Afdeling for Sundhed og Beskæftigelse søger en psykolog til en fast stilling fra den 1. februar 2025
Afdelingen hører under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og har til opgave at tilbyde sundhedsfaglige beskæftigelsesforløb til ledige borgere henvist fra Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. Det overordnede formål med de sundhedsfaglige forløb er at bidrage til, at borgerne kommer tættere på beskæftigelse eller uddannelse.
Om Sundhed og Beskæftigelse
Afdeling for Sundhed og Beskæftigelse består af 32 engagerede medarbejdere med forskellige sundhedsfaglige baggrunde, som alle brænder for at gøre en forskel for udsatte borgere. Vi er delt op i to teams, hvor vi til det ene team, Indsatsteamet, søger en psykolog.
I Indsatsteamet samarbejder vi både tværfagligt og monofagligt om de forløb, vi tilbyder borgerne. Forløbene er primært holdtilbud med op til 10 deltagere pr. hold, men der afholdes også et stort antal individuelle samtaler om mental trivsel.
Målgruppen spænder aldersmæssigt bredt fra 18-65 år, men alle borgere har det tilfælles, at de har andre udfordringer end ledighed fx kroniske smerter, funktionelle lidelser, stress og psykiatriske lidelser.
Som psykolog vil dine primære opgaver være at afholde individuelle samtaler med de borgere, som henvises til et forløb (med op til otte samtaler). Samtalerne har til formål at fremme borgernes mentale trivsel og bidrage til at bringe dem tættere på beskæftigelse eller uddannelse.
Du vil også i begrænset omfang deltage i et tværfagligt team på forløbet Hverdagen i fokus. Forløbet har fokus på fysisk træning, mad og måltider, hverdagsmestring og mental trivsel. På Hverdagen i fokus-forløbet varetager psykologen undervisning i mental trivsel og bidrager med psykologfaglige observationer til konferencer med det tværfaglige team.
Vi vægter at støtte borgerne i at opnå en bedre livskvalitet på trods af de problematikker, de har.
Psykologernes tilgang til borgeren i samtaler er eklektisk og består bl.a. af ACT, CBT, Eksistentiel terapi m.m., og de vælger i den enkelte situation den metode, der bidrager bedst til støttende og motiverende samtaler med borgerne.
Du vil blive del af en engageret kollegagruppe og en arbejdsplads, hvor vi værdsætter, at fagligheden er i top, at tingene gøres ordentligt, og at vi samtidig har det sjovt sammen.
Tre af dine kolleger er også psykologer, og sammen med dem deltager du i supervision.
Din opgave i Sundhed og Beskæftigelse er at
- have individuelle forløb med borgere i forhold til mental trivsel
- være tilgængelig og bistå med faglig sparring, og som supplement på holdundervisning Hverdagen i fokus forløb, hvor det er nødvendigt
- deltage i tværfaglige konferencer
- dokumentere samtaler og holdindsatser med fokus på progression
- deltage i løbende kvalitetssikring og udvikling af indsatser i samarbejde med kolleger og ledelse
Vi søger dig, der
- er uddannet psykolog og har erfaring med at gennemføre individuelle samtaleforløb og gruppeforløb
- har kendskab til og erfaring med at anvende metoder, som bidrager til støttende og motiverende samtaler
- har viden om KRAMS-faktorerne og deres bidrag til et sundt liv
- har kendskab til målgruppens udfordringer med fysiske og psykiske lidelser
- har lyst og evne til at arbejde med udsatte og sårbare mennesker i et tværfagligt samarbejde
- har mod på at arbejde med udfordringer indenfor hele det psykologiske spektrum
- er struktureret og er i stand til at arbejde både selvstændigt og tværfagligt
- har praktisk erfaring med dokumentation og IT
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2025 og er en fast stilling på 37 timer om ugen.
Afdeling for Sundhed og Beskæftigelse holder til i Sundhedshus Vanløse, Indertoften 10, Vanløse.
Ansættelse og aflønning vil ske efter principperne for Ny Løn og i henhold til aftale med forhandlingsberettiget organisation.
I forbindelse med ansættelsesprocessen vil en mulig kandidat blive spurgt om referencer.
Mere information
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, så kontakt afdelingsleder Eva Elkjær på 51 62 60 55.
Søg via linket senest søndag 15. december 2024
Samtaler afholdes onsdag den 18. december 2024.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er der fleksibel arbejdstid, som indebærer, at du har medindflydelse på din arbejdstid. Hvis du er sygeplejerske, SOSU-assistent eller SOSU-hjælper, har du derudover ret til at få fuld tid, hvis du ønsker det. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.