Assistent til ansættelse som socialfaglig medarbejder med nattevagtsfunktion til Københavns Kommunes nye § 107 tilbud Linde Allé

Søg jobbet

Pleje
Andre arbejdsområder
Deltid - alt under 37 timer
Fastansættelse

Vi søger en engageret og reflekterende assistent til ansættelse som socialfaglig medarbejder med nattevagtsfunktion til Københavns kommunes nye § 107 tilbud Linde Allé (LA40) for borgere i alderen 18-35 år.

Da tilbuddet er helt nyt, vil opgaven blandt andet bestå i at være med til at forme og fastholde de arbejdsgange, der skal sikre en tryg ramme, der kan afklare, understøtte og løbende udvikle beboernes egne ressourcer henimod et mere selvstændigt liv i egen bolig.

Som medarbejder vil man også få rig mulighed for at få stor indflydelse på, hvordan vi løbende udvikler vores faglighed på tilbuddet, hvordan vi sikrer at vi dokumenterer relevant og meningsfyldt, samt hvordan vi som tilbud understøtter et godt tværsektorielt samarbejde.

Det vægtes højt at alle medarbejdere indgår på lige fod, med hver deres erfaring og faglige baggrund for at understøtte en øget tilgængelighed og helhedsorienteret indsats for den enkelte beboer. 

Som medarbejder med nattevagtsfunktion på LA40, er der en særlig vigtig opgave i at bidrage til en tryg og rolig stemning om natten, der understøtter en god døgnrytme for den enkelte beboer, men samtidig også formå at være tilgængelig i en tillidsfuld og lyttende rolle hvis behovet opstår.

Som nattevagt er det vigtigt, at man er en del af den samlede medarbejdergruppe. Vi prioriterer derfor, at man også er en del af tilbuddet i dag-/aftentimerne, hvorfor man hver fjerde uge møder ind i dag- og aftentimerne. Dette for at sikre et bedre blik for den samlede indsats og arbejdet med beboeren på alle tider af døgnet.

Der vil over fire uger være syv vågne nattevagter, fire rådighedsvagter samt tre dag-/aftenvagter. Man vil være to på arbejde hver nat; én vågen vagt og én rådighedsvagt.

Om tilbuddet
Målet med et ophold på LA40 er at afklare og styrke den enkeltes færdigheder frem mod et mere selvstændigt liv i egen bolig.    

Vores værdigrundlag er baseret på principperne om, at alle har ret til at blive set, mødt og anerkendt. Vi tror på, at udvikling opstår igennem den enkeltes bevidsthed om ønsker, drømme og potentiale.

Arbejdsopgaver

  • Tilstedeværelse, der understøtter en tryg og rolig ramme om natten.
  • Skabe en tryg ramme, der understøtter afklaring og udvikling af beboernes ressourcer.
  • Samarbejde tæt med beboerne for at identificere deres potentiale og støttebehov.
  • Implementere mål, indsatsmål, delmål og fokusområder i samarbejde med myndighed og borger for at sikre individuel udvikling.
  • Støtte til medicinhåndtering samt evt. medicindosering. 

Metoder
For at understøtte den enkelte beboers udvikling anvender vi på LA40 en række forskellige tilbagetilgange herunder; Recovery og rehabilitering, Low Arousal og Motiverende Samtale teknik. Derudover udspringer vores metodiske grundlag i vores dokumentationslinje, der knytter sig til Borgerens Plan, som sikrer systematisk opfølgning og evaluering i samarbejde med myndighed.

Målgruppe
Vores målgruppe er yngre borgere (18-35 år) med en baggrund og generel livssituation, der blandt andet kan indebære omsorgssvigt, tidligere anbringelser, hjemløshed, forskellige former for tilknytningsforstyrrelser og andre psykiatriske udfordringer, misbrugserfaring, begrænset eller manglende tilknytning til uddannelse eller arbejde og begrænset evne til at forvalte sin økonomi.

Kvalifikationer

  • Relevant uddannelse.
  • Erfaring med arbejde inden for lignende målgrupper.
  • Evne til at arbejde struktureret og skabe relationer baseret på tillid og respekt.
  • Kendskab til dokumentation i DOMUS er en fordel.

Vi tilbyder et dynamisk og engageret arbejdsmiljø med fokus på udvikling, samarbejde og trivsel både for beboere og personale.

Du kan forvente

  • Plads til, og fokus på, faglig udvikling, egen såvel som i fællesskab.
  • Rum til faglig sparring.
  • Ekstern supervision.

Ansættelsesvilkår
Løn i henhold til principperne om Ny Løn og gældende overenskomst.

Stillingen er på et snit af 30 timer om ugen, fordelt på et 12 ugers rul, med opstart pr. 15. september 2024.

Yderligere oplysninger
Ved spørgsmål er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Otto Nordahl mandag mellem kl. 10.00-12.00 på 5172 8327.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.

Søg via linket senest søndag den 4. august 2024
Samtaler forventes afholdt i uge 32/33.   

Om Borgercenter Voksne (BCV)
I Borgercenter Voksne (BCV) hjælper vi københavnere i udsatte og psykisk sårbare positioner. Vi tager afsæt i borgernes håb, drømme og ressourcer og understøtter den enkeltes vej mod et mere selvstændigt liv – og med en større kobling til det almindelige samfundsliv. Vi har fokus på borgerens recovery gennem en rehabiliterende indsats. BCV’s kerneopgave er at støtte den enkelte borgers udvikling mod at leve et så godt og selvstændigt liv som muligt.