vi sikrer, at der er tid og rum til faglige refleksioner og fælles udvikling. Vores tætte arbejdsfællesskab gør det muligt for os at tage fælles ansvar for børnenes trivsel og personalets faglige udvikling. Her er det en naturlig del af hverdagen at udveksle viden og erfaringer og løbende reflektere over vores praksis for at styrke det pædagogiske arbejde. Vi er en del af Nørrebro/Bispebjergs Klynge A, der består af fem institutioner med en fælles klyngeleder.
Vores tilgang til børnene
I Prinsesse Thyra arbejder vi ud fra en grundlæggende tro på, at børnene skal føle sig trygge og mødt for at trives og udvikle sig. Vi fokuserer på at skabe en hverdag, hvor personalet er til stede i børnehøjde, engageret i deres leg og relationer. Vi ser nærvær og omsorg som afgørende, og vi arbejder struktureret med planlægning og evaluering for at sikre, at vores indsatser har positiv effekt på børnenes oplevelser og udvikling.
Din rolle i Prinsessse Thyra
Vi søger dig, der møder både børn, kollegaer og forældre med nysgerrighed og anerkendelse. Du skal kunne balancere rollen som den trygge og tydelige voksne med evnen til at engagere dig i børnenes verden og samtidig kunne reflektere fagligt over praksis. Hos os vil du få mulighed for at byde ind med din faglige viden og erfaringer, og du skal have mod på at videreudvikle vores fælles pædagogiske praksis sammen med dine kollegaer.
Et stærkt forældresamarbejde
Prinsesse Thyra har et tæt samarbejde med vores engagerede og imødekommende forældregruppe. Forældrene støtter aktivt op om vores hverdag og vores fælles arrangementer, og vi lægger vægt på åben dialog og gensidig respekt i samarbejdet.
Bliv en del af Prinsesse Thyra, og vær med til at skabe en hverdag præget af omsorg, nærvær og et stærkt fagligt fundament.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Opstart pr. 1. januar 2025 eller snarest derefter.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.
Yderligere oplysninger
Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen og vores institution, er du meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende samtale på telefon eller et besøg i institutionen. Kontakt pædagogisk leder Ann-Kristine Nielsen på 24 75 19 91.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 3. december 2024