Diætist til nyt 4-årigt projekt for +65-borgere med geriatriske problemstillinger i Center for Længerevarende Boformer

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Vi søger en dedikeret diætist, der vil være den ernæringsfaglige ekspert i et tværfagligt team og arbejde med innovative ernæringsstrategier, der forebygger sygdomme og fremmer sundheden. Er du klar til at rådgive, formidle og skabe positive forandringer for vores borgere i Center for Længerevarende Boformer?
Du bliver en del af Center for Længerevarende Boformer (CLB), hvis kerneopgave er at støtte borgerne på vores botilbuds muligheder for livsmestring. Vil du være en del af et team, som bevæger sig indenfor det socialpædagogiske område, så læs med her!

I CLB er vi så heldige at gå på arbejde for at samarbejde med en masse skønne mennesker med forskellige former for handicap, komorbiditeter og støttebehov. Vi har længerevarende botilbud, og beskæftigelses- og dagtilbud under vores centerhat og vi dækker områderne autisme, multiple funktionsnedsættelser, socialpsykiatri, hjerneskade og synshandicap. Det betyder, at opgaverne er mangeartede, og du vil møde stor kompleksitet.

Vi arbejder løbende med at øge vores faglige indsats på botilbuddene og skal til at lancere et nyt projekt – det er her, vi har brug din ernæringsfaglige ekspertise som diætist. Arbejdstiden er fleksibel, og du kommer primært til at arbejde i dagtimerne på hverdage.

Hvad bliver du en del af?
Projektet '+65 TEAM, faglighed og kvalitet hos borgere med geriatriske problemstillinger' skal understøtte, at borgere på +65 bosat i CLB's botilbud mødes med en sundhedsfaglig ekspertise og viden i forhold til geriatriske problemstillinger ligeledes med særligt fokus på demens, palliation og ernæringsmæssige forebyggelse/problemstillinger. Samtidig er en gren i +65-projektet også at sikre vidensdeling og læring til personalet på botilbuddene, således at de styrkes i forhold til deres faglige kompetencer indenfor sundhed, sygepleje og ernæring.

Som diætist i +65-teamet vil du indgå i et team med tre sygeplejersker, og på sigt vil der være mulighed for at udvide teamet. Teamet skal være fleksibelt i at flytte sig mellem de tilbud, der findes i CLB og skal være selvdækkende ved teamkollegers fravær.

Grundig onboarding over flere måneder – tid til nysgerrighed
Når du bliver en del af +65-teamet får du et længerevarende onboardingforløb, hvor du bl.a. skal være med til at definere, hvordan teamet kan komme bedst fra start. Med andre ord vil rammerne være sat, men du i vil stillingen få stor indflydelse på egen og teamets opgaveportefølje, organiseringen af arbejdet og i projektets fremdrift. Samtidig vil du i de første måneder komme rundt i organisationen og snuse til de forskellige tilbud og områder.

Hvad skal du lave?
Som diætist i +65-teamet vil du sammen med dine sygeplejerskekolleger indgå i et tæt samarbejde med de lokale medarbejderteams på botilbuddene og deres ledere. Dit fokus vil være i på borgere, som er +65, hvor du skal varetage systematisk screening af +65-borgere på botilbud ift. ernæringsmæssige problematikker og samtidig motivere og rådgive medarbejdere i at sammenflette denne viden i det socialpædagogiske og sundhedsfaglige arbejde med borgerne. Du skal dog også have blik på de borgere under 65 år, som er på vej til at udvikle aldersbetinget ernæringsproblematikker. Derudover skal du

  • samarbejde med borgerne og medarbejderne på botilbuddene om at afklare borgerens ernæringsfaglige støttebehov og støtte borgerne i deres muligheder for at kunne mestre eget liv
  • vejlede, rådgive, undervise og støtte medarbejderne i det ernæringsfaglige arbejde med borgerne
  • medvirke til at udvikle den sundhedsfremmende indsats i CLB, det kunne fx være at udvikle kriterier for forebyggelse af fx underernæring, overvægt eller fejlernæring
  • sikre, at relevant ernæringsfaglig viden er tilgængelig på botilbuddene, fx viden om dysfagi, underernæring m.m.
  • planlægge kostplaner

Vi kunne godt tænke os, at du

  • er diætist eller har en professionsbachelor i ernæring og sundhed med klinisk diætik, og du har gerne erfaring med ældreområdet, som giver dig en solid faglig ballast i relation til geriatriske problematikker
  • naturligt har forståelse for mennesker med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne
  • har stærke samarbejdsevner og evnen til at gå i front og sætte fokus på tværfaglighed, da flere faglige perspektiver er essentielle i arbejdet med borgernes trivsel
  • er anerkendende og motiverende og er god til at skabe relationer i organisationen, da du ofte vil have kontakt med både kolleger og borgere
  • trives i rollen som faglig rådgiver og formidler, er stærk både på skrift og i tale og har solide dokumentationsevner
  • kan arbejde selvstændigt, da din nærmeste leder med sygeplejerskebaggrund ikke altid er fysisk til stede, men er kun et opkald væk
  • trives med at arbejde projektorienteret, hvor der løbende udvikles på projektets form til gavn for borgerne i CLB

Lidt om os og organisationen  
Du bliver en del af et ambitiøst center (CLB), som rummer alle Socialforvaltningens botilbud, der er godkendt til længevarende ophold inden for socialpsykiatri, autisme, multiple funktionsnedsættelser, hjerneskade og synshandicap. Vi arbejder for, at borgere med omfattende støttebehov har mulighed for at leve gode og selvstændige liv. Derfor hjælper vi borgeren hurtigt og mindst indgribende mod øget livsmestring. Vores fælles kerneopgaven er dermed borgernes livsmestring.

Det praktiske
Din arbejdstid vil være fleksibel, men forventes lagt primært i dagtimerne i hverdagene. Der kan opstå enkeltstående behov for, at du er på arbejde en weekend, i aftentimerne eller på helligdage. Du skal veksle mellem forskellige matrikler i CLB. Det er derfor vigtigt, at du er fleksibel i din måde at arbejde på og er villig til at rykke dig til dér, hvor det giver bedst mening, du er. Du vil være en del af et team på i alt fire kolleger, en koordinator og en afdelingsleder.

Løn- og ansættelsesvilkår 
Stillingen er en projektstilling på fuld tid foreløbig til om med 2028 og er til besættelse hurtigst muligt, dog senest den 1. juni 2025. Der er gode muligheder for, at projektet forlænges. Løn efter overenskomst for syge- og sundhedsplejersker, ernæringsassistenter, professionsbachelorer i ernæring og sundhed, farmakonomer, tandplejere m.fl. Vi indhenter referencer og straffeattest i forbindelse med evt. ansættelse. 

Mere information 
Hvis du er nysgerrig og har interesse i stillingen, er du velkommen til at kontakte proces- og projektleder Maibritt Goldman på 61 38 83 27 for at høre mere – Maibritt byder også gerne på en kop kaffe..

Søg via linket senest mandag den 7. april 2025
Vi planlægger at afholde 1. samtaler den 10. og evt. den 14. april og 2. samtaler den 25. april. I forbindelse med 2. samtale vil der være en case.