Datamedarbejder til Data og Analyse

Søg jobbet

IT og digitalisering
Fuldtid
Fastansættelse

Har du lyst til at arbejde med data i Københavns Kommunes socialforvaltning? Vi er ambitiøse på datadagsordenen og vil gerne levere værdiskabende data til vores politikere, ledere og medarbejdere, så de bedre kan styre og prioritere i en kompleks hverdag.

I Socialforvaltningen vil vi gerne være endnu bedre til at understøtte det socialfaglige arbejde med relevante og brugbare data og analyser. Vores datatilgang og -forståelse er bred, men med hovedfokus på de kvantitative data, som vi indsamler i vores sagsbehandlingssystemer.

Vi søger en datamedarbejder til Center for Digitalisering, Data og Analyse, som har forretningsforståelse.

Du vil få en vigtig rolle i centerets opgave med at udvikle datarapporter til ledere og medarbejdere samt gennemføre analyser, der leder frem til ny sammenstilling af data og nye indsigter i socialområdet. I Socialforvaltningen arbejder vi med komplekse, sociale problemstillinger og behov, hvor der ikke nødvendigvis er fokus på strukturerede data. Det er væsentligt, at du kan omsætte og operationalisere ledernes videns- og styringsbehov til meningsfulde og letlæselige analyser og visualiseringer i Power BI. Du skal derfor synes, det er sjovt at formidle komplekse data på en måde, så det kan understøtte lederne nemt og hurtigt i deres hverdag.

Du vil indgå i en enhed, hvor dine kolleger – ligesom dig – er forretningsorienterede analytikere med indsigt i data. Konkret udviklingsarbejde ned mod vores datavarehus varetages i dag af vores dygtige udviklere, som du vil komme til at arbejde tæt sammen med.  

Om dig
Vi lægger vægt på, at du

  • har en relevant uddannelse på kandidatniveau eller lignende – du må gerne være relativ nyuddannet eller have et par års erfaring
  • har erfaring med databehandling fra behovsafdækning, operationalisering og behandling til analyse og formidling
  • har erfaring med at udvikle datamodeller i samarbejde med udviklere og forretning og kan dermed hjælpe med at ’oversætte’ forretningsbehov til dataudtræk og datarapporter
  • har interesse for socialområdet, hvor vi har et stort behov for bedre indsigter i, hvad der virker, når vi igangsætter indsatser for udsatte borgere
  • er god til at skabe relationer og komme i kontakt med forskellige fagligheder på forskellige niveauer
  • har erfaring med og interesse for Microsoft Power BI eller andre BI værktøjer

I Data og Analyse arbejder vi agilt, dvs. at vi på tværs af både dataanalytikere og udviklere anvender SCRUM-metoder, så vi kan planlægge opgaver bedst muligt. Det er derfor en fordel, du kender til agile arbejdsmetoder.

Vi tilbyder

  • et spændende og udviklende job i en politisk styret organisation inden for et meningsfuldt fagområde
  • mulighed for at sætte dit præg på, hvordan vi fremstiller vigtig viden om socialområdet og sætte retning for de analyser, der skal til for at understøtte styring på et komplekst fagområde
  • et rart, inspirerende og kreativt arbejdsmiljø med engagerede og dygtige kolleger og plads til nytænkning
  • store kontaktflader til fagområder, hvor der ydes højt specialiserede indsatser til københavnere med brug for støtte
  • stor selvstændighed i din opgavevaretagelse og gode mulig­heder for personlig og faglig udvikling
  • fleksibilitet i din arbejdstilrettelæggelse, så du kan få arbejde og fritid til at hænge godt sammen

Om Center for Digitalisering, Data og Analyse (CDDA)
CDDA betjener Socialforvaltningen på digitaliserings- og dataområdet, herunder levering af drift af fagsystemer, digitaliseringsprojekter og dataleverancer med fagdata. Vi er fra den 1. januar 2025 etableret som et tværgående administrativt center med lidt over 80 medarbejdere. Du kommer til at indgå i en dynamisk enhed for Data og Analyse med dygtige kolleger med forskellige fagligheder og forskelligartede opgaver.

Vi bor lige ved vandet på Islands Brygge 37.

Om Socialforvaltningen generelt
Socialforvaltningen i Københavns Kommune er landets største socialforvaltning, og vores vigtigste opgave er at sikre et godt, meningsfuldt og værdigt liv for byens borgere med særlige behov – fx borgere med handicap, sindslidelser, hjemløseproblematikker eller udsatte børn og unge. Socialforvaltningen har over 200 arbejdspladser og omkring 7.000 medarbejdere.

Ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes i henhold til gældende overenskomst. Forventet start den 1. juni 2025 eller hurtigst muligt herefter.

Mere information
For yderligere information kan du kontakte enhedschef Solveig Svendsen på 29 60 36 75 eller centerchef Katja Prause på 24 52 66 74.

Søg via linket senest onsdag den 2. april 2025
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 10. april 2025.