AI scout og teamkoordinator til Center for Digitalisering

Søg jobbet

It og kommunikation
Politik og administration
Fuldtid
Fastansættelse

Er du klar til at kaste dig over ledelsen af et nyt team på området for software robotter og AI? Har du spændvidden til både at opbygge et stærkt team på området for RPA og samtidig være i udkigstønden og spotte nye AI-potentialeområder og -løsninger?

Så er det dig, vi søger som ny teamkoordinator i Center for Digitalisering.

Digitaliseringen i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning (SUF) er i rivende udvikling og spiller en nøglerolle for opgavevaretagelsen på sundheds- og omsorgsområdet. Vi har store forventninger til løsninger, der anvender kunstig intelligens og sultne på at høste erfaringerne med teknologien.

Om os
Center for Digitalisering er placeret i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Vi er ca. 70 dygtige og engagerede medarbejdere, der er fordelt på fire afdelinger. Vi er ambitiøse og servicerer Sundheds-og Omsorgsforvaltningens ca. 10.000 medarbejdere. Vi samarbejder nationalt, regionalt og tværkommunalt om nye digitale løsninger til medarbejdere og borgere. Forvaltningen og Center for Digitalisering har mange forskellige arbejdsområder, hvor koordinering og samarbejde er nøgleord.

Om stillingen
Du bliver ansat i Afdeling for Portefølje og Informationssikkerhed med ca. 20 ansatte. Til daglig varetager du rollen som teamkoordinator i et nyt AI/RPA team med tre RPA udviklere og en proceskonsulent. Desuden får du en dedikeret rolle som AI scout, hvor du skal spotte nye AI-baserede løsninger med højt potentiale for sundheds- og omsorgsforvaltningen og sikre systematisk afprøvning af løsninger med størst potentiale.

Du får ansvar for at etablere et stærkt team og sætte gang i arbejdet med softwarerobotter. Samtidig skal du sikre retning og hastighed i indsatsen med at tilvejebringe AI-løsninger, der sparer tid og gøre hverdagen nemmere for de mange medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Dine primære arbejdsopgaver
I SUF forventer vi, at kunstig intelligens kommer til at gøre en stor forskel for medarbejdere og borgere. En vigtig del af rollen som AI scout bliver at indhente og dele viden organisationen fra andre kommuner og andre domæner - internationalt såvel som i det helt nære. Du får også som opgave at udarbejde budgetforslag om AI-indsatser ofte i samarbejde med forvaltningens andre centre.

I teamkoordinatorrollen vil du desuden have ansvaret for at lede et nyt team af talentfulde RPA-udviklere samt en proceskonsulent. Du vil spille en central rolle i planlægning, koordinering og gennemførelse af RPA-projekter, sikre overholdelse af deadlines og kvalitet samt fungere som bindeled mellem AI-teamet og andre afdelinger.

Dine opgaver omfatter

  • Afdække AI potentialer samt lave oplæg til prioritering og finansiering af AI-projekter fra idé til implementering
  • Lede og motivere et team af RPA udviklere.
  • Sikre effektiv leveranceorganisering på området for RPA
  • Opfølgning på porteføljen af AI-baserede indsatser og indspil til den tværgående styring på området
  • Facilitere samarbejde på området for AI ift. andre afdelinger og interessenter
  • Bidrage til udvikling og implementering af AI-strategier og best practices
  • Udarbejde og håndtere politiske bestillinger på AI området

Om dig

  • God teknologiforståelse
  • Indsigt i sundheds- og omsorgsdomænet
  • Erfaring med ledelse eller koordinering af teams
  • Gerne erfaring med RPA-udvikling/data science projekter og indsigt i området for AI
  • Godt organisatorisk blik og evner for eksekvering
  • Fremragende samarbejds- og kommunikationsevner
  • Evne at sætte overordnet retning samt arbejde struktureret og løse problemer effektivt
  • Kendskab til agile metoder og projektstyringsværktøjer er en fordel.
  • Viden og erfaring fra sundhedsområdet eller det kommunale sundheds- og omsorgsområde, vil være en fordel

Vi tilbyder

  • Et udfordrende job i en stor organisation med højt til loftet og fladt hierarki
  • Mange eksterne samarbejdspartnere herunder kommuner, regioner og leverandører
  • En dagligdag præget af højt tempo, skarpe deadlines, godt humør, engagement og en uformel omgangsform
  • Kompetente og erfarne kollegaer, der gerne samarbejder og deler viden
  • Gode muligheder for personlig og faglig udvikling
  • En sund arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, fokus på trivsel, sociale aktiviteter, flekstid, kantine- og frugtordning

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer om ugen og til besættelse snarest muligt.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og afhængig af erfaring og kvalifikationer.

Ansættelsessted: Borups Allé i København N.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Anne Christmann på 2479 6010  og centerchef Rikke Saltoft Andersen 3052 5010, hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen.

Sammen med din ansøgning bedes du vedhæfte CV, eksamensbevis og andre relevante dokumenter.

Søg via linket senest søndag den 11. august 2024

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der fleksibel arbejdstid, som indebærer, at du har medindflydelse på din arbejdstid. Hvis du er sygeplejerske, SOSU-assistent eller SOSU-hjælper, har du derudover ret til at få fuld tid, hvis du ønsker det. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.dk.