Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) i København søger en logopæd til fastansættelse i Hjerneskadefaggruppen

Søg jobbet

Undervisning
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Er du logopæd, og brænder du for hjerneskadeområdet? Så er du måske vores nye kollega i Hjerneskadefaggruppen på CSV.

Hjerneskadefaggruppen på CSV består af 6 logopæder, 1 speciallærer og 1 neuropsykolog. Faggruppen tilbyder specialundervisning for voksne til borgere med følger efter erhvervet hjerneskade, herunder også progredierende lidelser. Borgernes vanskeligheder består af bl.a. afasi, dysartri, kognitive kommunikationsvanskeligheder og kognitive vanskeligheder. Formålet med undervisningen er at afhjælpe eller begrænse virkningerne af disse funktionsnedsættelser og fremme mulighederne for aktiv deltagelse i samfundslivet bl.a. ved hjælp af kompenserende strategier.

I samarbejde med borgeren arbejder vi med tale-/sproglige vanskeligheder, læsning, skrivning, regning, alternativ kommunikation, hukommelse og koncentration, planlægning og struktur, hjernetræthed samt brug af computer, tablet, mobiltelefon eller andre kommunikationshjælpemidler. Vi tilbyder både individuel undervisning og holdundervisning til borgere med følger efter hjerneskade og deres pårørende.  

Jobindhold

  • Udredning af borgernes tale-/sproglige, kommunikative og kognitive vanskeligheder og behov for undervisning
  • Undervisning af borgere med tale-/sproglige, kommunikative og kognitive vanskeligheder
  • Undervisning og vejledning af pårørende og fagpersonale
  • Formulering af relevante mål for undervisningsforløbet og evaluering af disse mål i samarbejde med borgeren
  • Dokumentation og journalarbejde vedr. de enkelte sagsforløb
  • Deltagelse i relevant mødeaktivitet såsom faggruppemøder, pædagogiske dage, samarbejdsmøder med eksterne samarbejdspartnere, personalemøder m.m.

Vi forventer at du

  • er uddannet logopæd. Det vil være en fordel, hvis du har været på SCA- og/eller Kom-til-kursus
  • har grundig viden og erhvervsmæssig erfaring inden for området
  • er i stand til at tilrettelægge undervisning, som inspirerer og udvikler vores borgere
  • har et helhedsorienteret menneskesyn
  • er i stand til at indgå i samarbejde med borgerens omgivelser
  • er god til relationsarbejde og har en anerkendende tilgang
  • har nemt ved at tage initiativ og skifte kurs, når det er nødvendigt
  • har gode samarbejdsevner
  • har gode formidlingsevner
  • trives med at arbejde både selvstændigt og i et team

Vi tilbyder

  • en organisation med fagligt stærke, kreative og samarbejdsorienterede kolleger  
  • en arbejdsplads, hvor du har mulighed for at præge indholdet af din arbejdsdag  
  • en arbejdsplads, der vægter tværfagligt samarbejde, godt kollegaskab og trivsel meget højt
  • et velfungerende team med en stærk kultur for faglig sparring, hvor vi deler både de gode historier og det, der er svært
  • nærværende ledelse
  • mulighed for faglig opkvalificering ved kurser og konferencer

Om CSV  
CSV er Københavns Kommunes kommunikationscenter og har en normering på ca. 65 undervisere. Vi har tilbud til voksne med vanskeligheder inden for områderne høre, syn, sprog, tale og stemme samt erhvervet hjerneskade og psykiske vanskeligheder. På CSV arbejder vi bl.a. efter lov om specialundervisning for voksne. CSV tilbyder desuden Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

Løn- og ansættelsesforhold 
Stillingen er på 25 timer om ugen. Ansættelse og løn er efter gældende overenskomst. Tiltrædelse er den 1. december 2024. CSV har to afdelinger i hhv. Bystævneparken i Brønshøj og Frankrigsgade på Amager. Du skal være indstillet på at kunne arbejde på begge matrikler. Det er planen, at CSV skal flytte til Østerbro i løbet af 2025. 

Som udgangspunkt bruges ca. halvdelen af arbejdstiden på undervisning og halvdelen til forberedelse, efterbearbejdning, møder og lignende aktiviteter.  

Københavns Kommune har en ligestillingspolitik, der skal sikre, at arbejdspladserne afspejler befolkningssammensætningen i kommunen samt, at ligestilling mellem mænd og kvinder fremmes.

Yderligere information
Du kan finde flere informationer på www.csv.kk.dk.

Du kan kontakte afdelingsleder Marie Groth på 2939 9739 for supplerende oplysninger.  

Søg via link senest søndag den 6. oktober 2024
Ansættelsessamtaler afholdes fredag den 11. oktober 2024.