Børnehuset Vestre Teglgade søger to omsorgsfulde og livsglade pædagogmedhjælpere til vores fantastiske børnehave
Er du omsorgsfuld, og synes du, at 3-6-årige børn er fantastiske små mennesker? Værdsætter du kvaliteten af de små ting i hverdagen, og begejstres du sammen med børnene over dette, så kom og bliv en del af vores hold.
Børnehuset Vestre Teglgade er en integreret institution med tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. I Børnehaven har vi op til 24 børn pr. stue. Vi arbejder tæt sammen, vi respekterer hinanden og hjælper, hvor der er behov for det.
I vores pædagogiske virke arbejder vi ud fra en professionel og anerkendende tilgang, hvor vi vægter at skabe et trygt, nysgerrigt, eksperimenterende og legende børneliv. Vi har fokus på relationer, sprog og opmærksomhed. Disse tre elementer mener vi udgør grundstammen for alt andet. Hvis disse tre elementer er til stede, er vi – børn og voksne – i stand til at indgå i sociale sammenhænge, lære af dem og tilbyde egne ressourcer til fællesskabet. Vi øver derfor både børnenes individuelle færdigheder og fællesskabets kompromisser. Vi forventer, at du er med til at støtte op omkring de eksisterende aktiviteter i huset, kan byde ind med nye ideer og er fleksibel i forhold til at skulle hjælpe til i forskellige sammenhænge. Vi forventer også, at du har mod på at stå selvstændigt med en gruppe børn i de timer, vi har fordybelsestid i løbet af ugen.
Vi er en pædagogisk højkvalitetsinstitution med løbende kompetenceudvikling og vidensdeling hos medarbejderne. Vi værdsætter det gode arbejdsfællesskab og den høje faglighed, som vi repræsenterer.
Vores forventninger til dig er, at du
- er nærværende, omsorgsfuld og anerkendende i din relation til børnene
- brænder for at styrke børnehavebørns nysgerrighed og gåpåmod
- deltager aktivt i det pædagogiske arbejde med børnene, såvel som praktiske gøremål
- synes, det er spændende at finde gode ideer og løsninger sammen med dine kollegaer
- har blik for din fysiske tilstedeværelse, at du ved hvor børnene er og har fokus på at skabe et læringsrum, hvor det er tydeligt for børnene, hvad de kan lave, og hvor de kan lave det
- er åben for sparring og udvikling af fælles og egen praksis
- kan se dig selv udefra og er åben for andres perspektiver
- er imødekommende og vægter samarbejdet med forældrene højt
- har et stabilt fremmøde og værdsætter at indgå i et godt kollegialt fællesskab
- har en legende tilgang til børnene og tør at slippe ”ordentligheden” og være med på børnenes præmisser
Ansættelsesforhold
Stillingerne er på 37 timer ugentlig (vi kan aftale ændring af arbejdstid, hvis færre timer ønskes). Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst. Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest. Opstart hhv. den 10. februar og 5. maj 2025.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål angående stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Cindy Bauer på 24 49 75 71.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 2. februar 2025
Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler løbende.