Dansklærer med mulig læsevejlederfunktion til specialklasserække Dyvekeskolen kat. 3
Har du pionerånd, og drømmer du om at udfolde din faglighed og gøre en forskel for børn med særlige udfordringer? Så er det måske dig, vi leder efter som lærer til vores nye specialklasserække for normaltbegavede elever med forskellige funktionsnedsættelser inden for autismespektret og ADHD.
På Dyvekeskolen arbejder vi med udgangspunkt i visionen: ” Vi kan, vi vil, vi tør! Vi gør en forskel”. Og lige nu leder vi efter en entusiastisk dansklærer til mellemtrinnet der synes, at det kunne være spændende at være med til at forme og udvikle den pædagogiske praksis og læringsmiljø.
Du træder ind i en afdeling med 9 klasser fra 1. klasse til og med 9. klasse. Hver klasse er normeret til otte elever. Du vil indgå i et hovedteam omkring klassen bestående af tre personaler, derudover vil der være tilknyttet pædagogisk personale fra KKFO’en i dele af undervisningen.
Du skal kunne rumme, at alle svar ikke er givet på forhånd og være villig til positivt at indgå i en udviklingsproces. Til gengæld får du en unik mulighed for at være medskaber af verdens bedste specialklasserække.
Specialklasserækken skal på sigt ligge i egen bygning ved Dyvekeskolen, men indtil den står færdig i 2029, ligger vores specialklasserække i pavilloner beliggende ved Sundholm – knap 2 km fra resten af skolen.
Vores ønsker til dig
Vi arbejder med et ressourceorienteret børnesyn, og vi mener, at vores fineste opgave er at skabe en tryg skolegang, hvor vores elever oplever faglig og personlig udvikling. De har brug for voksne, der ser dem og deres potentialer – ikke kun deres diagnoser. Vi ønsker, at du er løsningsorienteret og tager ansvar for både elevernes faglige-, sociale- og personlige udvikling.
Vi har brug for dig, der
- har erfaring med målgruppen
- kan være rollemodel for eleverne, vise vejen, skabe trygge rammer og tage ansvar for elevernes læring
- ser teamsamarbejde som en styrke og er åben for sparring både på fælles og egen praksis
- har gode samarbejdskompetencer og er optaget af at styrke samarbejdet på tværs af faggrupper samt samarbejdet med forældrene
- er drevet af lysten til at skabe den bedste skolegang for børn med særlige behov
- er linjefagsuddannet i dansk
- evt. er uddannet som læsevejleder eller har mod på at varetage opgaven med mulighed for efteruddannelse
- har lyst til at undervise på mellemtrinnet
Vi kan tilbyde
En positiv og energisk personalegruppe, som løfter i flok. Et teamsamarbejde, som bygger på tillid, tryghed og respekt for hinanden. At du får mulighed for at være med til en præge den kultur, vi så småt er ved at opbygge. Du bliver en del af Dyvekeskolen, hvor relationsarbejdet er i centrum på alle klassetrin. Du får et lederteam, som er fokuseret på, hvordan vi får børnene til at lykkes, og hvordan vi skaber trivsel for alle medarbejdere på arbejdspladsen.
Om Dyvekeskolen
Det er vigtigt, at alle elever oplever en tryg og fagligt udviklende skolegang. Positive og sunde relationer mellem skolens medarbejdere og elever er helt grundlæggende for elevernes personlige, sociale og faglige udvikling.
Dyvekeskolens almenafdeling er en basisskole med 680 elever fra 0.-6. klasse. Udover denne specialklasserække, som er en kategori 3, så har skolen også en specialklasserække for elever med generelle indlæringsvanskeligheder fra 0.-10.klasse med 90 elever, som har lokaler på Dyvekeskolen sammen med almendelen. Eleverne i specialklasserækkerne kommer fra hele København.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst.
Ansættelse er på fuldtid med start den 1. august 2025.
Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen, så er du meget velkommen til at kontakte daglig leder Vicki Westh på 29 77 06 44.
Du kan læse mere om Dyvekeskolen her: Dyvekeskolen.
Udover din ansøgning beder vi dig uploade CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 6. maj 2025
Vi forventer at afholde samtaler i uge 19 eller 20.