Energi- og klimamedarbejder til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune (barselsvikariat)

Søg jobbet

Politik og administration
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Brænder du for klimaet, og har du lyst til at arbejde for Københavns mål for grøn energi? Har du stærke kompetencer inden for energi, beregninger, og projektledelse? Trives du med opgaver i en politisk kontekst?  

Så har vi måske en stilling til dig. Vores ekspert på fjernvarme og energisystemer skal på barselsorlov, og vi har brug for en ny kollega, som skal arbejde med klimaplanens initiativer på energiområdet og især fjernvarme og de planmæssige forudsætninger for omlægning fra biomasse til varmepumper, elkedler, lavtemperatur mv.

Vi er i gang med at udvikle Klimaplan 2035, som vil indeholde nye mål og indsatser for både energi, forsyning og mobilitet i byen. Klimaplanen har et mål om at opnå klimapositivitet i 2035, og som noget nyt skal den fastsætte mål og indsatser for at halvere CO2-aftrykket fra københavnernes forbrug af fx materialer, varer og services.

I 2024 har vi fokus på de nye opgørelsesmetoder og virkemidler samt udvikling af initiativer med inddragelse af professionelle aktører. Sammen med energiselskaberne er vi ved at lægge sidste hånd på en energistrategi med grundprincipper for udviklingen af energiområdet i København. Klimaplanen skal indeholde mål og initiativer, der understøtter udviklingen.

Vi arbejder internt mellem forvaltninger i Københavns Kommune, med eksterne parter i den private sektor og med universiteter. Vi har samarbejde med andre byer, hvor vi lærer af, hvad de arbejder med, ligesom andre byer lærer fra erfaringerne i København.

Stillingen er tidsbegrænset med start den 1. november 2024 eller evt. før og forventet et år frem.

Om dig

  • Du har en uddannelsesmæssig baggrund indenfor energi eller klima, og du har arbejdserfaring på klima- og energiområdet.
  • Du har indblik i energipolitik, energiproduktion og fjernvarmesystemet.
  • Du har kendskab til Københavns mål på klima- og energiområdet.
  • Du er struktureret og god til at planlægge og gennemføre opgaver og aktiviteter.
  • Du kan formidle komplekse problemstillinger på en letforståelig måde.
  • Du er hurtig til at tilegne dig ny viden, og du er god til at kommunikere med og skabe tillid til samarbejdspartnere både internt og eksternt.
  • Du er en god holdspiller, som både evner at arbejde selvstændigt med opgaven og i tæt samarbejde med dine kolleger.
  • Du har gode kommunikative evner både skriftligt og mundtligt på dansk og på engelsk.

Arbejdsopgaver
I stillingen vil du få følgende opgaver:

  • Arbejde med initiativer inden for energiproduktion, som f.eks. etablering af varmepumper (herunder særligt arealer til disse), Carbon Capture, vind og fleksibelt energisystem
  • Være faglig kontakt- og sekretariatsperson i forhold til kommunens deltagelse i CTR's bestyrelse
  • Udarbejde materiale til borgmester og politiske udvalg samt besvare spørgsmål fra forvaltningen vedrørende energi
  • Være en del af samarbejdet i 'Energi På Tværs'
  • Bidrage til monitorering af klimaplanen, herunder vurdering af CO2-effekt og økonomi i initiativerne inden for energiproduktion
  • Bidrage til at afrapportere til internationale bynetværk såsom fx C40 igennem CDP

Generelt løses opgaverne i dialog med kolleger i teamet. Du vil desuden have et tæt samarbejde med HOFOR og andre selskaber, der har initiativer, der bidrager til implementeringen af klimaplanen samt med kolleger på affaldsområdet.

Om os
Stillingen er i Energiteamet, som arbejder med den nuværende klimaplan 2025 og med udviklingen af den nye klimaplan 2035 med fokus på energiområdet og CO2-udledninger indenfor Københavns geografi. I teamet er vi p.t. otte medarbejdere.

Du vil blive ansat i Klimaområdet i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor vi i 2024 er ca. 30 medarbejdere og to chefer. Området er præget af stor faglighed, højt engagement, gode samarbejdsevner og lyst til at skabe resultater sammen. Området er organiseret i to enheder med i alt fire teams, der arbejder med implementeringen af den nuværende klimaplan, udviklingen af den nye klimaplan, klimapartnerskaber og stormflodssikring.

Du bliver en del af afdelingen Klima og Byudvikling, der med helhedssyn, nysgerrighed og høj faglighed løser opgaver indenfor affald og ressourcer, klimaindsatser, byplanlægning, almene boliger, udsat by og analyser. Afdelingen har cirka 350 ansatte fordelt på 14 faglige enheder og et sekretariat, der alle brænder for at gøre København til en endnu bedre og mere bæredygtig by at leve, bo og bygge i.

Vi mener, at de gode løsninger bliver stærkere og mere effektfulde, når vi løser dem sammen – koordineret og på tværs af fag, enheder og myndighedsområder. Vi har desuden som norm at gøre det ordentligt – og vi gør det for København. Vi har det lange lys på og har formuleret en fælles strategi, der sætter retning for vores arbejde de kommende år.

Som ansat i Københavns Kommune har du arbejdsforhold, der gør det muligt for dig at få balance mellem arbejds- og privatliv, idet du får en arbejdsuge på gennemsnitlig 37 timer, inkl. frokostpause samt flextid. Vores kontor ligger centralt placeret i Njalsgade, Islands Brygge.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Pil Damgaard Hasselager på 3032 4462 eller enhedschef Charlotte Korsgaard på 2686 5981.

Søg via linket senest tirsdag den 17. september 2024
Vi holder ansættelsessamtaler den 26. september 2024.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.