Bliv en del af lederteamet i Din Sociale Indgang Børn Valby – Vesterbro – Kongens Enghave
Har du erfaring med ledelse og er klar til at lede et nyetableret team i en afdeling med stor betydning for bydelens borgere? Har du kendskab til arbejdet med handicapkompenserende ydelser og kan sætte faglig retning?
Så er du måske vores nye teamleder i Styrket Modtagelse.
Din Sociale Indgang
Din Sociale Indgang (DSI) har ansvaret for indsatsen for udsatte børn, unge og familier samt børn og unge med funktionsnedsættelse i København. DSI modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel. Familier med behov for støtte kan også selv henvende sig. DSI modtager og behandler også ansøgninger om fx tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter.
Styrket Modtagelse i DSI Børn Valby – Vesterbro – Kongens Enghave
I DSI Børn Valby – Vesterbro – Kongens Enghave er vi ca. 220 medarbejdere, som tværfagligt løser opgaver indenfor administration, sagsbehandling, støttende indsatser og rådgivning. Vi har mange forskellige funktioner i vores hus – blandt andet børne- og ungerådgivere, familiebehandlere, psykologer, kontaktpersoner, skole- og daginstitutionssocialrådgivere, netværkskonsulenter m.fl.
I Styrket Modtagelse er vi en afdelingsleder, en teamleder og 27 medarbejdere, som vurderer og behandler underretninger, iværksætter forebyggende indsatser, og HKY-teamet, hvor teamlederstillingen er til besættelse. HKY-teamet opnormeres, så teamet består af 10 børne- og ungerådgivere. I HKY-teamet behandler vi ansøgninger og foretager opfølgninger efter barnets lov § 86, § 87 og § 88, som omhandler merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og særlig supplerende ydelse. Vi behandler ligeledes klager og hjemvisninger fra Ankestyrelsen.
Din rolle som teamleder
Som teamleder får du ansvar for teamet af børne- og ungerådgivere, der arbejder med handicapkompenserende ydelser. Dine vigtigste opgaver er at lede driftsnært og at sætte den daglige og faglige kurs i opgaverne omkring de handicapkompenserende ydelser, så de mange borgere, vi servicerer, oplever at blive mødt tilfredsstillende, effektivt og med faglig kvalitet. Desuden skal du opbygge og samle et team, som på få måneder er gået fra to børne- og ungerådgivere til ti.
Dine vigtigste opgaver bliver at
- Levere faglig sparring og støtte, fx i sagsgennemgange og prioritering af opgaver
- Understøtte overholdelse af lovgivning, rettidighed og borgernes retssikkerhed i sagsbehandlingen
- Udvikle og implementere nye arbejdsgange i takt med afdelingens udvidelse og omstrukturering i 2025
- Sikre et stærkt samarbejde med de afdelinger, som HKY-teamet deler snitflader med
- Sikre nærværende personaleledelse med fokus på trivsel, arbejdsmiljø og faglig udvikling.
Som teamleder bliver du en del af en stærk og støttende ledergruppe. Sammen sætter I den faglige retning og sikrer en høj kvalitet i arbejdet. I den daglige drift og faglige sparring er dit tætteste samarbejde med den anden teamleder i afdelingen.
Som person i teamlederrollen er du god til at
- Skabe tillid – du lytter og indgår i dialog og udfordrer konstruktivt
- Være synlig, tilgængelig og er opsøgende overfor medarbejdere og kollegaer
- Have medarbejdernes trivsel for øje og være nærværende
- Inddrage medarbejderne i opgaveløsningen og give plads til at afprøve nye faglige muligheder.
Vi søger dig, der
- Har solid erfaring inden for det socialfaglige område, gerne på handicapområdet eller i en modtagelsesfunktion
- Har leder- eller koordinatorerfaring, gerne fra en politisk styret organisation
- Er en stærk formidler, både skriftligt og mundtligt, og kan navigere i en kompleks hverdag
- Brænder for at udvikle medarbejdere og skabe en god og inkluderende arbejdsplads
- Kan arbejde struktureret og skabe overblik selv i travle perioder.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til DUBU og erfaring med at udvikle tværfaglige samarbejder.
Vi tilbyder
- Mulighed for at sætte dit præg på en afdeling i udvikling
- En organisation, der har høje ambitioner for udsatte børn og unge i København med fokus på mål, metodeudvikling, etik og retssikkerhed
- Engagerede medarbejdere, et godt arbejdsmiljø og en aktiv personaleforening
- En organisation, hvor vi insisterer på at gå nye veje, hvis det gavner borgerperspektivet.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation og indenfor rammerne af Lokal Løndannelse.
I forbindelse med ansættelsen vil der blive indhentet børne- og straffeattest, og som led i rekrutteringen vil vi desuden indhente referencer fra tidligere ansættelser.
Stillingen ønskes besat fra den 1. juli 2025.
Vil du være med?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder Louise Møller Poulsen på 23 65 93 66 eller afdelingsleder Rikke Winckler på 29 11 65 32.
Søg via linket senest onsdag den 21. maj 2025
Vi forventer at holde to runder ansættelsessamtaler med 1. samtale 23. maj og 2. samtale 12. maj. Der vil være en case i forbindelse med 2. samtale.