AI-underviser til en af Danmarks største arbejdspladser – Københavns Kommune
Er du passioneret omkring at formidle viden om kunstig intelligens til en stor, mangfoldig organisation? Kan du omsætte komplekse tekniske begreber til praktiske og relevante kursusforløb for både medarbejdere og ledere?
Så er du måske den AI-underviser, vi leder efter i Koncern IT’s AI-team.
I Koncern IT (KIT) arbejder vi for et digitalt København igennem faglig og teknisk understøttelse af kommunens syv forvaltninger. AI-teamets hovedopgave er at skabe værdi for borgerne og forvaltningerne ved at udvikle AI-løsninger og samtidig udbrede viden om kunstig intelligens i hele organisationen. Vi arbejder med opgaver lige fra teknisk udvikling af machine learning-modeller og generative AI-løsninger til rådgivning og forankring i fagforvaltningerne.
Hvad skal du lave?
Som AI-underviser får du ansvaret for at opbygge og gennemføre kurser og workshops for Københavns Kommunes over 45.000 medarbejdere – både ledere og medarbejdere på alle niveauer. Du kommer til at samarbejde tæt med AI-teamet, hvor du får faglig sparring og medundervisere. Sammen sikrer I, at kurserne er opdaterede på den nyeste AI-viden og bedst muligt understøtter kommunens behov.
Dine hovedopgaver bliver at
- Udvikle og afholde kurser, der motiverer og inspirerer medarbejdere og ledere til at anvende AI i praksis
- Skræddersy undervisningsforløb, der tager højde for forskellige faglige baggrunde og læringsbehov
- Identificere nye kursusemner, fx etisk brug af AI, databehandling og GDPR, AI-act og ansvarlig teknologiudvikling
- Sikre, at undervisningen altid tager højde for kommunens sikkerhedskrav og governance-principper
- Evaluere kurser og workshops med henblik på løbende forbedringer og videreudvikling.
Vi forventer, at du
- Er en dygtig underviser og formidler, der evner at gøre komplekse teknologier nemt forståelige
- Har en grundlæggende viden om AI eller interesse for at lære de tekniske aspekter, du ikke allerede behersker
- Arbejder struktureret, selvstændigt og kan styre et kursus- eller workshopforløb fra idé til gennemførsel
- Er nysgerrig på at lære nye metoder, både inden for pædagogik og AI-teknologi
- Har erfaring med eller interesse for at undervise og formidle komplekst stof til forskellige målgrupper.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. Vi ønsker stillingen besat snarest muligt.
Mere information
KIT ligger lige ved Fuglebakken Station, og vi tilbyder medarbejdergoder, fx massage og fitnesscenter. Vi har familievenlige arbejdstider og flekstid.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Rasmus Brixen Stisager på 29 13 91 37.
Søg via linket senest søndag den 6. april 2025
Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige it-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker it-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på koncernit.kk.dk.