'Overgangspædagog' til Område Nørrebro-Bispebjerg

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Har du særlig motivation for og engagement i at arbejde med børn og familier i særligt sårbare og udsatte positioner?
Vil du være en del af et stærkt arbejdsfællesskab med meget høj faglighed, og hvor vi prioriterer faglig udvikling?
Har du mod på at sætte dit præg på en stilling?

Så har vi det helt rette job til dig.

Sårbare og udsatte børns chancelighed øges ved, at vi tilbyder dem den hjælp og understøttelse, der fastholder dem i lærende fællesskaber, tættest muligt på almene læringsmiljøer.

Med denne nyoprettede stilling vil vi sætte tidligere ind og støtte de mest udsatte og sårbare børn i overgangen fra daginstitution til almen skole. Det vil vi gøre ved, sammen med socialforvaltningen, at indgå i et samarbejde med både familien, daginstitutionen, KKFO og skolen fra barnets sidste år i børnehave til barnet er godt i gang med skolestarten.

Vi arbejder allerede med 'styrket overgang', som er en indsats rettet mod kommende skolestartere, der er i risiko for at skulle starte i specialtilbud, men som med den rette støtte, vurderes at have potentiale for at kunne starte i almen skole. 

Udover denne indsats vil nogle børn og deres familier også have brug for en socialfaglig indsats i familien for at forebygge behovet for et specialtilbud. Og den gruppe af børn er målgruppen for denne indsats og dermed opgave i denne stilling.

I opgaven skal du med specialpædagogisk viden og praksis arbejde tæt sammen med personalet i daginstitution, KKFO og skole om barnet. Og du skal indgå i et koordineret samarbejde med forældre, institutioner og socialforvaltning, hvor du skal håndtere barnets specialpædagogiske og socialfaglige behov i det daglige samarbejde med forældre og institution/skole. Vi forventer desuden, at du bidrager til projektarbejdet med udvikling af ydelser og indsatser i den konkrete opgaveløsning.

Du kan læse Børne- og Ungdomsudvalgets strategi ”Vores børn – Københavns fremtid her.

Ledelse og onboarding
Stillingen er lokalt forankret i Team Støtte- og Kompetencepædagoger. Du bliver en del af områdets tværfaglige support, og skal forvente at træde ind i opgaver og samarbejder på flere niveauer. I større og mindre medarbejdergrupper i dagtilbud/indskoling, i tæt samarbejde med forældre samt som bidragsgivende i det projektarbejde, der omkranser stillingen.

Med en ansættelse hos os, træder du ind i en hverdag, hvor vi fra første dag kan tilbyde dig det on-boardingforløb og de samarbejdsrelationer, som vil føre dig ind i opgaven og som skal bidrage til udvikling af funktionen. 

I din ansøgning vægter vi at læse om

  • dit faglige afsæt og erfaring med at understøtte indarbejdelse af specialpædagogisk viden og didaktik i almen pædagogisk praksis
  • din erfaring og motivation for at søge vores stilling med dit fag som afsæt
  • din viden og erfaring fra arbejdet med børn i særligt sårbare og udsatte positioner alderen 0-10 år, herunder erfaring i at samarbejde med et socialfagligt perspektiv i din opgaveløsning
  • dit kendskab til og motivation for at arbejde med vidensdeling og udvikling af praksis i forandringsprocesser – og erfaring i at støtte processen ved at være til stede i praksis med det faglige personale om børnene, og med barnet og forældre som fælles fokus
  • dit kendskab til læringsmiljøer i almene daginstitutioner, fritidsordninger og skoler
  • dine erfaringer og kompetencer til at facilitere og indgå i sparring og refleksion omkring opgaver og udfordringer i forhold til egen og andres praksis

Har du lyst til at møde os?
I forbindelse med, at vi også udvider teamet af støttepædagoger holder vi åbent hus den 15. august 2024 kl. 17-18.00 på Vibevej 9, 2400 København NV.

Vi opstiller en række café-borde, og planlægger at ledelse og medarbejdere fra supporten bl.a. fortæller om os som arbejdsplads, og svarer på de spørgsmål, du må have. Du vil da have lejlighed til både at spørge mere ind til stillingen, og møde nogle af dine potentielt kommende kollegaer og ledelse.

Hvem er vi?
Område Nørrebro/Bispebjerg supporterer ca. 90 institutioner og 10 KKFO og folkeskoler samt tre specialskoler. Områdeledelsen består af en områdechef, to faglige chefer og tre ledere for henholdsvis sundhedsplejen, psykologer/talehørerlærer, og støtte-/kompetencepædagoger samt et konsulentteam.

Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer ugentlig med tiltrædelse den 1. oktober 2024. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og principperne for Ny Løn. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Kontakt os gerne
Du er meget velkommen til at ringe og få en snak med os. Leder for støtte- og kompetencepædagoger Trine Winkel træffes på 2479 4569 (ferie i uge 29-32) eller faglig chef Lene M. Therkelsen på 2030 0160 (ferie i uge 28-30).

Er du uddannet pædagog og har du den solide erfaring, der understøtter, at du søger stillingen? Så håber vi at høre fra dig… 
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via linket senest mandag den 19. august 2024
Vi holder samtaler den 23. august fra kl. 08.30.